Den ufaglærte – proletaren lever

Jeg troede det var den højere mening med velfærdssamfundet, at vi skulle afskaffe klassesamfundet. Jeg er gammel nok til at have hørt Danmark benævnt som et landbrugsland. Selv om det mest var en kendsgerning på mine bedstemødrene sider. Selv blev jeg født ind i det erklærede industrisamfund. Kendetegnende for 1900-tallet med en eksplosiv udvikling af materielle goder , fabrikkerne som det stærkeste symbol – men også århundredet med nogle af historiens mest omfattende krige og ødelæggelser.

Og så det postmoderne samfund, vidensamfundet, fritidssamfundet – og drømmen om afskaffelsen af mennesket som arbejdets slave. I hvert fald i vores højtudviklede kulturkreds. Slut med proletaren. I hvert fald i velfærds-Danmark

Bom, bom, bom….

Hun er en lidt stille kvinde, almindelig af bygning og i fyrrerne. Hun bærer en aura af ”venligt menneske” og sætter sig ind i bilen med et imødekommende smil. Men også lidt nervøs. Da hun har sat sig ind, bliver jeg sur på den tidligere kunde, der har ændret sædestillingen til sig eget bedste – en høj, yngre mand, der elsker at køre  en sofa-cykel-agtig taxakørsel. Jeg åbner min egen dør, små løber over på den anden side af taxaen for at stille på sædehøjden med den elektriske knap. Da jeg åbner passager-døren til forsædet, ser jeg det frygtsomme udtryk i min kundes øjne, og forstår, at jeg skal slappe af. Hun ser lidt forskrækket på mig efter min stressede løbetur rundt om Merceren, og  jeg forsøger med en undskyldende forklaring.

– Du skal sgu da ikke sidde på gulvet, når chaufføren sidder højt til hest, smågriner jeg.

– Det gør da ikke noget, siger hun.

Jeg tror hun har sagt den bemærkning 1000 gange i sit liv

– Jo, siger jeg, du og jeg skal være på samme niveau – og jeg har dårlige erfaringer med at tale ned til kvinder.

I mellemtiden har min trykken på knappen og det elektriske system, bragt os på niveau. Og jeg aner lidt mere smil i hendes stemme og måske et anstrøg af mere ro efter mine velvoksne klicheer.

Utroligt så meget forudsigeligt pis man kan nå at fyre af på en dag.

 

– Nej, jeg er ikke fyret endnu, siger min kunde. Men jeg tænker på det hele tiden, for det er kun et spørgsmål om tid, det kan jeg jo godt se

. Men det er ikke min kundes gladeste dag. Hun er i fyrrerne og ”service-assistent” på en større, offentlig virksomhed. ”Serviceassistent” –  er managementpræk for rengøringskone, forstår jeg. De har privatiseret rengøringshjælpen på den store uddannelsesinstitution og den første melding fra den nye arbejdsgiver er, at de skal gå fra 11 til 8 medarbejdere. ”Vi har effektiviseret serviceassistance-området…” – Bare et uvenligt gæt fra min side på meldingen fra den nye arbejdsgiver. Min kunde har gennem årene fået det dårligere med slitage  og noget ”trykken i hovedet”, som hun er sygemeldt med lige nu.

– Nej, jeg er ikke fyret endnu, siger min kunde. Men jeg tænker på det hele tiden, for det er kun et spørgsmål om tid, det kan jeg jo godt se. Så jeg er på vej til jobcenteret nu. Jeg er lidt bange, for jeg har ikke prøvet det før. Og jeg har jo ingen uddannelse. Jeg er bare ufaglært.

Helt uden fagligt belæg forsøger jeg at tale hende ind i en mulighedernes verden. At det er klart, at hun skal finde noget, der passer til hendes helbred og fysiske styrke. Det har hun ret i. At de var rare at tale med, da jeg selv var der for et par år siden (Det er i øvrigt en diskutabel sandhed). Og uden at hun kender min baggrund, sidder jeg og bruger erfaringer fra min egen cheftid. Om at det er en god ide at vise LYST til  et andet arbejde om en løsning. At komme med forslag selv. At få en aftale om at kunne komme igen. At sende signaler om, at man er villig til forandring.

Vi er fremme ved jobcenteret og jeg ønsker hende held og lykke. Min tro på at have hjulpet hende relevant overgås af min vrede over, at hun skal føle en angst over at møde det system, hun har betalt skat til hele sit liv. Og hun har arbejdet næsten fra hun var barn. Men allermest  og helt aktuelt i den politologiske tidsalder (måske er det det, som den nye tidsalder skal hedde…? ) –  en vrede over, at politikerne fastholder proletarfølelsen ved i den grad at gøre ”ufaglært” til et taberbegreb. Det ligger i luften hele tiden – og måske endnu mere under det nuværende regime, der forsøger at gøre uddannelse til den fetich for velfærdssamfundet overlevelse. De der ikke kommer hurtigt gennem studierne er forkælede tabere. De der ikke har karaktergennemsnit nok til at komme på de faglige skoler er tabere. De der ikke når at få gjort noget ved den ufaglærte status selv i den senere del af livet er –  T A B E R E.

Engang kunne vores kultur rumme mennesker i alle deres farver og baggrunde – og proletaren var en arbejdets helt.

I dag – på det mest avancerede kulturtrin for verdens lykkeligste folk – er proletaren mere taber end nogensinde.

Kan man sige andet end: Det kan vi fanneme ikke være bekendt.

 

God morgen Danmark.

Ked af at starte denne uge sur, men jeg bli’r god igen.

Et særligt godmorgen til de der arbejder og slås uden gyldne titler og uddannelse.

Next ArticleHårfarven og kærligheds-hævnen