Drama i natten

Det er flere år siden, jeg har været så rasende.

For det første handler det om vreden over disrespekten for mit arbejde – for mig og mine kolleger. Dernæst det reelle tyveri fra mennesker, som oppebærer samfundets laveste timelønninger. – Og så vreden over en af de fedeste fordommes – rigtighed: den dårlige opførsel fra borgerskabets forkælede afkom.

Raseriet ER ved at være overstået. Men tag en tur med mig tilbage til tidlig, fredag morgen for at forstå, hvorfor det opstod.

Tæt på værtshusene i det indre København, fredag morgen kl. godt-4. Det er tidligt og begyndelsen af min dagvagt.

Som de fleste taxamænd, startede jeg som ”natmand” og har meget godt tag på både de kundetyper, indtjeningen og den snert af nat-kørsel, som fredag morgen byder på. Jeg er far til 3 unge piger, der lever ungdomslivet og har derfor lært at leve med den dobbelte følelse af patriarki og frisind: Hvad fanden laver de unge på værtshusene, endnu inden det er blevet weekend?  – Slap nu af, gamle mand: Det er ”lille fredag” og hvad enten jeg kan li’ det eller ej, markedsfører diskoteker og barer, downtown  København sig på natteliv for de HELT unge, der læser eller går i skole/gymnasiet . De klarer hovedpinen i modsætningen til det egentligt arbejdende folk. Det her er mit arbejde og  jeg er ikke opdrager eller moralist.

 

– God morgen drenge!

 

De kaster sig ind i vognen og ænser i deres beruselse ikke taxamandens lyst til at være hyggelig. Det er OK. Så tager vi den derfra. De skal hjem til et af Danmarks dyreste forstadskvarterer og der er en taxaregning intet problem. Kun en brøkdel af en måneds ejendomsskat for de forældre, der i sidste ende betaler gildet. De skal bare HJEM og mine løbende, faderlige forsøg på at få menneskelig kontakt er spildte. Jeg vælger at tager rollen som købt-og-betalt og lytter selvfølgelig med nysgerrighed til de unge, der klart har det udgangspunkt, at en taxafolk ter service-folk og hos dem er det ikke studenterhuen, der trykker. Men taxamanden har ører. De fire unge går dels på vel nok landets mest prestigefyldte gymnasium og dels i 10. klasse på en privatskole, der i hovedstaden er kendt som netop sikkert feed-in til de prestigefyldte gymnasier. De er formentlig alle under 18 år men har alligevel opnået en solid brandert, inden de om et par timer skal sidde til undervisningen og forestille at være ved bevidsthed. Jeg følger deres samtaler med en indre, overbærende humor.

Men humoren fortager sig snart.

 

Med en reptil reaktion, smækker jeg Merceren i gear, krydser midterrabatten (undskyld færdselslov!) og giver mig til at jagte den bagerste, tæt på fortovet og med muligheden for at spærre ham flugtvejen.

Ud for den berømte park i forstaden med det berømte postnummer skal den første sættes af.

I løbet af sekunder er alle fire ude af bilen – og så løber  de fra regningen, der blot har sneget sig op på 160 kr. I mine 20 måneder som taxachauffør har jeg ikke oplevet det før og jeg har derfor IKKE gjort det til en vane at sikkerheds-tjekke deres kreditkort.

På brøkdele af sekunder konverterer jeg fra befippethed til indigneret vrede. Jeg aner de fire, mørke skikkelser på vej i flugt ad en af sidevejene. Med en reptil reaktion, smækker jeg Merceren i gear, krydser midterrabatten (undskyld færdselslov!) og giver mig til at jagte den bagerste, tæt på fortovet og med muligheden for at spærre ham flugtvejen. Synkront trykker jeg på knappen til hejsen på den forreste siderude, mens jeg kommer meget tæt på den unge mand og råber til ham, som min officersfar gjorde, når han blev allermest vred:

 

– Så stopper, – NU! Jeg har dig på sikkerhedsvideoen og det her kommer til at koste dig et mærke i straffeattesten. Det sidste kommer bare ud af min mund, uden at jeg aner, om det er rigtigt.

Den unge mand, der under hele seancen har været den mest civiliserede og formentlig ikke anede, hvad vennerne havde i sinde går pludselig i stå, tøver og bevæger sig nærmest i slowmotion. Han kigger mod mig, ser faktisk lidt skamfuld ud i nattemørket – og går opgivende over mod mig:

– Selvfølgelig skal du have dine penge. Han gentgager de flere gange: – Selvfølgelig skal du have dine penge!

 

Jeg tager imod hans kreditkort og natten får sin sidste absurde drejning. Jeg kan se et kendt efternavn på en mand, . en far, der har været omtalt pressen i to-tre årtier. Jeg konfronterer ham med navnet og spørger retorisk men med øje for hans ansigtstræk, om han kunne tænke sig sin far udhængt i pressen via sin søn, der stjæler fra de fattige. Han er tydeligvis ved at  begynde at græde. Lader ham betale for vennerne og roser ham faktisk for at have mod til at opføre sig anstændigt.

–  –  –

Hvis nogle tror, jeg sidder tilbage med en heltefølelse, tager de fejl. Faktisk følte jeg en snert af angst, da det hele var overstået. Og faktisk burde jeg ikke løbe risikoen for en reaktion fra de unge i de mørke morgentimer. Og helt ærligt: Der er en håndfuld kvarterer i hovedstaden, hvor jeg ikke havde gjort det for sølle 160 kroner.

 

PS: De unge var både fulde og dumme. I deres samtale på turen kunne jeg stedfæste dem til ikke mindst deres privatskole, hvilken klasse de går i – og hvilke timer de skulle have – eller pjække fra. Jeg fulgte sagen til dørs, kontaktede privatskolen med et klart værdisæt som ” velopdragne, veluddannede og kulturbærende, hele mennesker….” – og fik en god behandling af skolens leder. – Så herfra er sagen indenfor det pædagogiske regi.

JEG har fået en større forståelse for, hvorfor kolleger ikke vil eller tør køre taxa i nattelivet.

Og så husker jeg mig selv på, at dette er en latterlig, lille episode i forhold til VIRKELIGT farlige situationer. Masser af kolleger har oplevet det her – flere gange før.

Jeg er bare en rasende amatør

 

God morgen, Danmark.

Og et særligt god morgen og en eftertanke til de forældre, der lader deres børn under 18 år gå på druk – på en hverdag.

 

Next ArticleOldtreprenører - det er os....