Jeg er er et frit menneske.

Men på ét punkt er jeg holdt i meget kort snor – og det er min kone, der har fat i den anden og den lange ende. Hun gider ikke den gamle mand og hans brokkerier over tidsånden.

Eller sagt lidt mere åbenhjertigt og direkte:

– Intet gammelt, surt røvhul her, please!

– – –

Jeg kan jo ikke være andet end helt enig i det. Det er den totale tabersag at stå eller sidde der med armene over kors, ryste på hovedet og synes at meget var meget bedre – for lidt siden, tidligere – i Yngre Kridttid.

” … Ingen ungdom kom for skade,

spurgte først, »hvad far vil sige«.

Maskerade, maskerade!

Nu er alle lige … ”

… synger gammelfar Jeronimus i Carl Nielsens opera efter Holbergs komedie. Gammel og sur i en verden, der er helt af lave. Den er ved at gå i opløsning.

Han er bleg-sminket og forgræmmet Han er i den grad i taberollen, den gamle, – men hvad nu, hvis manden har ret?

Det er natteværten på en af mine yndlingskanaler, der starter nattens dybeste og mest overbærende suk. Studieværten har været udenlands og fået sig et kulturchok. Dernede sydpå, er det manden, der betaler regningen, når man er på date. Det går bare ikke på samme måde herhjemme.

– Jeg var på date med en feminist.

Studieværten snapper efter vejret. Hektisk. Det skulle være lytternes program, det her, men han vil så gerne fortælle. Om sig selv. Den personlige og det private i samme cocktail. Ligesom dengang vi blev delagtiggjort i, at ” … jeg har faktisk en lille diller …- ”.

Vi er helt tæt på hinanden.

Det er li’som, vi er venner …

– Men jeg havde ikke ret mange penge.

Han fortsætter sin beretning om det maskuline paradoks. .

– Men hun betalte godt nok Stak mig sit kreditkort for at det sku’ tage sig ordentligt ud. Jamen, det var li’som at få klippet nosserne.

Værten og gæsten småfniser. Det er sjovt, forstå jeg på de fnisende knægte – men det er en lukket fest.

Jeg mangler ilt, slukker for radioen, åbner sidevinduet i Merceren og bilder mig i al ensom hemmelighed ind, at det var federe at være ung i 70’erne.

– – –

Hun er dødtræt. Hendes ansigt er både alvorligt og lettet, da hun få kontakt med mig i lyskeglen. Klokken er over midnat, der er alt for få kunder på gaden, så jeg vinker og blinker med de blåhvide lys. Hun er min – og kun min kunde.

Hun skal tørskoet ind på bagsædet og jeg skal have hæftet cyklen på stativet. Ud af bilen. Op med klappen – og så står jeg der medstativets stænger som en Samurai med et sværd i hver hånd. Vupti!

Gammel mand med tjek på lortet, mens de små dråber drypper fra de blåsorte skyer i natten over byen.

– Ikke våd igen. Det gad jeg bare ikke. I morges stillede jeg op på arbejde efter en sjaskvåd cykeltur gennem byen. Ikke igen. Fanneme ikke igen. Jeg tager en taxi.

She’s a lady!

Det her er ikke en maskerade.

Det er den totale taxi-iscenesættelse, som havde jeg købt den bedste reklametid.

Vi har blot siddet nogle sekunder i taxien før de truende dråber bliver til åbne sluser. Regn i stænger.

– YES! Jeg traf den helt rigtige beslutning, siger hun, mens hun smiler til mig med et ungt og træt ansigt og jeg ser de store, tunge slud-dråber, der klasker ind på sideruden bag hende.

Det lyder måske lidt banalt, men vi taler bedre sammen, – tættere, når det er uvejr udenfor. Tordenkaffe, hed det i barndommen, når de gamle samlede os i stuen, fordi vejret udenfor var gået helt amok. En reminiscens af angsten for lynnedslag og pludselig død.

Men vi rykkede bare tættere sammen i hulen, når verden udenfor blev lidt for voldsom.

Den unge dame er restaurantchef. Sidst i 20’erne men allerede på sit 3. job. Det er noget med at bevæge sig opad i hierarkiet.

– Jeg er student og alt det der. En OK eksamen men ikke prangende. Jeg har som alle andre skulle bruge noget tid på at finde ud af, hvad jeg egentlig vil. Men jeg er bare ikke er til det der med at skulle læse et eller andet. Det lå ellers lige på tungen. Jeg vil noget med forretning og måske iværksætteri – så det mest naturlige ville være et fast studie på en businesschool. Cand. merc.-et-eller-andet. Men jeg har fundet ud af, at det er ikke det, jeg vil. Alt det der med at tage en alenlang akademisk uddannelse og så først begynde arbejdslivet, når man er fyldt 30. Det bliver uden mig.

– Din egen restaurant en dag?

Jeg kan godt høre det. Det er lyden af morfar – Næh, det er jeg ikke sikker på. For jeg har givet mig ud på en rejse, hvor det både skal være spændende og til at overleve med. Min kæreste er kok. Han arbejder i en kantine med faste mødetider – mine er noget rod. Vi ville jo aldrig kunne få et familieliv til nat hænge sammen på den måde.

Hun kigger på mig. Mere modent end hendes dåbsattest berettiger. Et ekko, som rummer både frihedstrang og en uundgåelig forkælelse. Men hun har valgt frit.

– Jeg ved, at jeg vil noget med gang i. Og jeg er fascineret af at arbejde med personaleledelse. Jeg har valgt at gå efter det konkrete arbejde – og så samler jeg op med relevant uddannelse ved siden af. Det er tilsyneladende en anden vej end de fleste unges lige nu. Den helt rigtige rejse? Jeg ved det ikke. Men den er min!

Regnen har lagt sig, da turen ender i den blanke nat foran opgangen i en hovedstadens nærmeste forstæder.

Hun siger sødt farvel og kalder mig for dagens redning.

Jeg er bare TAXAMAND’

– – –

PS: Del gerne – TAXAMANDEN er vild med trafik.