Er du aldrig bange? spørger folk, når talen falder på taxichaufførens univers. Spørgsmålet er ikke underligt. Når jeg kører rundt i nattens sene fordærv, er der undertiden individer som er meget tæt på vanvidet, og selvfølgelig kan jeg godt tænke, at der egentlig ikke skal mange sekunders konfliktudvikling til, før situationen er ude af kontrol. Jeg har kolleger, der har oplevet så ubehagelige episoder, at der er spirer til en permanent angst – og det sidste er fatalt i længden. Og branchen har ikke tradition for de store krisehåndteringer.
Vi klarerer det selv – og så snakker vi lidt.
En kollega oplevede tidligt i sit taxiliv, at blive trukket ud af førersædet på Merceren, få en på hatten – hvorefter kunden stjal taxien. Kollegaen virkede totalt upåvirket, hvad enten det nu skyldes hans fortid i en ledende stilling i finansverdenen eller den kendsgerning, at han er så maskulin, rolig, jysk. Angst? – Det er svaghedstegn og kommer derfor ikke på tale. En pædagog kan lide børn, en skuespiller har som udgangspunkt ikke sceneskræk – og en taxichauffør er ikke bange for de mennesker, han skal leve af.
En anden kollega bruger fornuftige tricks som automatisk låsning af Mercerens døre, når hjulene ruller – og så den der med at sænke passagersædet max, så han – chaufføren – rent psykologisk virker som den store i det parforhold.
Det største drama i min karriere er to seancer i byretten i den samme sag. En dinglende nattevandrer påstår, at jeg bevidst kørte over hans fod. Sagen blev udsat og er, så vidt jeg ved, endnu ikke formelt afsluttet.
Den korte udgave er, at jeg på vej gennem et af minefeltets små gyder – og med vognen fuld af fire glade drenge. Det vrimler med fulderikker over alt. Pludselig stoppes jeg af en fuld mand, som stiller sig på tværs af vejen med armene ud til siden. Jeg skal bare ikke forbi HAM. Hvis han altså mener nogen som helst. For han står og kigger på mig med vemodige øjne. Og det er helt klart, at denne Zombie af en ung mand i tyverne ikke har kunnet nøjes med øl eller sprut. Han har sikkert fået den cocktail, som anvendes af de typer, der allerede tidligt har besluttet at leve stærkt og dø unge. Først drikker de sig fulde til de nærmest styrter. Så snuser de til noget af det hvide pulver, der får dem på benene igen. Og sådan fortsætter natten helt ind i det psykotiske univers.
Han bliver stående, mens mine kunder råber og hujer. Jeg er faktisk helt rolig, har aflåst dørene og venter. Det virker som om der går minutter, før han træder til side og jeg ruller l a n g s o m t frem. Da jeg er forbi – – han viger ikke mange tommer og holder sig kærtegnende tæt på Merceren – råber. Jeg sætter farten op for at komme væk og ud af krisezonen.
Det næste der sker er absurd.
Han sprinter efter vogn 2282 rundt om næste hjørne, når op til mig – løfter armen og smadrer bagruden med sin højre albue. Det lyder som havde han skudt ind i bilen bagfra. Eller en brosten, måske.
Ruden går i 1000 stykker og manden har angiveligt brækket armen
Han falder sammen. Sætter sig grædende i rendestenen, da jeg stiger ud og så hulker som en lille dreng. Jeg kørte over hans fod.
Politi, ambulance – og vi ses i byretten!
– Folk drikker sig ind i sindssyge, siger vagtmanden, jeg kører på arbejde til en af forstæderne en morgen. Og så fortæller han en af sine absurde oplevelser som dørmand på et nu lukket diskotek i Nordsjælland. Her havde de fundet drukkenskabens ultimative koncept. 250 kr. for kvinder og 350 for mænd – og så var der ellers fri sprut natten igennem.
Scenen er en sen nat med hundredevis af unge, hvor selv reptilhjernen var ved at sætte ud.
– Jeg fandt en ung pige, der er styrtet om kuld på en bænk af kærestesorg og sanseløs druk. Hun ville bare dø og forsøgte ganske enkelt at kvæle sig selv med egne hænder. Problemet var indlysende, at når hun var på grænsen til at miste bevidstheden, slap hun taget – og så vågnede hun op igen. Og så forsøgte hun igen. En selvkværker. Da jeg fandt hende, stoppede hun det manuelle selvmordsforsøg. Så græd hun hjerteskærende, mens hun hold i min ene arm og tryglede den bøn, som lå længst fremme i resterne af hendes bevidsthed:
” … Lov mig nu, at jeg ikke får karantæne … ”
God dag, Danmark
– særligt til de mådeholdne
Dette blog-indlæg har tidligere været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin – EKSTRA
TAXI-rapport fra zombie-universet
Er du aldrig bange? spørger folk, når talen falder på taxichaufførens univers. Spørgsmålet er ikke underligt. Når jeg kører rundt i nattens sene fordærv, er der undertiden individer som er meget tæt på vanvidet, og selvfølgelig kan jeg godt tænke, at der egentlig ikke skal mange sekunders konfliktudvikling til, før situationen er ude af kontrol. Jeg har kolleger, der har oplevet så ubehagelige episoder, at der er spirer til en permanent angst – og det sidste er fatalt i længden. Og branchen har ikke tradition for de store krisehåndteringer.
Vi klarerer det selv – og så snakker vi lidt.
En anden kollega bruger fornuftige tricks som automatisk låsning af Mercerens døre, når hjulene ruller – og så den der med at sænke passagersædet max, så han – chaufføren – rent psykologisk virker som den store i det parforhold.
Det største drama i min karriere er to seancer i byretten i den samme sag. En dinglende nattevandrer påstår, at jeg bevidst kørte over hans fod. Sagen blev udsat og er, så vidt jeg ved, endnu ikke formelt afsluttet.
Den korte udgave er, at jeg på vej gennem et af minefeltets små gyder – og med vognen fuld af fire glade drenge. Det vrimler med fulderikker over alt. Pludselig stoppes jeg af en fuld mand, som stiller sig på tværs af vejen med armene ud til siden. Jeg skal bare ikke forbi HAM. Hvis han altså mener nogen som helst. For han står og kigger på mig med vemodige øjne. Og det er helt klart, at denne Zombie af en ung mand i tyverne ikke har kunnet nøjes med øl eller sprut. Han har sikkert fået den cocktail, som anvendes af de typer, der allerede tidligt har besluttet at leve stærkt og dø unge. Først drikker de sig fulde til de nærmest styrter. Så snuser de til noget af det hvide pulver, der får dem på benene igen. Og sådan fortsætter natten helt ind i det psykotiske univers.
Han bliver stående, mens mine kunder råber og hujer. Jeg er faktisk helt rolig, har aflåst dørene og venter. Det virker som om der går minutter, før han træder til side og jeg ruller l a n g s o m t frem. Da jeg er forbi – – han viger ikke mange tommer og holder sig kærtegnende tæt på Merceren – råber. Jeg sætter farten op for at komme væk og ud af krisezonen.
Det næste der sker er absurd.
Han sprinter efter vogn 2282 rundt om næste hjørne, når op til mig – løfter armen og smadrer bagruden med sin højre albue. Det lyder som havde han skudt ind i bilen bagfra. Eller en brosten, måske.
Ruden går i 1000 stykker og manden har angiveligt brækket armen
Han falder sammen. Sætter sig grædende i rendestenen, da jeg stiger ud og så hulker som en lille dreng. Jeg kørte over hans fod.
Politi, ambulance – og vi ses i byretten!
– Folk drikker sig ind i sindssyge, siger vagtmanden, jeg kører på arbejde til en af forstæderne en morgen. Og så fortæller han en af sine absurde oplevelser som dørmand på et nu lukket diskotek i Nordsjælland. Her havde de fundet drukkenskabens ultimative koncept. 250 kr. for kvinder og 350 for mænd – og så var der ellers fri sprut natten igennem.
Scenen er en sen nat med hundredevis af unge, hvor selv reptilhjernen var ved at sætte ud.
– Jeg fandt en ung pige, der er styrtet om kuld på en bænk af kærestesorg og sanseløs druk. Hun ville bare dø og forsøgte ganske enkelt at kvæle sig selv med egne hænder. Problemet var indlysende, at når hun var på grænsen til at miste bevidstheden, slap hun taget – og så vågnede hun op igen. Og så forsøgte hun igen. En selvkværker. Da jeg fandt hende, stoppede hun det manuelle selvmordsforsøg. Så græd hun hjerteskærende, mens hun hold i min ene arm og tryglede den bøn, som lå længst fremme i resterne af hendes bevidsthed:
” … Lov mig nu, at jeg ikke får karantæne … ”
God dag, Danmark
– særligt til de mådeholdne
Dette blog-indlæg har tidligere været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin – EKSTRA
Taxamand
Next ArticleHun fløj fra mig for en måned siden