– Jeg vil ikke ende som de gamle sure røvhuller, der sidder nede bagerst i halvmørket og synes, at alt var meget bedre i gamle dage

Det var det sidste jeg tænkte, inden jeg gik op til min nærmeste chef i DR og sagde min stilling op. Jo, og så tænkte jeg På Kim Larsen og Gasolin.

 

Men så en dag gik jeg op til ministeren og sagde:

Du der, få lige fødderne ned og ta´ hatten af.

Mand, kan du ikke se at det hele er ved at gå fuldstændig agurk?

Så hva´ gør vi nu, din gamle skurk?

 Arh, den historie er måske blevet lige en kende for frihedskæmper-agtig, når jeg betænker den tydelige lettelse i hendes – min chefs blik. Det fik lidt af ydmygheden på banen. For måske var mit heltemod bare en iklædt forfængelighed på tærsklen til at blive fyret lige om lidt. Hellere heltedøden end martyrdøden.

Og så var der lige denne erkendelse af snigende surhed.

Angsten for billedet af den sure gamle mand, der længes tilbage til de gode gamle dage. J

Jeg lytter til det jeg siger. Jeg scanner det jeg skriver. Jeg tager af og til snapshots af min egen sindsstemning. Så gør jeg boet op efter skriverierne, hvor borgerligheden, politikerne, magthaverne får en på hovedet.

Af og til er jeg lige vel tæt på rollen som Statler og Walforf i The Muppet show. – De to sure oldinge, der kommenterer forestillingen fra balkonen.

Brokkerøvenes inkarnation.

Er det sådan, jeg skal læses?

Så, pludselig, kommer verden udenfor og banker på granitperkerens smølfehus med et budskab om, at der er sprækker i muren af surhed.

Jeg møder hele tiden gode mennesker.

Jeg er stresset, skal aflevere vognen kl. 16, og det går langsomt i taxirækkerne foran lufthavnsterminalen.

Ud af svingdøren kommer en mørklødet, høj flot, ung mand, en lidt moden kvinde med tørklæde – og en helt ung pige.

– Hvor skal I hen, spørger jeg hurtigt og lidt uhøfligt. Det er nervøsiteten for, om jeg har tid nok, der presser sig på. De kender ikke mit problem, og den unge mand, der er hurtig i replikken, svarer med pokerfjæs:

– Costa Brava. Vi skal til Spanien, vil du køre os, siger han i en humoristisk tone?

Så griner han og tænker sikkert: Manden er gammel og sur.

Jeg har ikke anden udvej end at fortælle om mit tids-dilemma. Vi griner lidt sammen, jeg kaster bagagen ind i Merceren – og der er meget af den. Så stiller jeg den næste pinlige spørgsmål som en høflighedsfrase

– Hvor kommer I fra?

Han er sikkert træt af hele tiden at skulle forholde sig til sin etnicitet.

Jeg tænkte i betydningen: Hvor har i været henne på rejsen. Han tænker sikkert, at han nu igen skal stilles til regnskab for sin mørke lød. Han ved ikke, at jeg tilhører en minoritet af etniske danskere på mit arbejde og dag ud og ind lever i et spraglet miljø af arabere, tyrkere, kurdere, grækere, afghanere, iranere, palæstinensere, irakere, montenegriner – you name it!

Jeg føler mig jo mere som en perker i perkerland og ser mere kulsort hår og brune øjne på mit job, end jeg ser blegnæb.

Den unge mand sukker lidt. Har han 1000 gange måtte fortælle sin historie om hjemlandet, selv om han er født og opvokset i Danmark og taler københavnsk som alle de andre storbypumaer i byen.

– Jeg er fra Palæstina.

Jeg forklarer misforståelsen af spørgsmålet.

Vi griner igen sammen. Og så får jeg en bid af palæstinensernes smertelige historie. Et folk uden et rigtigt, anerkendt land. Han fortæller, at hans afdøde far og at hans mor er palæstinensiske araberes og statsborgere i Israel. Familien kommer fra egnen ved Genesaret søen i det nordlige Israel. Hans mor og lillesøster har været på 14 dages ferie dernede i.

Det bliver en smuk og åben samtale, hvor meget kommer på bordet. Jeg fortæller om min gamle far, som var FN-officer i ”Gazastriben” i 1965 – to år før seksdageskrigen. – Men også om min gammle drøm om at besøge ”Det hellige land”. At jeg finder behandlingen af palæstinenserne urimelig grov, og at det faktisk var min far, der som den første fortalte mig, at ” … der findes et folk dernede, som føler sig flået ud af deres land for at give plads til et andet folk …”

Men også, at jeg accepterer Staten Israels eksistens.

 

 

Han lytter og fortæller sin historie, der utvetydigt er fuld af vrede mod hans folks skæbne. Hans familie bor og har det sådan set udmærket. Men under overfladen lurer den sorgfulde vrede over ydmygelserne.

– Når jeg kører med taxi i Israel, spørger de mig, hvor jeg kommer fra, og jeg fortæller, at er født og opvokset i Danmark. Stemningen er god. De har hørt om landet med de gode vilkår for borgerne. Når jeg så fortæller, at jeg faktisk er af arabisk herkomst vender stemningen som på en tallerken. Så er vi ikke samtale-venner længere. Så sidder krigen i blodet

Han er araber, ja.

Og Taxamanden er kvarttysker med et prøjsisk navn

Danmark. Måske er det det allerbedste land i verden at leve i.

– Jeg er træt af hadet og racismen, indrømmer han. Hørte fra DF’s landsmøde, at angrebene fortsætter. Men for pokker. Først og fremmest er jeg dansker. En ung dansker, som er under uddannelse til elektriker. Og et eller andet sted er Danmark – trods racisme hist og her – et helt fantastisk land. Måske er det det allerbedste land i verden at leve i. Vi kan være her sammen. Vi kan tale og være os selv. Vi kan overleve.

 

Jeg nikker og kigger ham ind i de mørkebrune øjne. Vi er, siger undersøgelserne, et af verdens lykkeligste folk. Her kan vi mødes. For vi er borgere i det samme land

 

Min indre, gamle sure mand tør op, og jeg drømmer om, at der er et lykkeligt liv derude trods kontanthjælpsloft, hensynsløshed, undertrykkelse, meningsløse krige og polerne, der smelter.

 

Jeg sætter Sønnen, moren og lillesøsteren af foran lejligheden på Frederiksberg.

Han rækker mig hånden og trykker min.

– Husk nu at kontakte mig, hvis du får taget dig sammen og får besøgt Israel/Palæstina. Så skal du møde min familie ved Genesaret Sø.

God morgen, Danmark

– lev i fred.