Mormor er den bedste i verden…

 

Jeg har altid sagt, at hvis jeg blev genfødt som kvinde, ville jeg blive lesbisk.

Jeg mener ikke, at det skyldes nogen form for maskulint mindeværdskompleks eller homofobi – jeg tænder bare ikke på mænd. Jeg mener ikke, jeg kunne forelske mig i en mand. Altså elske med en mental og fysisk kopi af mig selv – det ville være uudholdeligt!

Men jeg har et enkelt hul i min kønsidentitet. Et sted, hvor jeg misunder kvinden. Og nej, det er IKKE evnen til at føde børn. Tanken om et forløsende Kejsersnit, er mig lige vel tæt på en nærdødsoplevelse. Da jeg for et par dage siden så min nevøs usædvanligt smukke kæreste, bare et par timer efter fødslen – totalt udkørt, tænkte jeg: Hun er modig og på vej tilage. Hun udstråler skønhed efter mere end 24 timers kamp mod veerne. Selv ville jeg have ligget som en skindød kødklump i hjørnet, hvis jeg havde gennemgået den samme fysiske kamp for at bringe den vidunderlige baby til verden. Kvinder kan noget helt usædvanligt, hvor vi ikke kan nå dem til deres rødlakerede tånegle.

Men hvor jeg dog er misundelig på rollen som mormor!

Min egen var fantastisk.

Et medlem af den højere ”bornholmske landadel”, som min far, fynboen, noget sarkastisk titulerede sin svigermor. Men det var jo heller ikke HANS mormor, for pokker.

Min mormor, Gunhild Margrethe Sonne Jensen var født i 1899 som en bundforkælet efternøler i den selvbevidste Sonne slægt. Hun levede indtil begyndelsen af 90’erne. Altså både i alder og årstal. Mormor Gunhild mente som udgangspunkt, at hun havde ret i alt. Hun stemte på HØJRE og nægtede at bruge andet udtryk, selv om partiet tog navnet, De Konservative.  allerede i 1915. Hun hadede brugsforeninger, deltog i mellemkrigstiden foran Christiansborg i demonstrationer for smør og mod margarine.  Elskede Grundtvig og Den Frie Købmand. Og så insisterede hun på, at der skulle spilles Bridge – selv ved de runde fødselsdage.

Resultatet blev et drengebarn, der i dag gør karriere som taxamand

Men over alt på denne jord ELSKEDE hun sine børnebørn – min søster og jeg. Beundrede os. I vores barndom var hun vores vuggestue og børnehave, fordi det bornholmske landliv var uvant med både udearbejdende mødre og daginstitutioner. En rigtig bornholmer, bør aldrig gifte sig med andet end en bornholmer, sagde hun og tænkte givetvis lidt hævngerrigt på min gudesmukke far, fynboen og oversergenten fra Bornholms Værn, der forførte hendes eneste barn og datter på meget kort tid. Resultatet blev et drengebarn, der i dag gør karriere som taxamand. Og jeg er stensikker på, at hun ville forsvare det erhverv og min rolle som noget laaaangt fornuftigere end det der troløse, fordærvede Danmarks Radio.

Da vi – søsteren og jeg – kom hjem med kærester, som IKKE var etniske bornholmere, blæste hun på tidligere holdninger og mente, at det var det helt rigtige for os.

Hun elskede sine børnebørn som Guds gave til menneskeheden. Og vi elskede og adlød hende faktisk – så længe hun evnede at holde øje med os.

 

De er i familiens Forenede Nationer  og griner jævnligt over min ubehjælpsomhed og fjollethed

I dag er mit livs vigtigste mormor – min kone. Og jeg mener nok at kunne genkende mekanismerne fra min egen. Vores barnebarn, Ludvig, er og bliver unik. Også for taxamanden, der desværre ikke har biologisk andel i knægten. Jeg er hans bedstefar – men han har også en morfar og en farfar. Men mormor og Ludvig er i familie – men de er først og sidst totalt allierede. Selv om der er overskud nok til. at de loyalt kysser mig godnat, inden familien går til ro. Mormor og barnebarnet Ludvig på 5 – i familiens gigantseng. De snakker og griner til hinanden. De er i familiens Forenede Nationer  og griner jævnligt over min ubehjælpsomhed og fjollethed.

 

Bedstefar sover en smule forsmået.

På sofaen!

 

Det vælter ned med regn udenfor i København City, og jeg er noget af en redningsmand for den unge mand, der lader cyklen stå og kaster sin lange, unge krop ind i den sølvfarvede taxi med det grønne logo. Vi falder i snak med det samme. Jeg har tre tøsebørn i mit liv og selvom jeg er SÅ glad for min rolle som far til nu voksne piger, synes jeg jo det sjovt med en ordentlig mandesnak. Og jeg tillader mig at mene, at jeg er ret god til den der lidt patriarkalske stil. Ganske givet sådan lidt MORFAR-agtig.

Han fortæller fra hjertet – mine spørgsmål er mest stikord og små kommentarer – da jeg spørger ham, ”hvad han laver”

 

Jeg er faktisk på vej ud til min mormor. Der tager jeg fast ud engang om ugen

– Jeg er ved at blive voksen lidt senere end andre. Jeg kom ikke igennem gymnasiet, fordi jeg slet, slet ikke var moden til den ro og disciplin, der skulle til. Jeg hadede alle reglerne, – alt det, man SKAL. Så jeg har haft alt muligt arbejde før jeg nu er begyndt at gøre lidt ud af skolen. Jeg er ved at tage HF på enkeltfag, men jeg ved endnu ikke hvad jeg vil. For jeg er først og sidst et frihedsmenneske, der sondere, efter at jeg springer.

 

I den videre fortælling fornemmer jeg, at det frie liv og impulsiviteten ikke ligefrem kommer fra fremmede. Hans far startede som håndværksmester, var sidenhen direktør i en virksomhed – og nu maler han billeder. Moren har også bevæget sig rundt – nu arbejder hun som skolelærer.

 

– Nej jeg ved endnu ikke, hvordan jeg skal uddanne mig. Men min største drøm er at blive selvstændig på en eller anden måde- Og jeg er begyndt at kigge på mulighederne her inden den sidste eksamen til sommer.

 

Og hvor er den unge mand med det frie hjerte så på vej hen?

Svaret er egentlig lidt i modsætning til hans medfødte jeg-gør-uforpligtende-hvad-jeg-vil budskab om frihed

 

– Jeg er faktisk på vej ud til min mormor. Der tager jeg fast ud engang om ugen. Hun har haft et større hus syd for København, men efter hun blev enke lokkede min mor og far hende herind med en noget mindre forpligtelse til at passe hus og have. Hun klarer sig fint, men besøgene hos hende, kan jeg bare ikke undvære. Jeg kommer ret præcist en gang om ugen. Vi får noget god mad. Og så benytter jeg lejligheden til at rydde lidt op og gøre lidt rent

Han oser af kærlighed til den gamle. Jeg ser det, da han stiger ud i det øsende regnvejr igen med udsigten til nogle gode madder og lidt gengældende rengøring.

Her er det er ikke nødvendigt med flere ord.

Mormor forever!

 

God Morgen Danmark

– til mormor, hvor hun end måtte være.

Next ArticleEt kys - og taxikabinen: turen ind i blufærdighedens land