Fra Ekstraladet, EKSTRA . taxamandens klumme den 1 november 2014

 

Der er stress på den her morgen på Vestegnen. Familielivet trak ud i går, og jeg har kun sovet de 4 timer, som jeg jo ved er for lidt. OK for en gammel sølvræv som mig at komme tidligt op. – men for lidt søvn….

For min kunne er det også morgentrætheden, der sidder i stemmebåndet med hendes hæse G’mor’n. Tilsat et par meget dybe hvæs af dagens første smøg i halvmørket, inden taxamanden er fremme.

– Satans, han er hurtig i dag.

Cigaretten bliver røget helt ned til filteret og jeg giver mig god tid til at vende Merceren på den diminutive parkeringsplads ved karrébebyggelsen – en af de helt anonyme her på Verstegnen.

Jeg giver hende tid til den fulde dosis nikotin.

Hun kender vejen til sin arbejdsplads, en af regionens helt store sygehuse. Under normale forhold og stram økonomi er busruterne de foretrukne. Men den her morgen er en af de grå og sene – og penge nok til en taxa.

Hun bestemmer ruten, for hun har kørt den så mange gange, at hun kender hver kurve og hvert bump.

Taxamanden følger sit primære daglige dogme: Kunden bestemmer!

De par gange jeg har kørt patienter fra selvsamme afdeling, bringes jeg tilbage til august 2004, da jeg stod på gangen og så den døde, 15-årige skønhed blive kørt i kælderen

Vi falder hurtig i god snak og beretter om vore forskellige liv, mens vi humper gennem, de bilkøer, der er uundgåelige, trods hendes særlige lokalkendskab.

Hun har et arbejde, som er totalt uden præstige i dagligdagen – og livsnødvendigt i ordets mest konkrete betydning. Hun er ”madmor” på en af de tunge kræftafdelinger. Og pludselig er vi inde i et fælles univers. For en halv snes år siden besøgte jeg sammen med min ældste datter hendes livsveninde, der som blot 14/15årig blev indlagt på selvsamme kræftafdeling. Og døde efter 11 måneder. Emilies livskamp er blevet en organisk del af vores families liv og minder. Og de par gange jeg har kørt patienter fra selvsamme afdeling, bringes jeg tilbage til august 2004, da jeg stod på gangen og så den døde, 15-årige skønhed blive kørt i kælderen. Familiens smerte, kan jeg jo ikke gengive her på tryk. Men især personalet, de portører, der var mødt ind på en fridag, sygehjælpere, sygeplejersker og læger, der bare stod der og græd stille og uden nogen formildenhed. – Denne grænseoverskridelse mellem de professionelle og det private, ser jeg stadig for mig, som var det i går. Knusende sorg og uundgåelig medfølelse.

Og nu sidder jeg så her i taxaen og lytter til en af de mennesker, der arbejder på samme afdeling – og i samme tæthed som gengang, selvom min kunde blev ansat nogle år senere.

 

Hun skulle paradoksalt tage sig af ”Mors-papirerne” (mors betyder død på latin). Altså de afdøde hospitalspatienters papirer.

Min kundes sygehusansættelse begyndte i virkeligheden med et dødsfald. Hendes eget. I en relativt ung alder gik hun omkuld med en blodprop i hjertet. Hun kom op at stå igen, men det var svært at finde tilbage på arbejdsmarkedet som kontoruddannet. Hun kom i ”arbejdsprøvning” på det store hospital. Hun skulle paradoksalt tage sig af ”Mors-papirerne” (mors betyder død på latin). Altså de afdøde hospitalspatienters papirer.

Det arbejde blev rationaliseret bort for hende – men så fik hun et arbejde, som måske er det mest meningsfulde, hun har haft i hele sit liv. Hun blev ”madmor” på den intensive kræftafdeling. Og hvis man har oplevet, hvor svært det kan være at bespise kræftpatienter, fordi de ingen sult har eller store smerter ved at spise, – så får man respekt for dette menneske, der skal hjælpe med evnen, teknikken og lysten tilo at spise. Det HELT livsnødvendige i denne livssituation.

 

Jeg tænker på Emilies død og spørger hende:

 

– Hvordan i al verden kan du holde til det arbejde – hver eneste dag på en vippe mellem liv og død?.

 

Hun kigger gennem egen sideruden ud i den grå morgen. – Jeg tror hun tænker sig særligt om netop i dag, hvor det ikke var så let at komme i gang

 

Jeg har været lidt for langt nede nogle gange, men så har en samtale med hospitalspræsten fået mig op igen.

– Det er heller ikke lige nemt altid. På den ene side arbejder jeg med det mest meningsfulde, jeg kan forestille mig. På den anden side har jeg meget svært ved at sige farvel til patienterne, når de rejser. For jeg ved, at jeg skal møde mange af dem igen. Jeg har været lidt for langt nede nogle gange, men så har en samtale med hospitalspræsten fået mig op igen.

 

Så vender hun sig om og kigger på mig:

 

– Måske lyder det af lidt for meget. Men jeg tror, at jeg kan noget særligt i mit arbejde. Noget som ikke kan undværes. Noget ud over det med maden, som de skal have. Noget som får mig til at fortsætte ud over min egen sårbarhed. Jeg har en særlig evne til at åbne mig. Det kan patienterne ikke undvære. Men det er nok også derfor, at jeg kan holde til det i længden.

 

God dag, Danmark

Særlig til jer med de varme hænder