Det mest fantastiske ved at køre taxi er det evige, rullende studie af den menneskelige natur.

Jeg plejer at sammenligne arbejdet med jobbet på en skadestue. Du træffer mennesker af stort set alle samfundslag – og i livssituationer fra det muntre til det skæbnesvangre. På skadestuen med en munter bemærkning fra reservelægen, mens hun sætter en klemme eller nogle sting i pegefingeren, der er hendes 20 af slagsen. Jeg prøvede det for en halv snes år siden, 2. juledags aften, da hun skæmtede:

– Aha, endnu GLOBAL-finger. GLOBAL-klniven – det er julegaven til den gastronomiske mand. Her på klinikken behandler vi de første ofre.

Under kniven – eller i Mercerens ”stue”: Et menneskestudie! – – –

Et studie af mænd.

Jeg har jo mine øjne og mine ører og kender mit eget køns mere ømme sider. Dér hvor mandhaftigheden er gået fløjten. Der hvor hulemandens kølle er skiftet ud med knudemandens nedadvendte mundvige. Jeg er nået frem til, at der i grundtræk findes tre ”surheds-stadier” hos den moderne mand:

STILLE

SUR

TØSEFORNÆRMET

Lad os se på grupperingerne én for én, – sådan som de jævnligt optræder på bagsædet af min gangstergrå Mercer.

STILLE:

Der er ikke megen dialog mellem de to på bagsædet. Man behøver ikke være psykolog for at forstå, at SÅ hyggeligt var det altså heller ikke i aften. Nogle gange sidder han bare og kigger og småchatter på sin smartphone. Er han heldig, er ledsagersken også online. Så slapper jeg af og tænker bare på at få de to bragt hjem i en fart, hvor ingen er vidner til, om dette blot er en uheldig aften – eller hovedtrækket i et trist parforhold.

Men STILLE-scenariet kan blive for stille. Hvis hun slipper sin gadget og bare kigger på ham. Eller endnu værre: Han understøtter den dårlige stemning ved demonstrativt – blot at kigge du af sidevinduet på sin egen side. Han kan mærke hendes spørgende blik i nakken. Afventer den replik, som hun har formuleret så mange gange før. Han behøver ikke tælle ned. Bare kigge ud i verden udenfor taxien.

Så kommer det, hendes uundgåelige spørgsmål:

– Er du sur?

Det bliver han så – og rykker op på næste surhedsniveau. Der hvor der kommer rigtige ord på.

Hendes spørgsmål er både utålelig og forløsende. Nu kan han få lov til at være det, der presser4 sig allermest på:  Pisse-sur.

SUR:

Så bliver der lukket op for et privatliv, som ikke kommer TAXAMANDEN ved, og som jeg derfor principielt ikke forstår et ord af. Hvis altså ikke der lige nu skrues op for både temperament og volumen.

Måske morede hun sig tydeligt. Eller endnu værre: Kunne ikke rigtigt slippe interessen for en veloplagt bordherre. Den sure på bagsædet fik ikke den opmærksomhed, som er en maskulin livs-nødvendighed.

Måske var hun lige vel frisk i munden, da de fortalte frække vittigheder ved baren, inden de 5 retter og den gode vin, som chefen betalte.

Måske er konfliken nærmest modsat: At hun igen var lidt for stille, da de skulle ud med hans kolleger og forretningsforbindelser. At hun virkede sur.

Der er kun et modargument, når den ægteskabelige diskussion er ved at nå sit absolutte nul-punkt. Hovedkonceptet er: Det ka´du selv være.

– Det er sgu dig, der er sur!

Og jeg må sige det ærligt: Efter 7 års nattekørsel med berusede, fortvivlede, gamle, unge, syge, raske, forelskede, hadefulde af alle køn – intet er mere pinligt et et parforholds-opgør på bagsædet. Du kan intet gøre – med mindre konflikten kommer helt derud – og det ER sket et par gange – hvor der er trusler eller røvfuld i luften. Så griber jeg ind om ”kammertonen”. (De fleste under min egen alder har aldrig hørt om den – men den virker sgu´!)

TØSEFORNÆRMET:

Dette, surhedens sidste stadium er på en gang både ufrivilligt humoristisk og indlysende pinligt.

Lad os tage det sidste først: Det hænger jo sammen med selve begrebet – tøsefornærmet: Du er trådt ud af dit eget køns regimente.

Oftest er han – manden – sur over at være overset, eller ikke lyttet til:

– Hvor var du hele aftenen?

– Hvorfor kom du ikke over til mig.

Og der skrues op:

– Du havde ikke tid under middagen, det er til at forstå. Men det er som om jeg er fuldstændigt usynlig, når vi endelig er ude sammen!

Og så er der den modsatte – den mere offensive udgave: – Hvorfor skulle vi gå allerede nu. Du har virker som om, du ikke er intersseret i, om JEG morer mig? Dette sidste scenarium kan have sine egne mere dramatiske afslutninger. Måske tænder hun helt af og giver ham aftenens general-skideballe. Hun er kommet derhen, hvor det er absolut ligegyldigt, om Taxamanden reelt er vidne til et ægteskabeligt opgør. Ja, det virker måske stimulerende på angrebet at have et kronvidne i nnærheden: Jamen, så se og hør dog, alverden, hvor dum og tøsefornærmet han er! ’

Eller måske er det HAM, der tænder helt af.

Er han heldig, har de ikke samme bolig, og han kan køligt bede om at blive sat af hos sig selv. Så bliver der stille – meget stille på den sidste del af turen med kun én passager.

Intet er mere lydtomt end en taxi efter et ægteskabeligt opgør.

Men den maskuline tøsefornærmelse har sit eget, sublime slutstadium, der hvor den sidste testosterone gnist antænder den definitive, maskuline udladning. Som en sen nattetime for et par uger siden:

– STOP!

Han nærmest skriger til mig, selv om mine ører er blot centimeter fra hans stramme læber.

Han gider ikke længere. Han står af i konkret og metaforisk betydning. Nedlader sig end ikke til at kigge på hende. Så ligeglad med, om vogn 86 er stoppet midt på Rådhuspladsen eller ud for Pinlighedsvej nr. 0. Han flår døren op og smækker den med et brag som var taxituren en crahtest. Jeg når dog – inden braget – at høre de vigtigste dele af nattens ultimative ”kærlighedserklæring”

– F*** dig!

– – –

PS: Fra det gode og det onde liv: Del gerne Taxamandens historier fra den virkelige virkelighed.