Dagens blogindlæg har været bragt som klumme Ekstrabladets søndagstillæg – EKSTRA.

 

 

I mørket er alle taximænd éns.

Tror du!

Men vi er mere forskellige end du aner, og vi har forskellige tilladelser til de forskellige opgaver. Der skulle gå mere end 15 år mellem mine clearinger. Dengang var det en udnævnelse til programchef og chefredaktør i DR. Sikkerhedsclearet som en del af hierarkiet, der skal sikre samfundsinformationen, hvis fjenden en dag går i land.

Mindst lige så vigtigt ved min indgang til taxifaget: En ren straffeattest for i det hele taget at komme i gang. Derefter en ”børneattest” for at sikre, at jeg kan køre med de yngste medborgere uden nogen form for pædofil bagrund.

Men der også særlig status i den bløde ende af skalaen. Jeg har f.eks. en ”VIP-status” i mit selskab som udtryk for, at jeg opretholder god opførsel: Service, ikke-rygning, renlighed etc. Og så har jeg givet grønt lys for at køre med dyr.

 

 

Jeg får en køreordre til et af forstædernes kendte dyrekliniker. Her stiller jeg op til en af de frivillige kørselsrettigheder: Jeg må køre med husdyr – primært hunde og katte. Mange chauffører med allergiske gener eller af muslimsk baggrund siger pænt nej til dyrekørsel – hvad enten det nu klør over hele kroppen eller strider mod din religion at være tæt på urene dyr. Men taxamanden her er bare en født bonderøv – helt uden allergi, religiøs kvababbelse eller kæledyrserotiske bagtanker.

Taxifører 023492 kører med det hele!

 

– Ro på, Misser, du er i Taxamandens gode hænder. Jeg siger det halvhøjt og kunden fatter endnu mere sympati for mig

Også den enlige, rare akut-sygeplejerske, der modtager mig på parkeringspladsen foran veterinærhospitalet. Altså, almindelig menneskesygeplejerske for hun er kunde her hos dyrlægen. Et dejligt smil. Hun elsker mig en lille smule, fordi der endelig indfinder sig en dyrevenlig chauffør. Jeg kan bare lide hendes smil og jeg insisterer på, at hun kan sætte den der katte-kasse, hvor det passer hende og Misser bedst. Mine erfaringer siger mig, at dyretransport er voldsomt mere renlig end bare en sviptur med en nattegænger. Ingen Big Mac rester, tomme flasker eller udtværet tygegummi i gulvmåtten. Her der det bare Misser i Garfield-størrelse, der kigger ud på mig gennem tremmerne med store åbne, angste øjne i det røde, tigerstribede hoved.

 

– Ro på, Misser, du er i Taxamandens gode hænder. Jeg siger det halvhøjt og kunden fatter endnu mere sympati for mig.

 

Det bli’r en dejlig dag.

Vi udveksler katte-historier. Hurtige, sjove anekdoter om disse uundværlige kæledyr, der i det ene øjeblik kommer slæbende med halvlevende mus som trofæer ind på gulvtæppet – for straks at slippe det lille dødsmærkede kræ fri, fange det igen spankulerende sadistisk rundt med den døende mus forsigtigt mellem dræbertænderne. Nogle gange med høje angstskrig fra det ulykkelige bytte og i hvert fald med den nøgne hale fra musen, vippende og svingende som et sidste tegn på liv.

Misser er en helt – musen et uundgåeligt offer i naturens orden.

Men katte er også et ualmindeligt dyrt bekendtskab, hvis man ikke forsikrer sig så godt, man kan. Jeg husker endnu med konkurs-angstens sved, da jeg i mine velmagtsdage på en af sundvejene i Hellerup fik fat på et af landets mest mondæne dyrehospitaler. – Konen stod med rystende Frandsen (vores kastrerede hankat) i sine arme. Han var såmænd sprunget ud fra anden sal i villaen og vi bestilte akuttid for at redde vores elskede kat.

 

– Du er kommet til den rette, sagde veterinærsygeplejersken i den anden ende. Vores førende dyrlæge har skrevet ph.d. afhandling om ”nedfaldskatte”.

Jeg svedte koldt, mens katten rystede videre. Kiggede op på min kone, der er villig til at gøre alt i sin kamp for dyr og mennesker.

Frandsen er i sit 13. leveår og familiens økonomi fortsat påvirket af dyrlægeregningen.

Min kunde har et hjerte som mine kones.

Det er ingen hemmelighed, at enlige sygeplejersker ikke har den fedeste hustandsindtægt og Misser er uforsikret og bidrager alene til udgifterne. I dag er der bare tale om et tjek hos den almindelige dyrlæge – efter en kompliceret tandudtrækning hos en specialuddannet tandlæge-dyrlæge. Der var gået råd i nogle kindtænder – og nej, nej, nej, man borer slet ikke. Blot tandudtrækning under fuld bedøvelse.

 

– Vi elsker dem jo, vore husdyr, siger den kærlige kunde og slår opgivender ud med armene.

 

Kærligheden kostede hende denne gang 6000 – plus efter-tjek.

 

God dag, Danmark.

– lad kærligheden brede sig videre til vore tobenede medborgere!