Jeg har kigget mange gange på dette billede.

Billedet af min mor i en af disse brunlige sort-hvid portrætter som hang i alle ordentlige hjem i min barndom. Den forundrede knægt er hendes førstefødte – undertegnede Taxamand.

Det var min søster, der fandt det frem igen, da alle de personlige ejendele skulle gennemgås efter min mors død for knap et par uger siden.

Det er så længe siden, det billede blev taget hos øens bedste portræt-fotograf: Stella Nova!

Blot et par år efter Koreakrigens afslutning.

I Vietnam tog den korrupte nationalister magten i syd og kommunisterne i nord – efter kolonimagten, Frankrigs totale nederlag . Men der skulle gå en håndfuld år, før Vietnam-krigen overhovedet begyndte og udviklede sig til en af de modbydeligste konflikter i efterkrigstiden.

Den kolde krig var en realitet – men der skulle gå et års tid, før oprøret i Ungarn. Mere end et årti inden inden studenteroprøret i 68 – og endnu længere inden rødstrømpebevægelse, den moderne venstrefløj og miljøbevægelser trak vesten mod venstre.

Så her sidder hun blot pligtskyldigt hos fotografen i Rønne. Blot 24 år og med sin 1-årige førstefødte i favnen.

Året er 1955, og der var ikke megen revolution i hverken den tid eller den familie.

Men forandringerne ulmede…

Det var faktisk ikke min mors død, som satte tankerne i gang om de ”præ-feministiske” kvinder. Og det med feminismen er mit fortolkende udtryk. Min mor så sig ikke som men kvindesags-agitator eller aktivist.

Nej det var en af mine nærværende kunder nogle få dage før dødsfaldet som endnu engang tændte min fascination af ”de stilfærdige frontkæmpere”.

En tredjedel af danskerne er over 60. En fjerdedel over pensionsalderen.

Hun kigger mig direkte ind i øjnene, når jeg har mulighed for at slippe blikket fra trafikken. Hun har en slags livs-erotisk udstråling, som alt for sjældent tillægges de gamle koner. . En stor kærlighed til livet med de nødvendige kampe, der følger med. Det er opmærksomheden og øjnene, der er friske på en en god snak om det nødvendige ældreoprør. Vi – hverken den velplejede kvinde fra guldkysten eller den ”unge” Taxamand på 63 – har sgu ikke brug for Thyra Franks Baileys til kaffen eller den latterlige kliché om det grå guld. Vi vil have vores frihed og en indflydelse på samfundet, der som et minimum svarer til vores andel af befolkningen.   En tredjedel af danskerne er over 60. En fjerdedel over pensionsalderen.

Hendes historie er fantastisk og selvbevidst. Hun blev alene med sin børn, da hendes første mand døde i en ung alder. En dag blev hun inviteret ud af en anden mand. Kaffe og kage – men han kørte som død og helvede midt i al nervøsiteten over denne date for modne mennesker.

– Så slap dog af mand, måtte jeg råbe til ham, mens jeg mest havde lyst til at springe af i farten. Du har det som du vil ha’ det. Jeg er jo lige her, og jeg løber ingen steder.

De blev selvfølgelig kærester og mand og kone.

En snes dejlige år – og så døde også han.

– Det var godt nok hårdt, men jeg kunne holde skindet på næsen ved at drive vores lille virksomhed videre. En dag så jeg en annonce efter en bogholder i avisen. Jeg fortalte mine voksne børn, at det da kunne være sjovt. De var ved at gå bagover og sagde direkte, at det med nyt job var jeg blevet for gammel til. Det var nok noget af det dummeste, de kunne sige til en person som mig. Nu gik der sgu sport i det. Jeg Søgte det, jeg kæmpede – og jeg fik det, selv om jeg var tættere på pensionsalderen end nogle af de andre ansøgere.

Vi talte om livets nødvendige kampe, og hun fik mig til at fortælle om min syge mor og hendes stilfærdige kampe midt i en familie med en meget dominant ægtefælle og to særdeles højtråbende børn.

– Husk, vi skal stadig slås, sagde hun, den karismatiske kunde på 88, da vi var fremme

Hun tog sine kampe, årtier inden det med retfærdighed og feminisme blev en standard-disciplin for den vågne ungdom

Et par dage efter døde min mor stille og roligt, ligesom hendes ansigtsudtryk ,der oftest var fredsommeligt gennem den del af hendes liv, jeg kendte til.

Kun de mørkebrune øjne kunne skære igennem en gang imellem som en slagters nyslebne knive.

Hun tog sine kampe, årtier inden det med retfærdighed og feminisme blev en standard-disciplin for den vågne ungdom.

Prisen var ofte, at hun både måtte agere i den gamle og den nye verden på én gang. Et gigantisk arbejdspres. Hun var både den omsorgsfulde mor med sønnike på armen i Mad-Men tiden, hvor faren i huset også var herren i huset.

Det kraftfulde sociale liv, som er en del af provinsens kultur. Hun hyggede sig altid mest der i selskabet, hvor vitserne var mest vovede og snapsene var mangfoldige

Landmandskone med folk på kost. – Og så lige en karriere som sygeplejerske og plejehjemsforstander på to små plejehjem. Lige som Thyra Franks – altså bare to.

Det var i 60’erne og 70’erne, hvor det med at tage sig godt af de ældre ikke vare noget man gjorde sig til af i politik eller medier. I min mors univers manglede det da bare, når man vidste, hvor hårdt bønderne, husmændene og fiskerne havde slidt i det.

Hun var meget lidt agiterende, så for hende var åndelige og politiske udtryk afspejlet i konkrete handlinger – ikke i ideologi.

Hun har mere end en gang – med sit liberale, grundtvigske syn på kristendommen lagt afstand til skinhellige præster ved at undgå at sætte sine ben i deres kirker.

Og så var der hendes intuitive forhold til politik.

 hun  hverken tog eller fik æren for kampene og forandringerne

Det gav altså høj bølgehøjde i min barndoms uendelige kolonne af venstrefolk og enkelte social-konservative, som min far, når hun midt i en valgkamp talte om sin sympati for indsatsen for de små i samfundet fra Aksel Larsen (SF) og Hanne Reintoft (diverse venstrefløjsgrupper) . Og selvfølgeligt elskede hun Anker Jørgensen. Men allermest følte hun sig nok hjemme som stemme-støtte til Mimi Stilling og CD.

Det mest markante – og den mest radikale forskel til nutidens akademiske middelklasse-humanister var nok, at hun hverken tog eller fik æren for kampene og forandringerne.

Det er bare en kendsgerning, at hun sled og slæbte i forandringernes fortrop, – fordi det var vigtigt og nødvendigt – UDEN at sole sig i resultaterne.

Min kærlighed – trods konflikterne, som findes i alle familier og som tilhører min privatsfære – nås kun af én følelse.

Stolthed!

 

God morgen, Danmark

Især til de sidste medlemmer af fortroppen