Jeg er en temmelig begejstret far til tre tøser, der nu er voksne kvinder. Jeg kan lige så godt indrømme, at hvis den gode Gud gav mig mulighed for at gøre projektet om – så var den endt med piger igen. (Det her er ikke vendt mod mit barnebarn Ludvig, der blot er snart 5 år. Han er nemlig grundlæggende enig med mig: Der er ikke meget her i verden, der er så rart som at være i selskab med kvinder. Han mæsker sig i et sandt harem af farmor, mormor og fastre og er allerede total-spoleret med kvindelig omsorg.

Jeg har projiceret denne min nærmest indbyggede feminisme op på mit arbejde, så jeg glædes særligt over mine kvindelige kunder.

De er – med enkelte undtagelser, – nogle få tilfælde af overklasse-finkeri – en slags modgift eller serum mod maskulinitet, når den er allermest primitiv.

Sidste weekend væltede et hold gymnasieelever ind i bilen på Nørreport en torsdag nat/fredag morgen – den såkaldte ”lille fredag”. Og ja, det er rigtigt. Der er unge mennesker, som fuld forældremæssig forståelse (med tryk på FULD) – tager den helt store druktur denne nat, hvor værtshusene målretter sig mod de særligt unge og drinksene er særligt billige i den indre by. 5 shots for en hundrede-las.

På det her tidpunkt har de mellem 2 og 4 timer til de skal sidde på deres plads i gymnasiet, og de er inde i brandert, der minder betænkeligt om en nærdødsoplevelse. Det er hovedreglen, at der ikke er nogen til at tage mod dem på hjemmefronten – med mindre, de er løbet tør for penge. Så hører man pludselig en meeeeget lille dreng fra bagsædet, der finder babysproget frem, når han skal vække mor.

 

– Moooaaar. Jeg har ikke flere penge. Gider du ikke nok komme ud med et kort, – dit Dankort, så er du sød mooooaaaar.

– Vil du gi’ ham en røvfuld?

Om hun står der parat, når taxien når frem? – Du kan jo gætte. Jeg siger bare. Flere gange har jeg set vor moder stå der i housecoat i døråbningen i forstadsvillaen og lignet dronning Margrethe på sølvbryllupsdagen. Udslået hår og meget træt. Og jeg har sendt fruen et blik uden tale. Men hvis jeg havde givet lyd fra mig, ville ordene være nogenlunde sådan:

– Vil du gi’ ham en røvfuld, eller skal jeg gøre det, inden du putter ham?

 

Men som sagt. De unge væltede ind i taxien på Nørrebro. Drengene var totalt-bedøvede opg kunne næsten ikke stamme sætningerne frem.

– Vi skljaa te Sjarlåttenlundhmmmm. Sættthhhh åz bar’ a’ på stranvaiennnnnnhhhhh.

Jeg forstår ikke, hvad de siger.

Jeg opgiver enhver kommunikation.

Jeg gider dem bare ikke.

Drengene sover med øjne, der falder tilbage i kraniet – og åben mund…

Drengene er på vej helt ned i dybet af reptil-stadiet. De to piger sender mig hovedrystende, ordløse kommentarer i bakspejlet. Nu er vi allierede. Taxamanden og tøserne. Og inden sekundviseren har tage turen hele vejen rundt på deres Rolex-ur – sover de med øjne, der falder tilbage i kraniet og åben mund.

Og så er det pigerne, der redder situationen.

De tager sig sammen og får det bedste ud af turen. Og med en mere champagneagtig, boblende beruselse optræder de i en helt anden aldersgruppe og i en helt anden kultur end deres maskuline partnere. De får lige sneget ind, at så ofte sker det her altså heller ikke. De skal jo passe deres skole, men en gang imellem, skal livet jo også være sjovt.

De taler direkte ind i taxamandens 70’er univers, hvor et passende mål af fordærv hører ungdommen til. Et pasende mål. Ikke den bevidstløse tillstand, som partnerne med åben mund og polypper præsterer på hele hjemturen.

 

Aben Jeronimus på min skulder får mig lige tilbage i realiteternes verden:

– De forfører dig med slesk tale, ligesom dine egne tøser, der slår armene om farmand og fortæller ham, at han er den bedste i hele verden.

 

– Givetvis, er mit svar. Men jeg foretrækker det feminine bedrag frem for det maskuline fordærv.

Sidste fredag var taxamanden særlig generøs.

Denne gang handlede det om to piger – uden ledsagere – der bare skulle HJEM. Og ja: Hjem i skole om 2-3 timer. Især den ene af de unge damer havde fået, – skal vi sige –nok!

 

– Go aften taxamand, sagde den ene og nærmest lagde sig ind på bagsædet. Bar’ roligt, jeg brækker mig ikke. Jeg er fuld men ikke dårlig. Men jeg forstår det ikke. De må have puttet et eller andet i glasset.

 

– Hold nu op, sagde den noget mere sobre veninde på forsædet. Du har simpelthen bare fået for meget. Så kiggede hun på mig og sagde noget som enten var sandt eller temmelig godt indstuderet:

– Jeg drikker faktisk ikke så meget. Jeg bliver bare for syg dagen efter – nogle helvedes tømmemænd. Så jeg tager rollen som den, der passer på, siger hun lidt selvforherligende og smiler, så jeg smelter.

 

Vi kører forbi burgerbaren, der Altid har åbent. De vare TREÆNGER til noget at spise.

 

– Koster det mange penge at vente på os her, hvis vi skynder os rigtig meget. De unge damer forvandler sig til et par artige, små piger. De ser bedende på mig og jeg svarer, inden jeg har sendt tanken forbi den kommercielle del af frontallappen.

 

Hvis I nu skynder jer lidt, stopper jeg taxameteret så længe. Men så skal det gå hurtigt.

 

Deres drukkenhed forlader dem totalt. De fræser ud af bilen og ind i butikken og kommer få minutter ud med burgere i poser og de første pomme frites i flaben.

Og så går turen småsnakkende hjem, mens junkfooden korrigerer deres blodsukker-balance og den værste beruselse forsvinder.

Så er vi fremme.

– Ved du hvad, siger de i kor. Du er bare den sødeste taxamand i hele verden.

 

Og min rygrad og modstandskraft svarer nogenlunde til den tidligere omtalte moders – hende med Dankortet.

Jeg er blød som var de mine egne døtre.

 

God morgen Danmark!

– lad dog skære igennem. – Næste gang