Kristian Thulesen Dahl ser også smuk ud, når han er ganske nøgen. Det står taxamanden inde for.

Det vil jeg vende tilbage til.

På min svigermors badeværelse, hænger der et ganske særligt billede. Det er taget i ”gamle dage” – givetvis i 1920’erne eller senere.Det forestiller en række kvinder, – nøgne og fotograferede bagfra. Fire kvinder i al deres frodige forskellighed. Muskuløse, kortbenede, langbenede, hjerteformede, runde, større og mindre. Både et frisindet og et dydigt billede. Det viser nøgenhed, javel – men vel nærmest så upornografisk, som et nøgenbillede kan være.

Jeg er vild med det billede. Den ene årsag er – indrømmet – meget ligetil. Jeg er vild med kvindekønnet og intet er i mit univers smukkere end kvindekroppen i al dens forskellighed. Den har optaget mig mere end et halvt århundrede, Særligt, da de første dun viste sig på min overlæbe og andre mere private steder. Den anden årsag til min fascination af svigermors billede er det nærvær og den frimodighed, som nøgenheden skaber – også helt uden erotiske undertoner. Finnerne ved det og har indgået masser af store politiske og kommercielle aftale i en sauna med en varme som fra helvede – måske efterfulgt af det kolde gys.

Jeg trænger til at få forkølelsen ud af kroppen. Sidder og kæmper med den både lægende og uudholdelige varme i dampbadet i den indre by – ikke så langt fra byens landspolitiske centrum. Den ensomme taxamand i damp og en vederkvægende ro midt i julens tumult. Jeg er helt alene. Og så er det  en af de dage, hvor jeg har fået en sang på hjernen. Jeg skrev sange i mine unge dage og nu har jeg i mine lange pauser, mens jeg venter på kunderne fået den dille at ville oversætte nogle franske sange. Fordi det sprog er så smukt, jeg taler det en smule – og er lidt nørdet, vild med at oversætte sange, som er så enkle og flotte, at det nærmest burde være forbudt. Helt alene og synger lidt:

 “Sur le pont de Nantes un bal y est donné….”

Først lidt inde I sangen ser jeg to mennesker komme gennem dampen for at tage plads på øverste række. De passerer mig et sekund. En lang, slank mand i 40’erne – en lille smule  skrutrygget – men veltrimmet med en lettere atletisk bagdel. Bag ham en noget ældre, meget, nærmest asketisk med baller så små som var de bare to knyttede hænder. Jeg er total glemsom , når det handler om navne. Men ansigter og kroppe – der min hjerne som hukommelsen på en computer.

Jeg genkender Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkepartis succesfulde partiformand. Den anden – den gamle er mig fremmed. De sætter sig et par rækker bag mig, helt oppe under loftet og begynder en dialog. Thulesen Dahl går lige på og hårdt.

– Har du talt med Frank?

– Skulle vi ikke være lidt stille eller ta’ den her et andet sted, Kristian for fanden. Det er sgu stærke sager, at der er kontakt mellem vore to partier.

 

– Slap nu, han er udlænding og de forstår jo ikke en skid af det hele herhjemme. Han har været sorthåret kan jeg se. Han er sgu nok fra Marokko. Og så taler han frit og lidt højere ud i det  dampenge rum:

 

Som du ved fra vores prinsgemal, så tager den en franskmand mindst årtier at forstå, hvad vi siger

– Ca va bien Monsieur?

Jeg tør ikke andet end at svare på fransk

– Oui, ca va très bien, Monsieur, siger jeg mere fransk end en parisisk bager. Min krop kunne ligne en, der havde taget lige vel voldsomt fat på de sødeste sager.

– Hvad sagde jeg. Han er fremmed og han er fransk. Som du ved fra vores prinsgemal, så tager den en franskmand mindst årtier at forstå, hvad vi siger. Han griner lidt stille og fortsætter:

– Jeg må have et råd fra Frank – og fra jer. For min og partiets succes er ved at gøre mig vanvittig. Jeg er neurotisk bange for, at det skal gå den anden vej. Jeg tænker på det hele tiden. Når jeg går i seng. Nogle gange vågner jeg våd og svedig. Så har jeg haft den onde drøm, at det hele er tabt på gulvet. Og på det sidste er Lars Løkke begyndt at ringe til mig i tide og utide: Du kan blive finansminister, Kristian, siger han. Eller justitsminister. Du er jo så god til det der med penge og jura. Du er jo uddannet i det, siger han. Jeg tør ikke være for venlig mod den mand. Når den mand først begynder at live rigtig venlig. så er det et eller andet helt, helt galt. Og jeg kan ikke spørge andre. Partiet vil bare sige Ja. Messerschmidt vil sige ja for at jeg skal brække ryggen. Pia vil vende ryggen til og sige: “Det finder du ud af, du er såååå dygtig”. Og Frank tør jeg slet ikke tale med. Kan du ikke se overskriften for dig: Enhedslisten og Dansk Folkeparti i forbrødring! Vi har jo begge nogle punkter, hvor vi trækker på både den røde og den sorte hammel: Masser af bade og varme hænder til de gamle, væk med de der løndumpere fra Polen, der sjæler vore jobs. Og så HADER vi EU af et godt hjerte. Vi begge lige stue-urene i dansk politik. Det går slet ikke. Men hvad siger Frank. Hvad skal vi gøre?

 

– Tag det nu helt roligt, Kristian. Den tynde talsmand fra enhedslisten, ham med byens mindste og strammeste baller, taler lavere og bestemt. Men højt nok til at jeg forstår ham.

– Der er kun et råd, Kristian: Men på en betingelse….

 

– Betingelsen er indfriet, det lover jeg dig, Uanset hvad. Jeg er ved at gå til af det her. Den må vi tage bagefter.

 

Aldrig har jeg hørt Thulesen Dahl så meget ude af flippen. Han lader talsmanden fortsætte:

“…Pas på det med det overdrevne ansvar. Det kan slå ethvert parti ihjel…”

 – Du må ikke – du må aldrig gå med i den nye regering. ALDRIG! Det er knusende for succesen at samarbejde og tage ansvar. OK med en finanslov, hvis den følges af nogle urimelige krav og en masse råben og skrigen. Men du må holde dig fra ministerposter og regeringsduelighed. Ansvar er roden til alt ondt. Det har udryddet det ene parti efter det andet. De konservative er på vej ud. CD røg på den konto. Socialdemokraterne bliver mindre og mindre. De radikale. Ja, de er så de eneste, der lever af at være enige med den ene part og samarbejder med den anden. Og SF? – De er langsom ved at fordele sig på andre partier. Pas på det med det overdrevne ansvar. Det kan slå ethvert parti ihjel.

Der bliver stille deroppe i dampen. Jeg har tør næppe selv trække vejret og føler mig som en spion. Begynder at nynne lidt på den franske sang for at skjule mig bag den falske identitet.

 

Efter et øjeblik kommer spørgsmålet fra Kristian Thulesen Dahl:

 

– Betingelsen, hvad var det for en betingelse?

 

Svaret kommer prompte:

– Intet samarbejde. Vi vil overhovedet ikke samarbejde. Og slet ikke med jer. Der kunne jo opstå nogle enigheden om EU , om de gamle og om fagbevægelsen. Det må bare ikke komme på tale. Vi skal bare have lov til at svine jer til. Men frem for alt: I skal love os at fastholde tilsviningen af hos – hele vejen og hele tiden. Ikke bare skyggen af sympati. Det må du altså love os. For alt i verden!

– Det er en aftale, siger DF-formanden og rejser sig efter nogle sekunders eftertanke. Tak for rådet. Jeg synes allerede, jeg har det lidt bedre

 

Hans passerer mig i dampen, mens jeg synger og nynner bare lidt højere, mens jeg prøver at se så etnisk ud, som det overhovedet kan lade sig gøre. Man smiler venligt og dog som den jyske Havkat, han inderst inde er lidt i familie med. Jeg har kun hørt mærkelige lyde på tungen og jeg har intet forstået. Jeg er blank som en taxamand fra Marrakesh.

 

– Joyeux Noel, Monsieur!

Havkatten smiler

 

Vi forstår begge partiformandens venlige hilsen

 

Den løgnagtige taxamand bedre end andre

 

Glædelig Hjul

– og godmorgen, Danmark