Jeg er taxamand og journalist.

Hårdtarbejdende (i hvert fald i timer…) som den første – og nysgerrig som den anden.

En taxamand servicerer og bringer kunderne hurtigt, sikkert og billigst muligt frem til målet. En journalist skal beskrive virkeligheden, som han/hun ser den – og dementere myter.

Dementere myter? – Ja, det sagde radioavisens gamle chef, Jørgen Schleimann, den mest knurhårede nyheds- og mediechef i sin tid. Det han mente var, at man ikke skal tage den første og bedste forklaring for gode vare. At man skal kunne pille i de knæsatte virkelighedsbilleder. Jeg tænker på det  ofte, når jeg befinder mig midt i konflikten mellem den tilsyneladende, selvskabte virkelighed – og så rammer den virkelighed, jeg møder i vogn 2282. Jeg har skrevet om de kollisioner mange gange her i bloggen,  i mine klummer i Ekstrabladet og i min bog JEG ER BARE TAXAMAND.

Nu er jeg jo et produkt af 70’erne, så jeg tror jo ikke på DET sande billede af virkeligheden.

Det eneste ene.

Nixenbixen.

Sandheden skal stedse og hele tiden kigges efter i sømmene, så vi kan imødegå præsteskaber af enhver religion og enhver politisk observans. Det er det, som er journalistens hovedopgave.

Amen (for nu også at drysse en smule selvironi i evangeliet om den frie verden og de frisatte menneske. For også de journalistiske evangelier skal ses kritisk an).

Sandheden er svær at finde. Men vi skal bestræbe os på at lede efter den. Det er MIT journalistiske evangelium

Jeg tænker f.eks, på det HVER gang, spørgsmålet om folkeskolen kommer op I debatten. Også fordi, der giver dybe suk i min familie.

Først sukker min lærerkone. Så min lærersøster og lærerdatter. Og så sukker jeg. Nu skal vi IGEN ud i en diskussion om børns manglende evner, forkælede lærere , Kinas fortræffeligheder, Pisa-undersøgelsernes ydmygelser og  fanden og hans pumpestok. For slet ikke at tale om middelstandens projektforældre, der dyrker deres børns fremtid, som var det en ny religion – men samtidigt har svært ved at finde tiden til at tage opdrsgelsesansvaret alvorligt. Dokumentationen er oftest halve vinde – og så tidsåndens tendens til politologisk talgymnastik: Statistikker og modeller formidlet af en masse kloge hoveder.

Ofte som et pludseligt angreb som en rabiesramt ræv!

 

Sidst fik et indlæg i Politiken mit kurfyrstelige vand i kog. Jeg gider ikke gennemgå det detaljeret, – du kan selv læse det her:

 

http://politiken.dk/debat/debatindlaeg/ECE2514493/privatskolerne-er-fluepapir-for-elitens-boern/

 

Jeg fik den mulighed for gymnasiet, som min godt begavede far aldrig nåede.

En dygtig cand. Scient. pol. og universitetschef – og samfundsdebattør kaster stolt din kærlighed på arbejderklassen, sit eget mønsterbryderi og folkeskolen.

Den er jeg med på. Jeg gik der selv og husker, hvordan min tidligere lærer og nuværende veninde sådan helt konkret tog rundt til ikke studievante miljøer i slut-60´´erne for at få de kloge unger i gymnasiet. Jeg må flovt melde, at jeg ikke er klassisk arbejderbarn, men kan dog stolt sige, at jeg havde uformuende, ikke akademiske forældre. De havde ambitioner på egne og mine vegne, så her behøvede min lærers hjælpeindsats. Jeg fik den mulighed for gymnasiet, som min godt begavede far aldrig nåede.

Totalt i pagt med tidsånden.

I den nye tid, hvor de røde er blevet blå, arbejderbørnene er blevet akademikere og gymnasierne fyldt op, er det pludselig blevet moderne at tale VARMT om de faglige uddannelser – altså bort fra gymnasierne. Tanken om den almene dannelse er erstattet af økonomernes ønske om mere rette linjer i de unges udvikling.

Men det er en anden historie.

Debattøren i Politiken kan ikke nøjes med kærligheden til folkeskolen. Arbejder-akademikeren skal selvfølgelig lige tage kvælertag på det han samlet kalder privatskolerne. Privatskolerne er fluepapir for elitens børn, hedder overskriften – og så kører hele det klassiske, socialdemokratiske angreb på de frie skoler. Staten er vor mor.Vi skal have enhed. Privatskolerne er for de rige svin – og underforstået: De burde lukke, for de fastholde klassedelingen mellem de privilegerede og de fortabte.

I

 bedste tidsåndsstil ser man verden højst et par centimeter ud over næsetippen med egne erfaringer. Jeg er mønsterbryder. Følg mine erfaringer!

Og i skyndingen glemmer man lige historien om den grundtvigske og den koldske skoletradition som var en del af almuens oprør mod borgerskabet i midten af 1800-tallet. De underpriviligerede klassers oprør før de røde faner. En kamp mod den stivnede latinskole og den forstenede religionsopfattelse. Og man springer også lige over lilleskole-bevægelsen i 1960’erne og 70’erne, som var et decideret oprørsk, venstreorienteret projekt. Eller nutidens muslimske friskoler, som vel ikke ligefrem er overklassefabrikker.

Men Grundtvig sagde det selv så smukt i en salme om mennesket, som så gerne vil bedrages af egen forudindtagethed:

”Når skyggen er ligest, da hulke de små, som stirre derpå!”

 

Ligesom i folketinget, hvor flere og flere er akademikere – ikke mindst arbejderklassens børn, som maste sig på at bryde mønsteret.Og der burde det bør der gøres noget ved, tænker taxamanden

Nu – i vore dage – er der så et problem med de frie skoler og repræsentativiteten. Og det bør der gøres noget ved, synes debattøren i Politiken

Ligesom i folketinget, hvor flere og flere er akademikere – ikke mindst arbejderklassens børn, som uddannede sig  og brød mønsteret.

Og det burde det bør der gøres noget ved, tænker taxamanden

Ligesom manglen på politikere med baggrund i erhvervsliv og almindeligt arbejdsliv. – For slet ikke at tale om kunstnere og humaniora-folk – målt op mod djøf’ere af flere sorter, som ssætter sig på den politiske og den administrative magt.

Det burde der også gøres noget ved, taler mange om.

 

Det er meget mørkt i forstaden, da jeg samler de tre børn op på vej til skole. De er søskende og jeg skal for min videre histories troværdighed understrege, at de ikke bliver kørt i skole altid. Men den ene bror (tvillingebrødre, tveæggede, tror jeg..) har været igennem en kompliceret fodoperation – så bror og lillesøster får lov at køre med.

Og endnu en forsigtighed, inden jeg flås for mine sympatier: De bor i et parcelhus, mens jeg mener ikke at kunne se nogle egentlige overklassetendenser eller særlige elitære tilbygninger, tårne eller spir.

 

De er de rareste unger, jeg har kørt med i månedsvis. Vi hygger og snakker – også om deres skole. Og ja, der er en af disse PRIVATSKOLER – i mit vokabularium en af de frie skoler, fordi den IKKE er af den klassiske realskole-kultur. De fortæller om timerne om livet. Også det, de har uden for skolen. Om forældrene, som valgte den skole, fordi den både var rarest og tæt på. Om friskoler i det hele taget, fordi taxamandens egne børn har gået i en grundtvig-koldsk friskole.  (Deres far brød mønsteret den forkerte vej – og blev taxichauffør)

Da vi kører op foran skolen ser den faktisk ud som alle andre skoler. Lidt mere rodet i byggeriet, fordi den ikke havde solide kommunale kroner til udbygning men er vokset lidt efter lidt. Børnene ser almindelige ud. Og forældrene halvtrætte. Ikke helt så velbjergede som elite-forældrene i Rungsted, Hellerup, Søllerød og Gentofte. Her taler jeg ikke om den fremragende Bernadotte-skole, som er internationalt anderkendt, men som desværre er skabt og drevet på privat initiativ, så de gamle initiativtagere burde skamme sig – og som er en af Politiken-skribentens værste væmmelser.

Nej, jeg taler om elitens kommuneskoler – i de rige kommuner. Fjern dem!

M

en lad mig nu stoppe sarkasmen, inden jeg bliver lidt for smart.

For jeg synes faktisk, at der er fornuftigt at diskutere, hvordan man kan undgå dominansen af middelstandsbørn i de fleste private skoler.

 

Jeg ville bare minde om virkelighedens et gennem forruden på en Mercer denne vintermorgen. De tre unger, – mine kunder, som enhver far og mor ville være stolte af.

De turde ligefrem turde sige det højt, det med omsorgen:

:

– Det var hyggeligt, taxamand. Hav en god dag. Måske ses vi en anden gang?

 

De var ikke forkælede elitebørn.

De var bare glade for livet, taxaturen – og skolen.

Friskolen, som deres forældre valgte uden skumle, klassefordærvende hensigter.

 

Og hvorfor gør valgfrihed så ondt?

 

God morgen Danamark.

– lad os dementere nogle myter i dag!