Jeg kører taxi med rigtig mange kvinder i den modne – den ældre del af senioralderen.
De er kendetegnede ved to generelle karakteristika: For det første er de væsentligt raskere fysisk og mentalt end mændene på samme alder. For det andet – som en konsekvens af, at jeg tører taxa med udgangspunkt i de københavnske forstadskommuner: De har i høj grad været tjenende ånder for først og fremmest deres mænd.
De har fyldt meget i deres hjem – bungalowen med børn, selskaber etc. Og mindre på det lønarbejdende arbejdsmarked. En kliché? Det kan man jo godt svare ja til. Men i virkeligheden er der tale om en kultur, som fyldte meget i deres ungdom og som nu er på vej ud!
Nogle gange føler jeg, at jeg er ved at sige farvel til den kvinderolle, som min genrations kvinder profilerede sig på, netop IKKE at komme til at ligne.
Men Eva er en undtagelse.
Hun er godt nok en kvinde et eller andet sted i slut-80’erne. Men hun valgte hele dette far-og-mor-og-børn-koncept fra. Nogle har givetvis bedømt hende som lidt af en original. Men hun er først og fremmest en godt begavet kvinde, som helt sikkert ikke ville b bures inde i parcelhuset eller patricier-villaen, selv om den tilværelse nærmest var et selvopfyldende profeti, da hun var ung – på den egn – i den klasse. Hun er fysisk veltrimmet, som hun springer ind og sætter sig på forsædet.
– Jeg agter ikke at sidde på bagsædet som en anden millionærfrue, siger hun og smiler til mig.
Jeg griner igen.
– OK, tænker sig. Den lady her er værd at være butler for. Bare nogle få kilometer.
Og jeg bliver ikke skuffet.
Samme småsladder og ”javel direktør Jensen”. Jeg GAD det ikke, sagde min stilling op
Det var farens rimelige økonomi og det fuldt udbetalte hus, der gav hende muligheden for at være en fri kvinde. Men hun røg alligevel ind samfundets stereotypi af et arbejdsliv for den enlige, ugifte kvinde i 1950’erne. Hun blev kontoruddannet. Eller kontormus som hun selv udtrykker det. Hun renskrev direktørernes breve og tastede sig gennem dagen til den tikkende musik af først den manuelle – så den elektriske skrivemaskine.
– Ja gad det sgu ikke til sidst, siger hun, så man kan mærke, at lettelsen stadig sidder i hendes krop, selv om det er mere end 40 år siden, at kontor-”eventyret” sluttede. Samme rutiner ud og ind. Samme småsladren og fnisende kvindelighed. Samme småsladder og ”javel direktør Jensen”. Jeg GAD det ikke, sagde min stilling op – og så begyndte jeg at læse på RUC – bl.a. religion.
Hun havde egentlig ikke noget erhvervsmæssigt mål med at læse. Det var bare friheden til at fordybe sig og lære mere, der drev hende. Det rev og sled i hende for at blive klogere – og hun endte da også med – efter en del år – at tage en Bachelor-grad – det man dengang kaldte et bi-fag.
Og jeg er så glad for, at jeg var hjemmehjælper i de år, hvor det endnu handlede om mennesker – ikke om kvoter og afmålt tid
– Undervejs måtte jeg jo tjene nogle penge, fordi min far blev gammel og ikke kunne finansiere mit studie. Jeg begyndte som det, jeg kalder luksus-hjemmehjælper – dengang der endnu var tid og ressourcer til, at de gamle kunne få hjælp og kontakt i det daglige uden at det var afmålt i rationelle minutter. I mange år var jeg bl.a. ”luksus-hjemmehjælper” for en gammel kunstmaler, hvis far selv havde være professor på kunstakademiet. Og sådan gik det til, at jeg lærte en hel masse om malerkunst. Han var ikke verdens letteste klient og han hadede folk der ikke var vidende. Han var virkeligt af den gamle skole og vi var De’s de samfulde 13 år. Havde jeg sagt ”du” den første dag, havde han givetvis smidt mig ud eller ikke talt til mig resten af årene jeg arbejdede hos ham med indkøb, lidt rengøring og pasning – men først og fremmest menneskelig kontakt og gode samtaler. Nogle gange følte jeg, at jeg nærmest var i lære eller på kursus. Han gennemgik perspektiver og farver og jeg slugte al den kundskab råt. Det var helt fantastisk spændende. Og jeg er så glad for, at jeg var hjemmehjælper i de år, hvor det endnu handlede om mennesker – ikke om kvoter og afmålt tid.
Han var en gammel, stædig knark til det sidste. Han blev 92 år – og så var han så forfængelig med sin egen viden og dannelse. I dag ville man vist snarere kalde ham krukket. Men han var det med stil
jeg læser det overærende ”åh, Herregud” i hendes intelligente øjne.
” – Åh frøken Eva, jeg vil så frygteligt nødigt være et almindeligt menneske”, sagde han en dag i den sidste del af livet.
” – der kan De vist være ganske rolig her. For almindelig bliver de aldrig”.
Han fattede pointen:
”- Hvad fanden mener De med det, frøken Eva”, sagde han skulende og mistænkeligt.
Men vi grinede begge uhørligt lige bag alvoren. Og så blev der skruet lidt ned for krukkeriet i den næste tid.
Hun bliver lidt stille. Så kigger hun på taxamanden og siger med fasthed:
– det var nogle fantastiske vilkår dengang. Og derfor kunne man måske netop lægge mærke til de fantastiske mennesker.
Vi taler om tiden, de rykker så hurtigt. Jeg nævner min 60’års fødselsdag sidste år, der jo på en eller anden trak dødeligheden nærmere i MIT liv. Hun siger ikke noget. Men jeg læser det overærende ”åh, Herregud” i hendes intelligente øjne.
Og så fortæller hun oprigtigt, at hun indimellem mærker følelsen af at være ”mæt af dage”. Ikke noget tragisk. Ikke nogen med dødsdrift. Ikke nogen skuffelse over aldrig at have fået børn. For hun fik jo friheden og oplevelser, som mange kvinder af hendes generation aldrig nåede. Men hun gider ikke den moderne tids rationaliseringer og åndsforladthed. Ikke de afmålte timer og de kværnende diskussioner om samfundets forfald, mens vi samtidigt vælter os i velstand – sådan gennemsnitligt
– Ved, du hvad. Egentlig er det ret enkelt, taxamand. Når jeg ser, hvor tosset verden er blevet, gør det såmænd ikke så meget, at jeg skal herfra inden så frygteligt længe. Det gør mig selvfølgelig ikke glad – men det gør mig …. Hun tæver lidt. – Det gør mig tryg, det er det, det gør!
Jeg springer ud og holder døren for hende, da turen slutter. Får det ærlige, – lidt Mona Lisa-agtige smil, inden hun går letbenet hen ad fortovet men uden at kunne skjule den gamle kvindes lidt sammensunkne krop.
Jeg står og kigger efter hende.
Men hun vender sig ikke om.
God morgen Danmark.
— respekt for det ufortvivlede farvel.
PS:
Billedet – illustrationen til dette indlæg – er malet af den amerikanske samtidskunstnerJudy Somerville
Den gamle kvinde og den krukkede kunstner
Jeg kører taxi med rigtig mange kvinder i den modne – den ældre del af senioralderen.
De er kendetegnede ved to generelle karakteristika: For det første er de væsentligt raskere fysisk og mentalt end mændene på samme alder. For det andet – som en konsekvens af, at jeg tører taxa med udgangspunkt i de københavnske forstadskommuner: De har i høj grad været tjenende ånder for først og fremmest deres mænd.
De har fyldt meget i deres hjem – bungalowen med børn, selskaber etc. Og mindre på det lønarbejdende arbejdsmarked. En kliché? Det kan man jo godt svare ja til. Men i virkeligheden er der tale om en kultur, som fyldte meget i deres ungdom og som nu er på vej ud!
Nogle gange føler jeg, at jeg er ved at sige farvel til den kvinderolle, som min genrations kvinder profilerede sig på, netop IKKE at komme til at ligne.
Men Eva er en undtagelse.
Hun er godt nok en kvinde et eller andet sted i slut-80’erne. Men hun valgte hele dette far-og-mor-og-børn-koncept fra. Nogle har givetvis bedømt hende som lidt af en original. Men hun er først og fremmest en godt begavet kvinde, som helt sikkert ikke ville b bures inde i parcelhuset eller patricier-villaen, selv om den tilværelse nærmest var et selvopfyldende profeti, da hun var ung – på den egn – i den klasse. Hun er fysisk veltrimmet, som hun springer ind og sætter sig på forsædet.
– Jeg agter ikke at sidde på bagsædet som en anden millionærfrue, siger hun og smiler til mig.
Jeg griner igen.
– OK, tænker sig. Den lady her er værd at være butler for. Bare nogle få kilometer.
Og jeg bliver ikke skuffet.
– Ja gad det sgu ikke til sidst, siger hun, så man kan mærke, at lettelsen stadig sidder i hendes krop, selv om det er mere end 40 år siden, at kontor-”eventyret” sluttede. Samme rutiner ud og ind. Samme småsladren og fnisende kvindelighed. Samme småsladder og ”javel direktør Jensen”. Jeg GAD det ikke, sagde min stilling op – og så begyndte jeg at læse på RUC – bl.a. religion.
Hun havde egentlig ikke noget erhvervsmæssigt mål med at læse. Det var bare friheden til at fordybe sig og lære mere, der drev hende. Det rev og sled i hende for at blive klogere – og hun endte da også med – efter en del år – at tage en Bachelor-grad – det man dengang kaldte et bi-fag.
Han var en gammel, stædig knark til det sidste. Han blev 92 år – og så var han så forfængelig med sin egen viden og dannelse. I dag ville man vist snarere kalde ham krukket. Men han var det med stil
” – der kan De vist være ganske rolig her. For almindelig bliver de aldrig”.
Han fattede pointen:
”- Hvad fanden mener De med det, frøken Eva”, sagde han skulende og mistænkeligt.
Men vi grinede begge uhørligt lige bag alvoren. Og så blev der skruet lidt ned for krukkeriet i den næste tid.
Hun bliver lidt stille. Så kigger hun på taxamanden og siger med fasthed:
– det var nogle fantastiske vilkår dengang. Og derfor kunne man måske netop lægge mærke til de fantastiske mennesker.
Vi taler om tiden, de rykker så hurtigt. Jeg nævner min 60’års fødselsdag sidste år, der jo på en eller anden trak dødeligheden nærmere i MIT liv. Hun siger ikke noget. Men jeg læser det overærende ”åh, Herregud” i hendes intelligente øjne.
Og så fortæller hun oprigtigt, at hun indimellem mærker følelsen af at være ”mæt af dage”. Ikke noget tragisk. Ikke nogen med dødsdrift. Ikke nogen skuffelse over aldrig at have fået børn. For hun fik jo friheden og oplevelser, som mange kvinder af hendes generation aldrig nåede. Men hun gider ikke den moderne tids rationaliseringer og åndsforladthed. Ikke de afmålte timer og de kværnende diskussioner om samfundets forfald, mens vi samtidigt vælter os i velstand – sådan gennemsnitligt
– Ved, du hvad. Egentlig er det ret enkelt, taxamand. Når jeg ser, hvor tosset verden er blevet, gør det såmænd ikke så meget, at jeg skal herfra inden så frygteligt længe. Det gør mig selvfølgelig ikke glad – men det gør mig …. Hun tæver lidt. – Det gør mig tryg, det er det, det gør!
Jeg springer ud og holder døren for hende, da turen slutter. Får det ærlige, – lidt Mona Lisa-agtige smil, inden hun går letbenet hen ad fortovet men uden at kunne skjule den gamle kvindes lidt sammensunkne krop.
Jeg står og kigger efter hende.
Men hun vender sig ikke om.
God morgen Danmark.
— respekt for det ufortvivlede farvel.
PS:
Billedet – illustrationen til dette indlæg – er malet af den amerikanske samtidskunstnerJudy Somerville
Taxamand
Next ArticleBankospillet - og arbejderkvinden med livet i behold