Gothersgade er nærmest små-psykotisk lige nu.

Det er lørdag nat, klokken er 5 og solen er stået op over den københavnske dødsrute, hvor kun de stærkeste endnu er på benene. De stang-berusede og de skæveste af alle køn og racer.

”På benene” er en meget generel beskrivelse af vaklen og slingren og kravlen. Forestil dig, at du ankommer til en drukfest med et døgns forsinkelse. Et studie af menneskets reptile natur. Jeg lever af det her. Jeg elsker i almindelighed mennesker i alle deres forskelligheder. Men det er svært at elske støjen og forfaldet efter mange timer på gaden. Evner ikke altid at skelne mellem profession og personlig væmmelse.

Vi kører op ad gaden, en vognlængde af gangen.

Nogle få meter – og så et stop. Endnu et ryk og endnu et stop

Kunderne vil hjem og branchen er mere gedemarked, end den nogensinde har været. Der forhandles priser gennem de nedrullede ruder. Jeg er klart til at messe samme budskab: Nej, jeg kører ikke sort. Prisen er ca. sådan og sådan – og jeg kører på taxameter

Så rykker vi en vognlængde frem igen.

Jeg genkender kollegaen foran mig efter natlig snakken på hverdage, hvor der er langt mellem kunderne. Han er oprindelig fra Mellemøsten – flink og rar, men også med dokumentation af, at hverdagsracisme ikke alene er et dansk fænomen.

– Du skal ikke stole på de sorte, har han sagt mange gange med henvisning til både kolleger og kunder.

Han udlever sine holdninger.

De to mænd ved fortovskanten er denne gang af afrikansk herkomst. Af udseendet at dømme fra et land med overvejende muslimske kulturbaggrund. Men det spiller ingen rolle for min arabiske kollega. Han ruller alle vinduer op og kigger ligeud som om kunderne ved fortovskanten var spøgelser eller bare usynlige. Han nægter vat køre med ”de sorte”.

Det kan den globale halalhippie her, TAXAMANDEN, ikke acceptere. Jeg kører med alle, ordentlige mennesker.

Der går ikke mange minutter før jeg træt efter 12 timers arbejde fortryder mit liberale syn på verden med alle dens køn, raser og religioner. Den ene afrikaner er ung og total fuld og skæv af et eller andet. Han råber sin køreordre uden nogen interesse for at lytte til mit JA TAK. Flere gange. Han skal ind i den ende af Istedgade, hvor der både findes gammeldags værtshuse, hvor han måske slet ikke vil blive lukket ind – og så så byens største marked for gade-salg af kokain.

Hans ven på dødsruten er lidt ældre, taler engelsk og vil bare hjem til hotellet. Han sender mig øjne i bakspejlet. Sorte – og undskyldende ”PFFIFFFT” lyder det fra bagsædet. Et sekund frygter jeg, at den unge sprøjter skummende øl fra den medbragte øl udover bagsædet. Men så hører jeg puste og suge-lyde og ser i bakspejlet at han trækker vejret gennem lattergassen i en oppust ballon. Den nye dille, som faktisk er lovlig. Gassen blæser hjernen ud i nogle sekunders særlig rus, har jeg forstået. Jeg burde stoppe seancen, som jeg gør det, hvis kunderne vil ryge eller sniffe coke. Men en hurtig mental-økonomisk cost-benefit-analyse siger, at vi er fremme om lidt. Jeg orker ikke konflikten. Ikke denne gang.

Lige før syndens gade, bryder en diskussion løs på bagsædet. Der modne afrikaner vil bare hjem, NU. Den lidt yngre er halvt-psykotisk og vil bare videre på sin selvvalgte dødsrute. Så tænder TAXAMANDEN af. Jeg stopper Merceren hårdt og siger småsurt, at nu må de sgu beslutte sig. Den unge snakker bare videre, – og jeg gentager budskabet højt som jeg husker de mere militære ordrer fra min gamle, afdøde far.

Den unge holder en kort pause og kigger så på mig via bakspejlet. Sorte, slørede øjne på rød-hvid baggrund. Provolkerende – Jeg er ikke din slave og du er ikke min koloniherre, siger han og løfter hagen stolt og provokerende.

Jeg når ikke at svare, før hans modne ven tager over. Han springer fra hjemlandets eget sprog til engelsk. Vil være sikker på, at jeg lytter og forstår.

– The cabdriver is a decent man, doing his job the professional way.

TAXAMANDEN er god nok. Han gør bare sit arbejde. Turen går til det nærliggende hotel, og sådan bliver det. Jeg nikker og kan ikke skjule min lettelse, da jeg spørger om og får bekræftet, at de begge skal sættes af der. Jeg orker ikke at være alene med den dinglende ungersvend. Lige nu glider han bare småfnisende ned i bagsædet til lyden af endnu et PFFIFFFT – og så suge-lyden fra den knaldrøde ballon.

Et par minutter efter er vi fremme. Den unge nærmest kravler ud af vogn 86 – kammeraten fremtræder ædru nu og ordner betalingen via sit kreditkort. Så stiger han ud, går han udenom køleren på vogn 86 og stiller sig foran mit nedrullede vindue. Han stikker sin sorte hånd ned i de hvide, løse bukser af krøllet hør. Rækker mig en bunke mønter. Endnu engang stikker han hånden i lommen og giver mig igen en bunke mønter.

Jeg må bruge begge hænder for at tage imod de to portioner – og ser at pengene er gyldne. En nævefuld 10-kroner og 20-kroner. Så kigger han på mig med venlig stolthed ind i øjnene. – Sorry, siger han – og bukker svagt. Jeg sidder tilbage med en paradoksal følelse. Taknemmelig – og flov.

– – –

PS: Du er meget velkommen til at dele min historie om det brogede natteliv.