Jeg skal hente Julie, står der i køreordren.

Og det er jo såre normalt at skulle hente en kunde med blot et fornavn – på en given adresse. Men du drømmer ikke om, hvor megen fantasi blot et personnavn og et vejnavn kan sætte i gang. Er navnet udenlandsk, begynder gætteriet straks på nationalitet eller etnicitet. Og hvordan kom hun eller han så til landet? – Er de glade eller ramt af smerte? Eller er det bare anden eller tredje generation. Ellers hvis navnet er snørklet dansk – er det så et aristokratisk forældrepar eller en numerolog, der har været på spil. Eller et tosset indfald. Jeg havde engang en svoger, som havde et underligt mellemnavn, – trods Per til fornavn og et ganske almindeligt -sen navn til efternavn og en opvækst i en københavnsk arbejderfamilie. Han hed TOGO til mellemnavn. Efter snørklede eftertanker fik jeg taget mig sammen til at spørge om oprindelsen. Det var såmænd bare et mellemnavn inspireret af en forfars nørdede interesse for en vis general Togo i den russisk japanske krig i begyndelsen af 1900-tallet!

Hmm!

Jeg kunne jo bare lade være med at spørge.

Men nu skulle jeg bare hente Julie, og det er vel meget almindeligt?

Jo, bortset fra, at jeg ikke rigtigt kunne få det navn til at passe på beboere i den beskyttede ældrebebyggelse. Det er jo noget logisk vrøvl, for piger og kvinder har heddet Julie også før Shakespeare skrev sin udødelige, romantiske tragedie for århundreder siden. Men det er de unge og yngre, der hedder Julie i disse dage, så det er måske en hjemmesygeplejerske, der skal køres hjem?

Oppe på førstesalens svalegang står jeg foran døren uden navneskilt.

Jeg ringer på.

– Ja, ja, jeg er på vej, siger en ældre, tydelig stemme bag døren.

Jeg hører nogle slæbende skridt og et gangstativ, der trækkes hen over gulvet. Hun åbner døren og kigger op til mig. En ret lille, ældre dame med nogle smukke øjne, der kigger lettere fornøjet på mig. Jeg er accepteret og siger bare:

– Er det så fru Julie?

– Fru Julie! Sådan har ingen kaldt mig før, siger hun småleende og følger med mig. Taxamanden med den uundværlige arm. Selvfølgelig vil man da gerne ”have en arm”, når man ikke har haft en i årtier.

– Jeg hadede faktisk det navn, da jeg var barn. Noget frygteligt pjat, for jeg er glad for det i dag. Ikke mange på min alder hed Julie. Og jeg ville da også meget hellere have hedder Karen eller Mette, som de andre. Men mine forældre skulle være snedige og døbte mig altså det forfærdelige – syntes jeg

– JULIE.

– Det er da et smukt og meget feminint pigenavn, smigrer jeg indenfor rammerne af, hvad jeg rent faktisk mener.

Og vi taler om navne i mange aldre og klasser og griner og sludrer om generationernes særheder og snobberier – og forfængeligheder på den langsomme ved ad svalegangen og ned til den brummende Mercer.

Julie overrasker mig med den smukkeste kærlighedshistorie ”out of Africa”.

Hun kigger mig først an, mens jeg kører ud af vejen fra det smukke, kystnære plejehjem – ind i forstæderne i en anden del af hovedstaden. Hun vurderer mig, er jeg sikker på. Og jeg vejes god nok til en klassisk historie om kærligheden, der ikke kan stoppes. – før døden!

 

– Der var faktisk en Romeo.

 

Julie havde en Romeo, siger hun uvidende om min passion for gode historier. Hvor jeg dog elskede den mand så højt og vi fik faktisk mange år sammen. Slutningen var grusom. Jeg var selv alvorligt syg og lå i koma en periode, før jeg vendte tilbage til livet. Da jeg gjorde det, var han borte. Død og borte. Kan du forestille dig at komme krybende tilbage til livet – og så er mit livs store kærlighed bare – væk! Et hjertestop, mens jeg selv svævede mellem liv og død. Pist – borte.

Hun fatter sig.

 

 

– Jeg forelskede mig i ham på min arbejdsplads, mens jeg selv var gift og havde to små børn. Jeg var bare 25 år og det var en kæmpe skandale dengang. Men der var bare ikke noget at gøre. Vi var skabt til hinanden og vi elskede hinanden fra vores første møde til vore ældre dage. Lige til den dag, jeg fattede i tågerne, at han var borte. Vores liv blev et eventyr i Afrika, hvor vores uddannelse kunne bruges i udviklingsarbejde i en del år. Mine to ældste børn var med – og vi fik senere tre sammen. Jeg rejste hjem fort at føde dem, men de voksede op dernede og vi levede et liv i meningsfuldt arbejde og kærlighed. Da balladen havde lagt sig efter min skilsmisse, viste min eksmand sin generøsitet og besøgte os flere gange for at se sine to børn. Og de var selvfølgelig også hjemme hos ham. Men deres far accepterede min urokkelige kærlighed.

Jeg indspiller filmen om deres liv i mit indre filmstudie, men tænker, at handlingen er for sentimental. Den kærlighedshistorie er meget flottere vist i virkelighedens widescreen. Og jeg bliver lige imponeret over skæbnens tilfældige iscenesættelse hver gang.

Et ganske almindeligt menneske, forstås.

Hvis folk dog bare vidste, hvor mange eventyr der udspiller sig blandt ganske almindelige mennesker. Ordinary people in unusual situations, som de store filmskabere benytter sig af i deres historiefortælling.

Jeg følger hende helt op på afdelingen. Dagens særlige service og uden betaling. For at få hele historien med. Også gigant-smerten, da ”Romeo” forduftede. Døde af et hjertestop, da hun lå på det yderste

Jeg efterlader hende ved skranken og hun smiler Julies kærlighedsfyldte smil.

Så kigger hun på mig – direkte og insisterende på min opmærksomhed

– Julie! I takt med, at jeg voksede til, blev jeg gladere og gladere for det navn. Men I Guder, hvor jeg savner Romeo!

 Hun ryster på hovedet af sin egen tøse-poesi.

 Jeg lægger en hånd på hendes tynde skulder.

Smiler.

Nikker.

Nærmest som en butler til en frue – og går.

 

God morgen Danmark

– til Romeo og Julie – woldwide.