Ovenstående illustration er via Google lånt fra…

.

http://livefralolland.dk

I disse dage er det 41 år siden, jeg sprang ud.

Som student. I et helt andet univers – og tidsmæssigt nærmest i Yngre Kridttid. Og på helt andre vilkår.

Jeg tænker på det hver morgen i denne tid, hvor jeg starter min arbejdsdag med at køre nybagte studenter, der er berusede i lige dele livsglæde og alkohol. I de to sidste sammenhænge er der ikke den store forskel på de smukke unge mennesker i dag i de københavnske forstæder og de lidt mere langhårede og udflippede 70’ere på klippeøen.

Pengene flyder lidt mere i dag – herunder pengene til transport – herunder taxakørsel. Og jeg takker ydmygt for denne velfærdsforbedring.

Den største forskel er i virkeligheden fokuseringen på resultater og karakterer. Eller som min gamle, fremragende dansk-lektor, Peter Eliasen sagde det, da jeg en halv snes år efter min egen eksamen spurgte ham, hvorfor han dog var gået ret tidligt på pension. Til trods for, at han var elsket af os. Til trods for, at han ikke et sekund havde problemer med sin autoritet med sit fremragende intellekt. Til trods for en underholdningsværdi helt udover det sædvanlige, når han med et stort dramatisk talent ikke forelæste men spillede klassikerne for os.(Han var i øvrigt en fremragende amatørskuespiller. Han kunne fremføre den klassiske Holberg, så tårerne trillede. Når jeg i dag elsker Erasmus Montanus, skyldes det ikke mindst Peters Eliasens hudflettende gengivelse af denne latterlige, akademiske nar, der lagde sin bondske fortid bag sig og hengav sig til snobberiets løgnagtighed og retorisk nonsens.

Datidens spindoktorer og ”djøficering”

– Til trods for alle disse kvaliteter i indhold og pædagogik, gad han ikke den nyliberalistiske mig-mig-mig bølge i gymnasiet med rigide mål målt i karakterer.

Hans sagde:

– Når de ikke engang kan vise den grund-kreativitet at snyde ved at genskrive deres søskendes stile, ja, så gider jeg sgu heller ikke være gymnasielærer længerere.

Bemærkningen var måske lige kæk nok. Men lektor Peter elskede oprøret og dissidenterne.

 

[

“…Men nu må vi se, om mine karakterer bliver gode nok til at komme ind på studiet. Jeg kæmper. Og jeg arbejder tæt sammen med en coach, der skal hjælpe mig….”

Den unge mand jeg kører hjem fra studenterfesten i Danmarks fornemste forstadskvarter med Danmarks mest hypede gymnasium er mat, glad – men tydeligvis også lidt vemodig. For han tog 10. klasse med og fester med sine gamle kammerater selv om det først er næste år, han selv bliver student. Det er ikke hans tur endnu. Han har haft nogle solide, personlige problemer, som han fortæller mig om, men lad det blive mellem ham og mig. Nu er han på vej op – med god hjælp fra sin far. – Og han gør klar til at tage en akademisk udannelse – den samme som sin far!

 

– Men nu må vi se, om mine karakterer bliver gode nok til at komme ind på studiet. Jeg kæmper. Og jeg arbejder tæt sammen med en coach, der skal hjælpe mig.

 

Det kan godt være 70’erne var flippede. 10’erne …?

– En coach til at hjælpe!

 

To kvinder i 30’erne, jeg kører med senere på dagen, vidner om, at r.æset begynder langt før gymnasiet. De er selvfølgelig rare som alle andre mødre. Men de forsøger at overgå hinanden i deres omsorg for deres 9-klasses sønner/døtre, som det selvfølgelig er gået sååååååååå godt for. 12-taller, 12-taller, 12-taller. OK, det ene barn måtte nøjes med et 10-tal i dansk stil.

 

Vi synes godt nok verden og undervisningen går ad helvede til i Danmark. Vi nakker lige lærerne, så de kan spændes fast med faste arbejdstider. Der er alt for mange børn på gymnasierne. Og alt for få danske håndværkere. Alt for mange, de ikke kan læse, skrive og regne. Alt for mange humaniorastuderende, alt for få naturvidenskabsstuderende.

Men er det ikke fantastisk – karaktergennemsnittet stiger år for år? – Lige netop mit barn klarer sig fantastisk. Og lige netop MIT barn er på vej til en glorværdig, akademisk karriere, – hvor det hele startede med 12-taller.

 

Da en af mødrene på bagsædet fortæller den medpassageren, at hun har måttet hjælpe sin søn med at lave noter, fordi han ikke gad gøre ret meget ud af sin eksamen (..hans ganske snusfornuftige ræsonnement er, at han jo ER kommet ind på drømmegymnasiet – klog dreng) – valgte jeg at slukke for dagens modtagelse af familie-selvfed omtale af dagens eksaminander.

Jeg kunne ikke holde det ud længere.

Og da 90 pct. af tidens folketingsmedlemmer (Måske allerstærkest udtrykt i det skrantende arbejderparti og det selvfede, kulturradikale parti) – er enige om denne uddannelses- og karakterfetichisme – har jeg valgt at resignere.

 

Jeg sender de kærligste hilsner til årets studenter i et fromt ønske om, at de vil finde nye stier blandt de fladtrådte.

 

g så sender jeg en kærlig hilsen til min gamle mor, som hadede skolen og humpede sig til en mellemskoleeksamen – og som endte som en solid sygeplejerske og plejehjemsforstander med stor forståelse for mennesker.

Og til min farbror Morten, som blev SMIDT ud af mellemskolen – og endte som landskendt skuespiller i mange genrer og anerkendt teaterdirektør.

Og min bedste ven, Simon, der blev SMIDT ud af 8. klasse, blev uddannet mekaniker og soldat – og i dag er højt placeret administrerende direktør i en del af en dansk industrikoncern – og bestyrelsesformand i en indisk virksomhed med 2000 ansatte (Og nej, han blev aldrig akademiker, den stakkels taber).

Og min kone, min søster og min bonusdatter, der kæmper i det skolevæsen, som hele tiden er under politisk beskydning.

 

”…Fuck det hysteriske karakterræs…!”, – ville jeg have sagt, hvis ikke jeg talte et langt pænere sprog.

 

God morgen Danmark.

– både vinderne og taberne