Den var måske lige vel svulstig, da jeg så den – overskriften i Ekstrabladet for en håndfuld år siden.
Jeg havde taget turen fra chefuniverset i DR til livet set gennem forruden i en taxi. En social rutsjetur fra middelstand med pension til arbejderklasse på 100 pct. provisionsløn.
JEG ELSKER MENNESKER, sagde jeg lige vel melodramatisk i interviewet, og nu stod det sort på hvidt i portrættet over to sider i tabloidavisen, hvor jeg blev lykkelig klummeskriver i 3 år.
Det er jo sandt, det med kærligheden.
Jeg mødte en af undtagelserne fredag aften og var som en af de få gange i vogn 24 lidt for tæt på en røvfuld.
Havde lige været hjemme i en pause for at kysse mit nye barnebarn og drejede ned af en ad tværvejene, hvor der parkeres på begge sider. En vogn kom imod mig – men en trailer og kunne ikke bakke ud. Der gør jeg – og så kommer en bil bagfra.
Han råber og skriger, mens mundvandet rammer ruden som småregn
Jeg behøver vist ikke sige meget mere. Ham bag mig gider ikke bakke helt tilbage -og så er jeg nok lidt for smart. Stiger ud og beder manden bag mig bakke de 5 meter, der skal til for at bilen foran kan komme ud og jeg igennem.
Passageren i bilen bagved er en af de der maniske typer i kridt-hvid danskerudgave, hvor blodet løber hurtigere til biceps, næver og kæber – end til hjernen. Jeg gør noget dumt – tager et billede af hans nummerplade. Han ryger ud af bilen som granaten i et raketstyr – og jeg fortrækker til førerpladsen i Merceren. Og låser alle døre. Føler mig som en krydsning af en vagtmand og en kylling. Ud af vinduet til venstre ser jeg det grimmeste, fortrukne ansigt. Han råber og skriger, mens mundvandet rammer ruden som småregn. Rusker i taxien, så den gynger.
Jeg griber til mit sidste selvforsvarsvåben. Dilettant-rollen. Amatørskuespilleren. Lader som om jeg trykker på en alarmknap og siger min eneste mulige replik.
– Må jeg be’ om alarmcentralen!
Måske har han taget et eller andet hvidt pulver, der har gjort ham manisk, rasende. Han retirerer til bilen bag mig og de forsvinder som byens små gangstere ud i sensommernatten.
Manden med traileren foran mig passerer med nedrullet vindue, mens han bare siger – Tak!
Videre ud i mørket – det er min skæbne. Lidt rystet – men ikke rigtig bange, for så var jeg færdig som natmand. Lidt flov over tanker, som jeg ikke kan dele med nogen. En pivskids eftertanker. At jeg havde sådan lyst til at stige ud af taxien, pakke ham sammen i brevstørrelse og sende ham tilbage til moren på genopdagelse. Men det er forbudt – og jeg er en tøsedreng på 64, der aldrig har deltaget i et slagsmål.
Og er der ikke noget om, at jeg elsker mennesker?
Den 60-årige hip hop-veteran var i byen og tiltrak mange af de gamle fans
Jeg er nede på jorden igen, da jeg henter to par i den velpolstrede forstad nord for byen.
En smule lykkeligt berusede. De skal til koncert med ”Grandmaster Flash” – en af hip hop’ ens pionerer, forstår jeg på kunden ved min side. En nydelig, voksen mand, der for længst har smidt træningsbukserne, de enorme sneakers og den omvendte kasket. Han giver mig et lynkursus i mr. Flash og jeg fornemmer igen historiens syvmile støvler.
Grandmaster er faktisk fyldt 60.
– Han er bare SÅ fed, siger kunden på forsædet og forhører sig om muligheden for at spille mig eksempler på anlægget via sin smartphone. Jeg fikser det.
– Jeg er sgu bange for, at jeg gør dig ked af det, siger han pludselig.
Han peger på parkeringsbøden, der blafrer om visker-armen. Han ruller sidevinduet ned og henter den djævelske sandhed ind til mig.
Først kysse barnebarnet.
Så tæt på en slåskamp med en trafik-psykopat.
Og så lige en bøde på 520 kr.
Jeg ta’r parkeringsbøden i dag
Jeg spiller cool og fortsætter musiksnakken med min kunde. Det bliver en af disse minut-venskaber, som gør det så fedt at være taxichauffør. En hyggesnak med mening. Lidt gensidig læring og dannelse. Han gætter sig til, at jeg må have lavet andet her i livet end at køre taxi – når jeg nu er så glad for musik i helt andre genrer end hans.
Så kører vi op foran VEGA, mens hip hop’en fra hans telefon giver eksempler på den Grandmaster, han skal møde om lidt.
– 230 kr. siger jeg.
– Tak, du laver regningen på 750!
Jeg må ha’ hørt forkert og gentager de 230.
– Det var en god snak, vi havde, afbryder han mig. Jeg ta’r parkeringsbøden i dag. Du trækker 750 og jeg siger tak for en af de fede taxiture.
Nu elsker jeg mennesker igen.
Ikke mindst den generøse mr. Somebody
– – –
Du er meget velkommen til at dele mine historier. Taxamanden er vild med trafik ….
JA, GU’ ELSKER JEG DA MENNESKER ….
Den var måske lige vel svulstig, da jeg så den – overskriften i Ekstrabladet for en håndfuld år siden.
Jeg havde taget turen fra chefuniverset i DR til livet set gennem forruden i en taxi. En social rutsjetur fra middelstand med pension til arbejderklasse på 100 pct. provisionsløn.
JEG ELSKER MENNESKER, sagde jeg lige vel melodramatisk i interviewet, og nu stod det sort på hvidt i portrættet over to sider i tabloidavisen, hvor jeg blev lykkelig klummeskriver i 3 år.
Det er jo sandt, det med kærligheden.
Jeg mødte en af undtagelserne fredag aften og var som en af de få gange i vogn 24 lidt for tæt på en røvfuld.
Havde lige været hjemme i en pause for at kysse mit nye barnebarn og drejede ned af en ad tværvejene, hvor der parkeres på begge sider. En vogn kom imod mig – men en trailer og kunne ikke bakke ud. Der gør jeg – og så kommer en bil bagfra.
Jeg behøver vist ikke sige meget mere. Ham bag mig gider ikke bakke helt tilbage -og så er jeg nok lidt for smart. Stiger ud og beder manden bag mig bakke de 5 meter, der skal til for at bilen foran kan komme ud og jeg igennem.Passageren i bilen bagved er en af de der maniske typer i kridt-hvid danskerudgave, hvor blodet løber hurtigere til biceps, næver og kæber – end til hjernen. Jeg gør noget dumt – tager et billede af hans nummerplade. Han ryger ud af bilen som granaten i et raketstyr – og jeg fortrækker til førerpladsen i Merceren. Og låser alle døre. Føler mig som en krydsning af en vagtmand og en kylling. Ud af vinduet til venstre ser jeg det grimmeste, fortrukne ansigt. Han råber og skriger, mens mundvandet rammer ruden som småregn. Rusker i taxien, så den gynger.
Jeg griber til mit sidste selvforsvarsvåben. Dilettant-rollen. Amatørskuespilleren. Lader som om jeg trykker på en alarmknap og siger min eneste mulige replik.
– Må jeg be’ om alarmcentralen!
Måske har han taget et eller andet hvidt pulver, der har gjort ham manisk, rasende. Han retirerer til bilen bag mig og de forsvinder som byens små gangstere ud i sensommernatten.
Manden med traileren foran mig passerer med nedrullet vindue, mens han bare siger – Tak!
Videre ud i mørket – det er min skæbne. Lidt rystet – men ikke rigtig bange, for så var jeg færdig som natmand. Lidt flov over tanker, som jeg ikke kan dele med nogen. En pivskids eftertanker. At jeg havde sådan lyst til at stige ud af taxien, pakke ham sammen i brevstørrelse og sende ham tilbage til moren på genopdagelse. Men det er forbudt – og jeg er en tøsedreng på 64, der aldrig har deltaget i et slagsmål.
Og er der ikke noget om, at jeg elsker mennesker?
Den 60-årige hip hop-veteran var i byen og tiltrak mange af de gamle fans
Jeg er nede på jorden igen, da jeg henter to par i den velpolstrede forstad nord for byen.
En smule lykkeligt berusede. De skal til koncert med ”Grandmaster Flash” – en af hip hop’ ens pionerer, forstår jeg på kunden ved min side. En nydelig, voksen mand, der for længst har smidt træningsbukserne, de enorme sneakers og den omvendte kasket. Han giver mig et lynkursus i mr. Flash og jeg fornemmer igen historiens syvmile støvler.
Grandmaster er faktisk fyldt 60.
– Han er bare SÅ fed, siger kunden på forsædet og forhører sig om muligheden for at spille mig eksempler på anlægget via sin smartphone. Jeg fikser det.
– Jeg er sgu bange for, at jeg gør dig ked af det, siger han pludselig.
Han peger på parkeringsbøden, der blafrer om visker-armen. Han ruller sidevinduet ned og henter den djævelske sandhed ind til mig.
Først kysse barnebarnet.
Så tæt på en slåskamp med en trafik-psykopat.
Og så lige en bøde på 520 kr.
Jeg spiller cool og fortsætter musiksnakken med min kunde. Det bliver en af disse minut-venskaber, som gør det så fedt at være taxichauffør. En hyggesnak med mening. Lidt gensidig læring og dannelse. Han gætter sig til, at jeg må have lavet andet her i livet end at køre taxi – når jeg nu er så glad for musik i helt andre genrer end hans.Så kører vi op foran VEGA, mens hip hop’en fra hans telefon giver eksempler på den Grandmaster, han skal møde om lidt.
– 230 kr. siger jeg.
– Tak, du laver regningen på 750!
Jeg må ha’ hørt forkert og gentager de 230.
– Det var en god snak, vi havde, afbryder han mig. Jeg ta’r parkeringsbøden i dag. Du trækker 750 og jeg siger tak for en af de fede taxiture.
Nu elsker jeg mennesker igen.
Ikke mindst den generøse mr. Somebody
– – –
Du er meget velkommen til at dele mine historier. Taxamanden er vild med trafik ….
Taxamand
You might also like
DEN VEMODIGE INDISKE STJERNE
Taxi-møde med den kvindelige orkan
Det er jøwt, nordjysk og fordomme for fald
Bornholmertaxien – unplugged
Next ArticleKÆRLIGHEDEN - FOR HELVEDE, ALTSÅ . . .