Klumme i EB, EKSTRA 27. sept. 2014

 

Jeg tænker på, om vi er ved at gå til i kollektiv klogskab.

Der sidder en eller anden Gud deroppe, der en gang for meget har hørt mundheldet om, at man kan være så klog, at man kunne undvære hovedet. Og så slår han til og siger, – OK, hvis de vil ha’ det på den måde!

Og med et fingerknips var der kun de kloge tilbage.

Ville vi være døde eller levende?

Det er en dag i taxaen i klogskabens svøbe. Afgrunden mellem den formelle, politiske virkelighed – og så menneskene, som jeg møder dem i kød og blod.

Det sidste – taxaparlamentet, som jeg ynder at kalde det – er til at overleve med. Det er der, jeg selv bevarer troen på, at det sgu nok skal gå – at civilisationen vil overleve trods sine underlige selvudslettende tendenser.

Den første – den professionelle klogskab blandt ikke mindst politikere og deres spinnende rådgivere– der er jeg mere i tvivl. For i det miljø, kan de kigge direkte ind i linsen eller snakke i mikrofonen uden at øjnene blinker en eneste gang. Det gør mig utryg. Og det er skæbnens spil med MIT liv, at jeg brugte mere end 30 år af mit arbejdsliv på – radioen – det medium der hver dag sender timevis af selvudnævnt klogskab ind i mit liv.

… De dummeste. De klogeste. De, der giver taxamanden brød uden smør på.

Det er godt nok hårdt, at skulle leve i Thornings, Østergårds, Løkkes, Thulesen Dahls, Schmidt-Nielsens, Papes, Samuelsens, og (hvad-hedder-forkvinden-for-tiden-i-SF-åh-jo-nu-kommer-det) – Olsen Dyhr’s slagskygger. Og alle de vimsende messedrenge af begge køn, der følger det politiske præsteskab. De kloge hoveder. Specialisterne. Kommentatorer. Hele laget af djøf’ere og særligt kloge journalister, – ofte kloner af begge dele.

Hold da kæft!

Og hvad er så taxamandens eneste serum mod den politiske debat-pandemi i skyggen af en regering, der siges at gøre det godt men paradoksalt nok er totalt uelsket? Det er de kærlige og ondskabsfulde. De forudindtagede og uflyttelige. De gamle og grinende og unge og syge. De skæve og udfaldstruede. De samspils- og underligt indfaldsramte. De dummeste. De klogeste. De, der giver taxamanden brød uden smør på.

Kunderne!

Han, konen og deres datter på 9 er kommet til Danmark, selv om han mest arbejder internationalt

Der er både noget globalt og noget provinsielt over ham. Ikke skyggen af mærkevarer eller det der lidt feminine eller tværkønnede, der altid har fulgt overklassen i Hellerup, Klampenborg og omegn. Ingen bløde uldbluser med dame-udskæring. Ikke jakkesæt så kropstætte som spadseredragter. Et par konventionelle jeans, en lidt for lille tweed jakke og et par sko så tæt på sneakers, at det ret beset er ligegyldigt, at de ikke er velpudsede.

Og så skal han køres til vestegnen, hvor man kan få et fornuftigt hus til en fornuftig pris. Ikke noget kystbanekompleks her!

Han, konen og deres datter på 9 er kommet til Danmark, selv om han mest arbejder internationalt. Fruen er oprindelig fra Peru. Han har først boet i USA nogle år og siden 10 år i England. Og de er først og sidst kommet til Danmark for datterens skyld – og du læser rigtigt: På grund af vores fremragende uddannelsessystem.

– Ved du hvad, vi har prøvet det højt besungne engelske elitesystem, siger han med en sjællandsk accent, der måske netop er blevet bevaret på grund af årene i udlandet. Vi betalte mellem seks og syv tusinde om måneden for en af de gode skoler. Ikke vildt derovre. Men det skulle være rigtig godt. Problemet var bare, at hun ikke lærte noget rigtigt – og slet ikke havde det godt. Og inderst inde stred hele det der elite-system mod vore principper. Mod min sydamerikanske kones passion og min danske snusfornuft.

 

– Men har du ikke hørt, hvor meget vi føler os bagud i forhold til verden? spørger jeg Politikerne siger det jo hele tiden. Det er vores største, kollektive angst at blive kørt bagud globalt

 

 

Både hjertet og hovedet skal med. Så kan man blive klogere

– Joe, men jeg er bare ikke enig. Tag det nu roligt. Jeg tror jo inderst inde på den danske tradition. Der hvor man først udvikler sig kreativt i de første år – og så har det bedste grundlag for at blive rigtig dygtig de næste. Det gælder i folkeskolen og på den internationale vores datter går på inde i byen. Både hjertet og hovedet skal med. Så kan man blive klogere

 

Det er taxamandens privilegium: At genfinde livsglæde på en tur til Tåstrup.

 

PS: Jeg glemte af fortælle om kundens arbejde: Han er PHD og ingeniør i atomenergi!

 

God dag Danmark

– de rare og de kloge