Inderst inde er jeg en smule bevæget. Lidt følsom ligesom menneskene på de gamle sort-hvide billeder af skibet, der skal sejle om lidt. Så rækker han den buttede, mørke drengenæve frem mod mig, smiler og viser mig de hvideste tænder og de sorteste øjne i Herlev.

Sådan har vi sluttet den jævnlige taxitur igennem det sidste halve år. Men i dag er det sidste gang – og en slags eksamen. Vi giver hinanden hånden, – og så trykker han til, – som min far, majoren, lærte mig at rigtige mænd trykker på næven. Ikke som at stikke hånden ned i budding. Men et fast tryk som grebet om et sværd, der er klar til brug.

Og så siger jeg farvel til 12-årige ”J”, som er et særligt barn. Ikke alene på grund af hans rødder i Østafrika, men fordi han er elev i en skole for børn med særlige udfordringer – ofte med diagnoser.

 

Hver anden uge kører jeg med de særlige børn. Det passer med starten på min nattevagt.

 

Hans udfordringer ligger i tolkning af konflikter med en omverden, der ikke er lige så systemisk som hans eget gemyt

Men jeg har også en lille aktie i de særlige børns live. Mit ældste barnebarn har diagnosen GUA, som er en af de blødere diagnoser på autismeskalaen. Udadtil er han en almindelig, køn, kærlig dreng – med det temmelig gode hoved, som ofte kendetegner autisme. Jeg glemmer ikke det morgenbord – han var lige startet i første klasse – hvor jeg pludselig så og hørte, at han have lært læse og skrive. Ingen havde pacet ham. Men hans vilde nysgerrighed og evner i online-spil (der i øvrigt må doseres som medicin, fordi han ellers kan sidde der i mange, mange timer…) – havde lært ham sprogets magi, som var computeren en læreplads. Hans udfordringer ligger i tolkning af konflikter med en omverden, der ikke er lige så systemisk som hans eget gemyt. Hans liv er blevet mangefold nemmere, efter at han er kommet ud af den almindelige børneskoles inklusions-fantasier – og ind, hvor de har ressourcer og kompetencer til at undervise de ”særlige børn”.

Når det kommer til computer og spil, er han specialisten på 8, overfor ignoranten på 64. Han kan give mig de varmeste kram, når det passer ham. Og han kan lægge mig på is, så jeg ikke ved, hvor jeg skal gøre af mig selv. Og svare fuldstændig ærligt, når bedstefaren stille sine selviske spørgsmål. Som da vi havde været alt for mange dage fra hinanden:

 – Hvor er det fedt at se dig, min dreng. Jeg har savnet dig vildt.

 Ingen respons.

 – Har du savnet mig?

 

Jeg er ved at kaste mig på knæ for at få det svar, jeg drømmer om.

 – Det ved jeg ikke, om jeg har, siger han, mens hans fingrer løber over gamer-keyboardet med de orange og blå taster.

 Jeg forlader den voksenrolle, som en bedstefar forventes at forvalte. Jeg siger noget om, at han i det mindste må sige ja for at gøre den gamle glad. Men han er ikke til salg og fortrækker ikke en mine.

 – Måske. Måske har jeg savnet dig.

 Høflighedsløgnene har svære vilkår, efter at mit barnebarn kom ind i mit liv. Det er sikkert sundt for både bedstefaren, journalisten og Taxamanden.

Så meget desto stærkere er hans intuitive kram. Så ved jeg, at han mener dem alvorligt

 

Jeg er millimeter fra at blive sur, – indtil jeg ser hendes flækkede træsko-grin i bakspejlet

Den 15-årige pige ”J” er med i taxien sammen med drengen ”J”, på mine faste ture fra skolen med de særlige børn. Hun er en hardliner, indtil man finder hendes kærlige kerneraktor bag den syrlige mund. Jeg skulle lige synke en ekstra gang, da hun hilser mig med følgende ”kærlighedserklæring”:

 – Ved du hvad jeg vil kalde dig nu, Taxamand, siger hun og svarer med det samme:

 – Gamle Stinkeost.

 Jeg er millimeter fra at blive sur, – indtil jeg ser hendes flækkede træsko-grin i bakspejlet. Hendes Tourettes Syndrom er i udbrud og en underlig mimik bevæger sig over hendes ansigt. Alt det glemmer jeg, når hun på resten af turen fortæller mig om hekse, dæmoner og Zombier i fantasy-litteraturen, som jeg ikke kender noget til. Eller når hun tjekker mine engelsk-evner via Google og afslører, at her kan hun noget særligt. Eller fortæller åbent om noget af smerten i sit eget liv.

 

Ligesom jeg heller aldrig glemmer den sorte dreng, ”J´”s leksikale viden om motorsport. Eller hans guiden mig gennem byens trafik via Google Maps, fordi jeg er en taxamand med en jævn stedsans, især når der skal findes smutveje i myldretiden.

Eller håndtrykket, som er min gave til ham.

Ligesom når mit 8-årige barnebarn underviser mig i astronomi eller nordisk mytologi. En slags deleøkonomi i skoleuniverset.

 

Gud ske tak og lov for de særlige børn.