Jeg er den heldig ejer af en fortid med indbygget kærlighed. Også til arbejdet. Møde, kigge, lytte, spørge, skrive, fortælle – oftest med en ægte følelse af, at livet indtil nu har haft en mening.

Der var dog lige en kort periode med en slags angstfølelse, når taxi-turen gik til adressen Emil Holms Kanal 20, 0999 Kbh. K. – DR’s hovedkvarter. Kulturfabrikken hvor jeg havde en glorværdig karriere, indtil lyset slukkede i spotten – og i mine øjne. I de første par år efter afskeden, var det ikke helt afslappet at lade den grå Mercer med det grøn-gule taxiskilt køre op foran indgangen til Statsradiofonien.

Jeg havde ikke fået skilsmissen ud af kroppen i hamskiftet fra programchef til TAXAMAND.

Men jeg er kommet over det.

– Glædelig venskabsdage. “Er du på vejen i dag – og lige nu?” Hvad fanden? En SMS fra en tidligere kollega, Thomas, som jeg lidt langt ude i linjen engang var chef for. En DR-kollega, som jeg aldrig har haft et personligt venskab med.

Om jeg vil køre ham til det nordligste Sjælland?

På det punkt er min transformation til Taxichauffør 100 pct. Min mund siger: ”Jo, – det kan jeg vist godt klare i dag”

Mit kommercielle ego giver mig lyst til at springe ud af vogn 86 og synge tenor-jazz: ”Every day, it rains, it rains pennies from Heaven”.

En halv dagløn på en sløv sensommerdag?  Jeg er nærmest lykkelig

Thomas Vestergaard er slidt og træt efter et par uger som reporter på DR´s Tour de France. Produceren har bevilget en taxitur hele vejen hjem efter at Thomas har kørt bil og fra de franske landeveje til parkeringsanlægget i Ørestaden. Slæberiet med udstyr og den evigt, håndholdte mikrofon har givet ham en ”tennisalbue” og jeg få lov til at løfte kufferten for min tidligere kollega.

Håndslag og glædeligt gensyn.

Hjulene på Merceren drejer rundt, rundt, rundt, mens vi mindes senfirserne og begyndelsen af 90’erne med vore unger, som gik i samme vuggestue og børnehave blot et hanefjed fra Bamses hus.

Det her er en ære for Taxamanden.

Det er Thomas hjemtur fra den sidste arbejdsdag og vore 40 minutter i vogn 86 bliver en tour de force gennem nogle årtier i lydens og billedernes tjeneste. Han er ikke en af de mediestjerner, der deler ud af sit privatliv i de kulørte blade. Mere eftertænksom – mere glad for det kontante slid som journalist i et fagområde, der på en gang ikke har journalistikkens største status – men er elsket af folket: SPORT.

Vestergaard blev journalist af andre veje, end de sædvanlige. Han er oprindelig uddannet cand. mag i Historie og spansk.

– Der var dårlige job-chancer med den kombination, da jeg sluttede min universitetsuddannelse i 80’erne. Men så var der lige den der sportspassion. Jeg startede på en af A-pressens tv-kanaler i det jyske og tog så turen via TV2 og DR. På lokal-tv lærte jeg mildest talt at arbejde og have airplay for lønnen. Vi ville bare tage kampen op med de store stationer. I de større medier fik jeg senere lidt mere luft under vingerne.

Lyttere og seere har i sidste ende glæde af håndværkerne ”på gulvet”. Og det gælder selvfølgelige i de fleste brancher. Jeg hørte den fra min ven, kunstmaleren, – en slider-metafor, som jeg vil bruge fremover: Respekten for ”De 10.000 timer”. Den reflekterede gentagelse. Den permanente træning af håndværket: Jeg øver mig på at blive bedre. Og endnu bedre.

De intellektuelle vil måske kalde det sublimering.

Sports-coachen kalder det styrketræning.

Og arbejdsgiveren kan bare ikke undvære ansatte, der har større fokus på resultater end på eget ego.

Som sagt – jeg kører med en nybagt pensionist. Jeg er stolt som en hjælperytter, der oprigtigt kan nyde at bidrage til stjernen i gult.

Vi sladrer om og griner af de helte og de røvhuller, vi har mødt i karrieren. Om de underlige tilfældigheder og politiske krav. Først skulle han flyttet til København for at få det gode job. Og i karrierens efterår skulle han pludselig flytte tilbage til Århus, hvis ikke han ville fyres. Han valgte en ”fratrædelsesordning”, som passer perfekt til pensionsalderen, som han allerede har overskredet

– Og hva’ så nu, Thomas?

Jeg stiller det spørgsmål, som jeg selv får HVER gang, jeg fortæller, at jeg bare er måneder fra min egen pensionsalder.

Thomas Vestergård er vestjyde – fra Esbjerg, og der eksploderer man ikke på københavnsk.

Først skal der festes igennem – en weekend i nær fremtid på en vandrehjem i klitterne langt fra hovedstaden caféer. En fest med de vennerne, ikke mindst de gamle.

Dem man legede med.

Dem man drak bajere med.

Dem man kæmpede med.

Og så åbnes pensionistens drømme. Måske bare slappe af. Måske skrive. Måske beskæftigede sig med andre genrer af livet og billedkunsten, som han OGSÅ holder af.

Tage hul på de næste 10.000 timer.

PS: Du er velkommen til at dele Taxamandens historier fra den firehjulede virkelighed