Den her taxa har bragt mig ud i hjørner af mit liv, hvor jeg ikke regnede med at komme.

Jeg er blevet konfronteret med oplevelser, som jeg slet ikke kunne forudse, jeg ville få. Og som jeg skriver i min bog, JEG ER BARE TAXAMAND, er der faktisk situationer, hvor jeg i øjeblikke har tænkt: Når jeg nu skriver den her historie: Gad vide, om de vil tro, at det her er skinbarlig virkelighed – ikke  et eventyr, som jeg selv har fundet på?.

 

– I det dramatiske øjeblik, hvor trygheden siver ud af kabinen og jeg pludselig bliver i tvivl om jeg kan have tillid til min passager og kunde. Han er ikke bare er beruset men ”stangerstivstiv” – eller rettere psykotisk af en blanding af alkohol og givetvis kokain.

Aner jeg et strejf af kærlighed i det blik han sender mig, inden han nærmest vælter sidelæns ud af bilen

Han er i tvivl om, hvor vi skal hen. I risikoen for at starte en byge af aggressioner stopper jeg ikke bare op og smider ham ud på gaden. Og hvordan smider en bedstefar på 60 år i det hele taget en voksen, ung mand ud af sin taxi, hvis den unge mand pludselig begyndte at gøre brug af de hænder og overarme, som han er udstyret med. – Og trods beruselse og stofpåvirkning kunne være dødelig i et fysisk sammenstød.

I den situation tænder en konflikt-løsningsteknik, som hidsigproppen, taxafører 023492 ikke troede, han var i besiddelse af. Jeg snakker ham efter munden. Siger ja, ja og nå nå, selv om jeg reelt havde lyst til at give manden en røvfuld. Er ligeglad med, at der mangler en femmer i mandens betaling. Giver ham faktisk den hundredekrone tilbage, som han i en brandert havde givet mig for meget. – Og Gud ske lov, så er turen slut

Aner jeg et strejf af kærlighed i det blik han sender mig, inden han nærmest vælter sidelæns ud af bilen og kun med nød op næppe bliver stående på benene?

 

Hvad er det for en kvinde og et menneske, der kan finde på at ydmyge sig selv, mens pengesedlerne nærmest stritter ud af hendes håndtaske

– Eller intimmassøsen, som forsøger at overtale mig til at køre turen for et blowjob. Her handler det pludselig om drengerøvens drøm versus taxamandens moral. Det er klart, at der ville blive trafikkaos, hvis jeg sagde ja – og kunne nogen taxamand finde på det? Kunne man få et klip i kørekortet for uforsvarlig kørsel – eller ulovlig parkering midt på åben vej?

Spøg til side!

Hvad er det for en kvinde og et menneske, der kan finde på at ydmyge sig selv, mens pengesedlerne nærmest stritter ud af hendes håndtaske. Jeg husker stadig den uhyggelige fornemmelse af ”…jeg er intet værd…”, som stod hende i øjnene, mens hun forsøgte at ophidse mig ved at knappe op i halsen, så jeg kunne se hendes store, flotte bryster i den pang-røde BH. Og til andre mænd, der ville spørge mig: Nej, det er IKKE særligt sjovt eller ophidsende i en sådan situation, hvor et mennesker folder sig fladt ud og beder om at blive trådt på.

 

– Og PLING! – jeg er hovedperson i et helt andet scenarie. Det er nytårsaften og jeg kører de mest elegante mennesker til den traditionelle nytårsfest mellem venner af bedste klasse og bedste alder. Herren og fruen, som jeg tidligere i december mødte på en tut til lufthavnen. De er omkring de 70 og ikke mindst konen er elegant og velklædt. Han har den smoking på, som mænd nu engang har på ved en sådan lejlighed. Hende har jeg i den grad lyst til at være ”butler” for. Tage hende ved hånden og dreje hende rundt i aftenmørket, så man kan se, hvor smukt en kvinde kan holde sig.

Men så kan jeg i øvrigt godt lægge det her herskab-og-tjenestefolk-image fra mig. For faktisk får vi en god samtale om livet og karrieren på vejen til Søllerød. På vejen samler vi deres venner op. Jeg genkender en af erhvervslivets tidligere, absolutte stjerne-erhvervsfolk.

Så fysisk tæt har hverken taxamanden eller journalisten tidligere været på erhvervslivets top.

Og så:

 

– Hej, Grunwald, for fanden!

 

Det var rart at møde ham igen. Han er en guttermand – og nu selv pensioneret – og er det rigtigt, at jeg kan se en slags beundring i hans øjne?

Blandt gæsterne, da jeg henter mine kunder nytårsnat og alle er glade og civiliseret berusede er min tidligere ”outplacement-konsulent”. Han skulle for titusindvis af kroner sikre mig en blød overgang fra topjobbet i DR til en anden profileret lederstilling i den ende af samfundet, hvor jeg fortjente at høre hjemme. Danmarks Radio betalte i deres slut skjulte glæde over at slippe af med en chef, der i den grad var i vejen for dem. Og manden her, konsulenten med direktørtitel, skulle finde udvejen sammen med mig. Den opgave lykkedes ikke for hverken ham eller mig, og det er jeg sikker på, der var en mening med.

Det var rart at møde ham igen. Han er en guttermand – og nu selv pensioneret – og er det rigtigt, at jeg kan se en slags beundring i hans øjne?

 

– Og så nye venner, som jeg nok ikke havde fået på den måde, da jeg havde programcheftitlen og fik ridderkorset i benævnte statsradiofoni. Faktisk også de forkætrede, virtuelle ”Facebook-venner” – relationer, der ville være nemme at karakterisere som overfladiske eller helt uden dybde.

Det er så pirrende befriende, når fordomme ikke holder stik. DER kan jeg bruge min journalistisk, indbyggede trang til at bliver overrasket af verden. Den virtuelle verden HAR sit særlige rum af muligheder.

Hun rystede hele Danmark, da hun lagde sit eget liv frem til skue og opsøgte nogle af hovedpersonerne i sit forbandede liv

Som f.eks. mit bekendtskab med den tidligere udstødte, tidligere karrierebestiger, tidligere børnerådsformand, nuværende forfatter, radiovært, medietilrettelægger og stifter af HUSET ZORNIG – Lisbeth Zornig Andersen. Hun er en af initiativtagerne til en privat virksomhed, som sætter gang i massevis af projekter og udredninger for de socialt udsatte i Danmark. Hun er selv total mønsterbryder, der med alle kortene på bordet i skrift og på tv og i radio har fortalt om en opvækst i vanrøgt og seksuelt misbrug. Hun rystede hele Danmark, da hun lagde sit eget liv frem til skue og opsøgte nogle af hovedpersonerne i sit forbandede liv. Men også et liv, som af hun af en eller anden grund må elske. Ligesom sine 5 børn, hun har kunnet give en helt, helt anden opvækst end de klamme, sorte nætter på Lolland.

Lisbeth Zornig mødte jeg, fordi hun midt i det travle og langt vigtige arbejdsliv faldt for mine skriverier om det helt almindelige taxi- og menneskeliv i Danmark. Faktisk er jeg meget tættere på hende via Facebook og mails end ”i virkeligheden” – eller hvad sådan noget hedder i det danske hjørne af Cyberspace. Vi har blot mødt hinanden tre gange. Men vi har diskuteret og bakket hinanden op i nogle kritiske situationer – og jeg blev MEGET stolt over, at hun gav min nye bog som julegave til sine ansatte i Huset Zornig.

 

I går var jeg så inviteret med til årets første i den sociale tænketank SIF (Social Innovations Forum), hvor vi dagen igennem lyttede til social udstødte, forskere, erhvervsfolk, socialchefer, institutionsledere, kunstnere, og en enkelt socialminister. Lyttede og diskuterede nye ideer og løsninger. Formålet med SIF er at lægge kræfter i at gøre noget ved de knap 20 pct. af befolkningen, som på en eller anden måde stødes ud af et anstændigt liv. At mindske eller fjerne afstanden mellem vores samfunds umådelige rigdom og så den kendsgerning, at alt for mange – trods vores civilisationsgrad – ikke kommer til at sidde med ved bordet, når der er dækket op. Lisbet Zornig, hendes mand Michael Lindholm og firmaet HUSET ZORNIG tror på, at verden kan gøres bedre – også med en privat indsats.

Og hele fundamentet under ambitionen om et bedre liv for de udsatte børn og voksne er oplevelser i kærlighed og smerter – fra det virkelige liv.

Drivmidlet er denne ubændige trang til at leve.

 

Tak til Zornig og Co. for muligheden for måske at bidrage med bare et knappenålshoved til at gøre verden mere åben for de udsatte.

 

Og da det måske er lige vildt nok i denne sammenhæng at takke ”livet” og det, der skabte det – så da i det mindste tak til den sølvgrå Mercer, der kører mig derhen, hvor jeg ikke anede, jeg skulle komme.

 

God morgen, Danmark

– og et morgenkram, da for pokker.