Vi elsker historierne om de store personligheder, der går imod strømmen, om de anderledes personligheder – de ”skæve”. Verdenshistoriens måske mest kendte dansker, H.C Andersen, – underlig, selvoptaget, sårbar, – seksuelt desorienteret – og en genial eventyrfortæller. Der var amerikaneren Howard Hughes, der blev milliardær på sine opfindelser, kyssede på filmstjerne – og døde som en gal og ensom og syg mand. Og Steve Jobs, den geniale mand bag Apple, – der kvittede universitetet og blev vor tids mest geniale erhvervseventyrer.
Det var langt fra de her store perspektiver, jeg tænkte over, da C’s mor hænger ud af vinduet fra anden sal.
– Han kommer nu. Han er på vej!
Hun smiler og jeg er sikker på, hun er en kærlig mor. Hendes gode karma drysser ned fra vinduesåbningen, og den kan jeg godt nok bruge denne grå, deprimerende mandag morgen.
Ligesom den kendsgerning, at C, en ung fyr på 12 år, jeg har kørt med før. Den er god, denne følelse midt i et kynisk taxiliv, hvor jeg gør dagene op i køreturenes længde og pengene på lønkontoen hver 14. dag. Gensynet med knægten. Han er en ganske særlig personlighed. Lynende begavet, kærligt veloplagt – og diagnosticeret. Det har vi åbenbart så megen brug for i den moderne kultur – en diagnose. Det er på det nærmeste blevet en sygdom i sig selv – at vi ikke kan leve med det unormale. Vi må have særhederne ind i en kasse, for vi er i global konkurrence, vi skal skynde os – og vores lutheranske kultur har så stramme baller, at vi kan knække valnødder med dem.
Jeg kender som nævnt C fra en tidligere tur – og derfor destinationen for morgenens tur: En af de skoler, der er specialister i at tage sig af de ”skæve” – oftest diagnosticerede børn. Ordene er blevet dagligdags. Asperger, ADHD, ADD, Autisme – osv.
– Hej siger han glad, – som en krølhåret knægt, der er trukket ud af min barndoms drengebøger.
… og afslører derefter gentagende gange at hans hukommelse og hjerne er krystalklar sammenlignet med chaufføren i vogn 2282.
Han er lang af sin alder, har et udtryksfuldt, veloplagt ansigt – og så er han vågen. Det kan være langt sværere at komme i skole for andre af de børn, jeg møder. Indadvendte og givetvis angstfyldte. Nogle gange helt tilknappede. Så den evigt snakkende Taxamand har lært, at her handler det om lade dem være. Ro for alt i verden, inden de møder de andre ”særlinge” på specialskolen.
– Det er jo dig, der også skriver, er det ikke? spørger han og afslører derefter gentagende gange at hans hukommelse og hjerne er krystalklar sammenlignet med chaufføren i vogn 2282.
Trods sin unge alder, har han været på nettet og læst min blog efter vores første samtale. Han er mere opdateret end en nogenlunde forberedt journalist. Og han er noget særligt, for på specialskolen læser han bøger og løser opgaver, som ellers er målrettet til elever, som er flere år ældre end ham selv.
Og så er der Tourette-diagnosen, – tvangshandlingerne. Han fortalte mig det på første tur og skyndte mig at sige, at det skulle jeg helst ikke spørge ind til, – ”for så begynder det bare…”
Denne morgen holder jeg min evigt åbne kæft om det emne og ser bare i øjenkrogene og hører indimellem, at der kommer ansigtsbevægelser og enkelte lyde, der ikke var meningen. Men udadtil er handicappet lige nu ubetydeligt for iagttageren – hvis man ellers kan leve med egne og andres særheder
Vi taler både om den store verden og den nære denne morgen.
Og den 61-årige føler sig jævnligt sat til vægs af den 12-årige. Det er tydeligt at han – den unge – er usædvanligt godt begavet – og meget berejst. Lysten til det sidste har han givetvis arvet fra min mor, der har bragt ham og søsteren mange steder rundt i verden, selv om de ikke lever i voldsom rigdom. Rejserne er bare det, som der virkeligt spares sammen til i den lille families dagligdag. Næste gang går turen til et land i Nordafrika – og så drømmer han om en rejse til det virkeligt sorte Afrika. De vilde dyr på en safari. Og folkeslagene, som han har læst om.
Og så beretningen om vinterferiens tur til faren på Fyn. Det sværeste, da han flyttede til København og kom langt væk fra sin bedste ven. Men nu var vennerne sammen igen. Samlede brænde og lavede bål og smedede hvidglødende jern.
Dreng og mand, leg og visdom i et.
Den knægt kommer systemet aldrig til at isolere i en diagnose!
Den skæve og kloge dreng
Vi elsker historierne om de store personligheder, der går imod strømmen, om de anderledes personligheder – de ”skæve”. Verdenshistoriens måske mest kendte dansker, H.C Andersen, – underlig, selvoptaget, sårbar, – seksuelt desorienteret – og en genial eventyrfortæller. Der var amerikaneren Howard Hughes, der blev milliardær på sine opfindelser, kyssede på filmstjerne – og døde som en gal og ensom og syg mand. Og Steve Jobs, den geniale mand bag Apple, – der kvittede universitetet og blev vor tids mest geniale erhvervseventyrer.
Det var langt fra de her store perspektiver, jeg tænkte over, da C’s mor hænger ud af vinduet fra anden sal.
– Han kommer nu. Han er på vej!
Hun smiler og jeg er sikker på, hun er en kærlig mor. Hendes gode karma drysser ned fra vinduesåbningen, og den kan jeg godt nok bruge denne grå, deprimerende mandag morgen.
Jeg kender som nævnt C fra en tidligere tur – og derfor destinationen for morgenens tur: En af de skoler, der er specialister i at tage sig af de ”skæve” – oftest diagnosticerede børn. Ordene er blevet dagligdags. Asperger, ADHD, ADD, Autisme – osv.
– Hej siger han glad, – som en krølhåret knægt, der er trukket ud af min barndoms drengebøger.
Han er lang af sin alder, har et udtryksfuldt, veloplagt ansigt – og så er han vågen. Det kan være langt sværere at komme i skole for andre af de børn, jeg møder. Indadvendte og givetvis angstfyldte. Nogle gange helt tilknappede. Så den evigt snakkende Taxamand har lært, at her handler det om lade dem være. Ro for alt i verden, inden de møder de andre ”særlinge” på specialskolen.– Det er jo dig, der også skriver, er det ikke? spørger han og afslører derefter gentagende gange at hans hukommelse og hjerne er krystalklar sammenlignet med chaufføren i vogn 2282.
Trods sin unge alder, har han været på nettet og læst min blog efter vores første samtale. Han er mere opdateret end en nogenlunde forberedt journalist. Og han er noget særligt, for på specialskolen læser han bøger og løser opgaver, som ellers er målrettet til elever, som er flere år ældre end ham selv.
Og så er der Tourette-diagnosen, – tvangshandlingerne. Han fortalte mig det på første tur og skyndte mig at sige, at det skulle jeg helst ikke spørge ind til, – ”for så begynder det bare…”
Denne morgen holder jeg min evigt åbne kæft om det emne og ser bare i øjenkrogene og hører indimellem, at der kommer ansigtsbevægelser og enkelte lyde, der ikke var meningen. Men udadtil er handicappet lige nu ubetydeligt for iagttageren – hvis man ellers kan leve med egne og andres særheder
Vi taler både om den store verden og den nære denne morgen.
Og den 61-årige føler sig jævnligt sat til vægs af den 12-årige. Det er tydeligt at han – den unge – er usædvanligt godt begavet – og meget berejst. Lysten til det sidste har han givetvis arvet fra min mor, der har bragt ham og søsteren mange steder rundt i verden, selv om de ikke lever i voldsom rigdom. Rejserne er bare det, som der virkeligt spares sammen til i den lille families dagligdag. Næste gang går turen til et land i Nordafrika – og så drømmer han om en rejse til det virkeligt sorte Afrika. De vilde dyr på en safari. Og folkeslagene, som han har læst om.
Og så beretningen om vinterferiens tur til faren på Fyn. Det sværeste, da han flyttede til København og kom langt væk fra sin bedste ven. Men nu var vennerne sammen igen. Samlede brænde og lavede bål og smedede hvidglødende jern.
Dreng og mand, leg og visdom i et.
Den knægt kommer systemet aldrig til at isolere i en diagnose!
God dag, Danmark,
Både til de skæve og de lige.
Taxamand
Next ArticleJulie uden Romeo