Denne gang kommer spørgsmålet fra kunden bare et halvt minut efter, at han har sat sig ind i taxaen. Nu er det ham, der spørger. Vi bytter roller, udet at det er tilsigtet. Han genkender min accent blot efter få sætninger fra den ellers ivrigt talende taxamand. Jeg fortæller ham stolt, at jeg oprindeligt kommer fra Bornholm men at det er mange, mange år siden og at jeg aldrig har talt min hjemegns sprog fuldendt. Det er sprogets musik, der hænger fast.
En helt anden musik afspejler hans sprog endnu mere. Han er tydeligvis ikke født herhjemme. Jeg har to mulige gæt: Det er enten urdu eller hindi – og fordi han angiver sin adresse som ”…lige i nærheden af islamisk kulturcenter..”, gætter jeg på det første – og gætter rigtigt.
Han er pakistaner.
Jeg har hentet ”I” fra et af byens hospitaler. Allerede på bestillingen(på skærmen!) kan jeg se, at der er tale om et menneske af udenlandsk herkomst. Jeg genkender han straks udfor opgangen til en specialafdeling. Han går rask til over mod den sølvfarvede taxi med det grønne logo. Han spottede mig bedre, end jeg spottede ham og det er ikke helt tilfældigt. Det viser sig nemlig, at vi er kolleger. Ikke alene er vi begge taxachauffører. – Vi kører for det samme selskab. Det er stadig en smule frygt-baseret at køre med kolleger. De kan som regel ikke lade være med at dirigere andre veje end taxamandens sædvanlige og det er i det hele taget en smule som at være til køreprøve.
Han er en meget rar og meget lille, yngre mand. Og der sidder vi så på vores vej gennem byen. Den store, tunge taxamand med det grå hår og hvide fuldskæg – og den lille, tynde pakistaner med den sorte moustache. Jeg fylder forsædet som en bjørn – han sidder så lavt på passagersædet, at han jeg i sekunder tvivler på, om han har et ordentligt udsyn. I bare 8 minutter skifter vi de klassiske roller.
Her er det den hvide dansker, der er chauffør for den mørklødede indvandrer.
“…Men ved du hvad. I Pakistan som i hele verden: Det handler om penge..”.
Han er lykkeligvis ikke alvorligt syg men har fået foretaget nogle småoperationer i næseregionen, så han kan trække vejret – og tale ordentligt. ”I” er en oprigtig fyr og er på den tur først og fremmest kollega. Og så har han – indvandrer eller ej – behov fort at tale ud også om de personlige og familiemæssige udfordringer. Han har nemlig i en længere tid været igennem en hård proces for at kunne gennemføre sit ”love-marriage”, som han kalder det. Altså et ægteskab, hvor begge parter ikke bare er sammenførte men rent faktisk er glade for hinanden I hans familie, hvor den gamle far er død, er det nemlig nu som før den knald-hårde mor, der styrer forholdene. Under samtalerne i Pakistan om hans ægteskab, opstod der de problem, at moren pludselig satte sig imod ægteskabet. Svigerfamilien boede nemlig til leje i ”I”’s familiehus dernede og der opstod tvistigheder om vedligeholdelsen. Moren blev rasende, rejse sig og gik – og så gik det ægteskab i vasken.
– Ved du hvad, siger ”I”, det var helt urimeligt. De har boet i mange år i det hus og selvfølgelig kan man se, at det var beboet og brugt af mennesker. Men ved du hvad. I Pakistan som i hele verden: Det handler om penge. Jeg savnede min far så forfærdeligt meget og har læst mange steder i koranen, at en mand blot skal gifte sig med den kvinde, han holder af. Men også mødre fortolker koranen som de vil.
Men denne ulykkelige kærlighedshistorie skal have og får en lykkelig slutning. For i forbindelse med sønnens sygdom fik moren pludselig voldsomme anfægtelser og troede, at der var tale om en slags guds straf. Og efter et stykke tid faldt brikkerne langsomt på plads og moren gav sin accept.
I næste måned får den dansk-pakistanske taxachauffør sin pakistanske kone ved en ceremoni i Lahor. Han har engelsk pas, så hun relativt hurtigt kan komme til mandens nuværende hjemland, Danmark.
Han smile glad – og rask – til mig, da han stiger ud af bilen. Jeg ønsker ham glæde, børn og masser af kærlighed. Og jeg hører en smule lykkelig latter. Og så – kollega til kollega: Jeg ønsker ham rigtig god ”jagt”, når han meget snart køtrer ud med SIN sølvgrå Mercer med de grønne bogstaver.
God morgen, Danmark
Og et særligt godmorgen til ”I”, der glæder sig særligt lykkeligt til den 19. marts…
En lykkelig kærlighedshistorie
– Hvor kommer du så fra?
Denne gang kommer spørgsmålet fra kunden bare et halvt minut efter, at han har sat sig ind i taxaen. Nu er det ham, der spørger. Vi bytter roller, udet at det er tilsigtet. Han genkender min accent blot efter få sætninger fra den ellers ivrigt talende taxamand. Jeg fortæller ham stolt, at jeg oprindeligt kommer fra Bornholm men at det er mange, mange år siden og at jeg aldrig har talt min hjemegns sprog fuldendt. Det er sprogets musik, der hænger fast.
En helt anden musik afspejler hans sprog endnu mere. Han er tydeligvis ikke født herhjemme. Jeg har to mulige gæt: Det er enten urdu eller hindi – og fordi han angiver sin adresse som ”…lige i nærheden af islamisk kulturcenter..”, gætter jeg på det første – og gætter rigtigt.
Han er pakistaner.
Jeg har hentet ”I” fra et af byens hospitaler. Allerede på bestillingen(på skærmen!) kan jeg se, at der er tale om et menneske af udenlandsk herkomst. Jeg genkender han straks udfor opgangen til en specialafdeling. Han går rask til over mod den sølvfarvede taxi med det grønne logo. Han spottede mig bedre, end jeg spottede ham og det er ikke helt tilfældigt. Det viser sig nemlig, at vi er kolleger. Ikke alene er vi begge taxachauffører. – Vi kører for det samme selskab. Det er stadig en smule frygt-baseret at køre med kolleger. De kan som regel ikke lade være med at dirigere andre veje end taxamandens sædvanlige og det er i det hele taget en smule som at være til køreprøve.
Han er en meget rar og meget lille, yngre mand. Og der sidder vi så på vores vej gennem byen. Den store, tunge taxamand med det grå hår og hvide fuldskæg – og den lille, tynde pakistaner med den sorte moustache. Jeg fylder forsædet som en bjørn – han sidder så lavt på passagersædet, at han jeg i sekunder tvivler på, om han har et ordentligt udsyn. I bare 8 minutter skifter vi de klassiske roller.
Her er det den hvide dansker, der er chauffør for den mørklødede indvandrer.
Han er lykkeligvis ikke alvorligt syg men har fået foretaget nogle småoperationer i næseregionen, så han kan trække vejret – og tale ordentligt. ”I” er en oprigtig fyr og er på den tur først og fremmest kollega. Og så har han – indvandrer eller ej – behov fort at tale ud også om de personlige og familiemæssige udfordringer. Han har nemlig i en længere tid været igennem en hård proces for at kunne gennemføre sit ”love-marriage”, som han kalder det. Altså et ægteskab, hvor begge parter ikke bare er sammenførte men rent faktisk er glade for hinanden I hans familie, hvor den gamle far er død, er det nemlig nu som før den knald-hårde mor, der styrer forholdene. Under samtalerne i Pakistan om hans ægteskab, opstod der de problem, at moren pludselig satte sig imod ægteskabet. Svigerfamilien boede nemlig til leje i ”I”’s familiehus dernede og der opstod tvistigheder om vedligeholdelsen. Moren blev rasende, rejse sig og gik – og så gik det ægteskab i vasken.– Ved du hvad, siger ”I”, det var helt urimeligt. De har boet i mange år i det hus og selvfølgelig kan man se, at det var beboet og brugt af mennesker. Men ved du hvad. I Pakistan som i hele verden: Det handler om penge. Jeg savnede min far så forfærdeligt meget og har læst mange steder i koranen, at en mand blot skal gifte sig med den kvinde, han holder af. Men også mødre fortolker koranen som de vil.
Men denne ulykkelige kærlighedshistorie skal have og får en lykkelig slutning. For i forbindelse med sønnens sygdom fik moren pludselig voldsomme anfægtelser og troede, at der var tale om en slags guds straf. Og efter et stykke tid faldt brikkerne langsomt på plads og moren gav sin accept.
I næste måned får den dansk-pakistanske taxachauffør sin pakistanske kone ved en ceremoni i Lahor. Han har engelsk pas, så hun relativt hurtigt kan komme til mandens nuværende hjemland, Danmark.
Han smile glad – og rask – til mig, da han stiger ud af bilen. Jeg ønsker ham glæde, børn og masser af kærlighed. Og jeg hører en smule lykkelig latter. Og så – kollega til kollega: Jeg ønsker ham rigtig god ”jagt”, når han meget snart køtrer ud med SIN sølvgrå Mercer med de grønne bogstaver.
God morgen, Danmark
Og et særligt godmorgen til ”I”, der glæder sig særligt lykkeligt til den 19. marts…
Taxamand
Next ArticleOm taxamænd når skæbnen slår til