Rent musikalsk holder jeg mig oppe på Niels Skousen i disse tider. Derfor denne video lånt fra Youtube.

Hans nye sange taler direkte ind i livet på mig og min generation, som nød godt af frigørerne fra 68, som var en halv snes år ældre.  De blev vore kunstnere, lærere, gymnasielærere, højskolelærere, universitetslærere i 70’erne.

De gjorde det hårde arbejde – og vi andre kunne elske, råbe, synge og ryge os gennem et årti, som blev afløst af 80’ernes sorte digtere, arbejdsløsheden, en naturlig reaktion på den dogmatiske marxisme – og nu en politisk genfødsel af den borgerlige liberalisme, som i hvert fald jeg ikke havde regnet med ville blive så stærk.

Kampen mellem det røde og det blå slutte reelt med murens fald i 1989. Og lige nu ligner den politiske kamp mest den der børneleg – husker ikke hvad den hedder – hvor alle står inden for en cirkel og så forsøger at skubbe hinanden ud. Selv DF er et socialdemokratisk parti, når det kommer til velfærdsstaten.

De politiske modsætninger i Danmark er oftere mere komiske end de er konfliktoptrappende – ”i det Danmark vi kender”.

Og så griner vi lidt af den socialdemokratiske selvfedme.

Men der er masser at grine i det kommende regime –  den mest upopulære statsministerkandidat fra Venstre gennem årtier, Lars Lykke.

Vi ved kun en ting, at han kan væltes, hvis vi får sagt nej til håndværkerfradraget. Det har Lars Lykke nemlig sat sin stilling ind på. Uden håndværkerfradraget – ingen statsminister Løkke!

Sådan er det politiske perspektiv i Danmark år 2015!

 

 

Imens breder den religiøse fascisme sig i Afrika, i Asien og Mellemøsten sig som en svulst. Men lad nu denne kollektive dødsangst ligge. Dybest set er den jo heller ikke til at bære rundt på i det daglige.

 

Kære læsere af taxamand.dk! Jeg ved jeg får tæsk for det næste, jeg skriver, fordi det er blevet en folkesport at være nationalt orienteret og EU-modstander. Og det sidste er jeg ikke

Men i anledningen af det græske valg, og dagen i går må jeg have luft. Ligesom I alle frit kan slå igen med kommentarer

 

Men først nogle tiår tilbage til begyndelsen af 70’erne, hvor jeg i efteråret 1972 var en ung gymnasielev på 18 år, som blev interviewet til Bornholms Tidende om det kommende EF-valg den 2. oktober. Jeg havde ikke stemmeret, men jeg var selvfølgelig imod. Sådan var tidens bølge og jeg red på den. Jeg var bange for materialisme og for udligningen af forskellene på de europæiske folk.

Min far læste avisen og kaldte sig ind på sit kontor, hvor jeg fik en større generel-skideballe for ikke at have forstået behovet i det landbrug han drev og som skaffede familien brød på bordet. Far var og er også absolut internationalist. Han levede et par ungdomsår i USA, var landmand og officer i hæren, FN soldat i Gaza, havde en tysk far, som blev arresteret i 45 for gerninger, han aldrig havde gjort – og frikendt. Men min farfar var tysker og det var lige så betimeligt som at være japaner i USA efter Pearl Harbour.

Det forkerte sted på det forkerte tidspunkt. En onkel i Tyskland var i Waffen SS – og en fætter var strandet i Leuna ved Merseburg i DDR, fordi han elskede en kvinde på den forkerte side af muren.

 

Min far havde både en økonomisk og en politisk pointe.

Og nu må det være tid til at sige: Jeg tog fejl. Eller rettere: Jeg gjorde to fejl: Jeg overvurderede totalt risikoen for en kulturel og national harmonisering. Og med mine holdninger burde jeg havde deltaget i et folkeligt arbejde for at gøre EU til et fredspolitisk projekt. For selvfølgelig kan EU eller andre udgaver af ”et samlet Europa” ikke eksistere uden et folkeligt alibi.

 

”taxadrengen” frygtede opløsningen af det nationale. Men taxaMANDEN så, hvordan Balkan deltes i en håndfuld af stater, Tjekkoslovakiet i to, de Baltiske Lande trådte (lykkeligvis) ud af Sovjetunionen, Skotland overvejer, Spanien har svært ved at skjule den nationale splittelse. Ungarn, Polen, Grækenland, Tyskland, England – ja de fleste lande har ultra nationalistiske bevægelser. Og ups: Skotland var ved at ryge ud af det forenede kongerige. Så udblegning af de nationale forskelle i Europa? – der tog EF-modstanderne fejl!

 

Min kunde denne eftermiddag giver mig endnu en hyggelig diskussion om GRUNWALD – hvorfra mit familienavn stammer. En polsk by, hvor polakker i en union med litauere bankede de tyske korsriddere i 1410 – i slaget ved Grunwald. Skæbnesvangert, at min tyske familie fik navn efter en stednavn i Polen, der har samme betydning som Dybbøl har for os danskere. Han taler stolt om behovet for en moderne national, polsk selvbevidsthed. Han arbejder som rejsende IT-medarbejder over hele Europa.  Hos HAM måtte jeg dog kunne finde sympati for det organiserede, europæiske samarbejde?

 

Svaret er egentlig nej:

 

– Jeg synes vi skal fokusere på liberalisering af samfundene i Europa. Vi skal samarbejde om handel og penge. Vi skal kunne rejse frit – men vi skal bestemme alt andet i de enkelte lande hver for sig. Polen, hvor jeg kommer fra er jo Europas Kina. Vi har billigere arbejdskraft – ingen nationale produkt-brands. Så vi bliver nødt til at tænke på os selv.

 

– YES!

 

Jeg hører et temmelig enigt kor i hele Europa. Også i Danmark, hvor vi stolt lader os beskytte af de store landes sikkerhedspolitiske paraplyer, soler os i en næsten uforskammet rigdom, hvis man sammenligner med resten af verden – og så stemmer en veltalende national-konservativ Messerschmidt ind i Europaparlamentet i samme stemning som en selvfed landskampsejr i fodbold.

 

Reelt er der ingen danske partier, der virkeligt vil kæmpe for et stærkt Europa. For den vej blæser vinden ikke lige nu.

Og slet ikke sydfra, hvor valgresultatet i Grækenland i realiteten er en landmine under det europæiske fællesskab. For nu er venstre og det højre blevet så forenede om deres skepsis overfor EU-modstanden, at de kan danne regering sammen. Kampen mod det internationale fællesskab overskygger de klassiske, ideologiske forskelle.

 

Grækenland bliver årtiets symbol på Europas genfødte nationalisme

En af den europiske kulturs fornemste vugger – Grækenland – bliver årtiets symbol på Europas genfødte nationalisme. Ikke bare et parti. Ikke kun ballade i gaderne.

Nej, en hel nation går sine egne vegne, om det så skal gøres til sultegrænsen og med spændinger mellem rige og fattige, som ”Mutti” Merkel i Tyskland hverken behøver tage ansvaret for – eller kan afhjælpe. Hun er tysker og hun skal holde kæft!

 

I går var jeg politisk trist til mode.

Det er IKKE Niels Skousens budskab, at man skal være ligeglad. At man SKAL melde fra.

Han er bare et menneske, som kender fornemmelsen.

Og en kunstner, der kan udtrykke det i lyrik.

 

Så den der mandag i den sene januar 2015, sendte han mig tilbage til 70’ernes hippiedrømme.

Han melder fra.com.

Jeg ser scenariet for min egen alderdom:

Et hyggeligt sted derude ved kysten, hvor bøgetræerne gror helt ned til vandet. På en terrasse eller en altan. I et kollektiv, et bondehus – eller bare drømmen af et plejehjem. Vi hører kirkeklokkerne om søndagen – og ingen fremmedartede råb fra utidige minareter. Og hvad Grækerne gør i Athen eller tyskerne i Berlin – det kunne ikke rage mig mindre

Jeg lytter til Skousen og ryger mig en hjemmedyrket ”bønne”.

 

Jegmeldermigheltud.dk

 

Eller hvad gør vi, Danmark?

– godmorgen!