Om taxamænd når skæbnen slår til

Han har det hele. Og lidt til – og meget mer’, som Kasper Vinding har skrevet det for C. V Jørgensen.

Kærlighed. Børn. Et OK  job. Og penge og velfærd nok til en ordentlig tilværelse.

Men: Et rutinebesøg hos lægen har sat det hele i perspektiv: En næsten 10 år gammel kræftsygdom er brudt ud igen.

“P” er en af mine kolleger. En af dem  som vi provinsboer kunne finde på at kalde en “Københavnersnude”. For en indfødt bornholmer som undertegnede – selv en halvblods  – dækker den betegnelse nærmest mennesker fra hele Storkøbenhavn. For det er mere en kollektiv personlighedskarakteristik end det er en demografisk kategori: Man er hurtig i replikken. Man bruger ironi til den anstændige sarkasmegrænse. Kortene på bordet!  Man siger – for fanden – tingene lige ud!

Og så er der altså bare nogle tal, der er tårnhøje – og ikke gode.

Det var lige, hvad “P” gjorde, da jeg i brøkdele af sekunder tvivlede på, om det nu var kul-sort ironi, at kræften “i de nedre regioner” var brudt ud igen. Men den bemærkning kom ikke for sjov. Den var udtryk for selve livets indbyggede absurditet: At alt kan fungere for os, at noget går ikke bare godt  – men SÅ GODT -…. Om lidt sidder han hos lægen for at få svaret på det sidste tjek 10 år efter sidste cancer.

Og så er der altså bare nogle tal, der er tårnhøje – og ikke gode.

 

Men det er der, at min respekt for “københavnersnuden” og min gode kollega kommer ind i billedet. For selvfølgelig har “rigtige mænd”- og sådan en er han nemlig – behov for at vende livet og dets udfordringer, når ens værste frygt eksploderer lige netop der, hvor den er annonceret til at skulle være overstået.  Reaktionen er IKKE – i hvert fald ikke i den kollegiale sammenhæng – at kaste sig grædende på gulvet og anråber den gud, som ikke har grund til at lade den lorte-sygdom vende tilbage, synes man. Eller også er det bare et eksempel på, at troldmanden med det hvide skæg og alle menneskers skæbne i sin hånd – ikke eksisterer. Det virker henkastet, mens han nævner det for mig  stilfærdigt. Men det er real reality – nu og her, mens kollegerne småsludrer i baggrunden efter fyraften

“P” er fattet og total ærlig.

Vi går intuitivt ud af det kaffelugtende og let støvede mandskabslokale for at tage en to-mands-snak derude i eftermiddagslyset. Selvfølgelig kan jeg se angsten i hans blå øjne, der bliver brugt til at kigge  l i g e  ind i mine. Her er ingen slåen blikket ned eller generte tåspidser, der peger mod hinanden. Jeg får endnu engang bekræftet, at mænd – også nogle halvgamle ræve med to forskellige sind som os to – godt kan vise inderlighed overfor hinanden. Den tager sig  bare lidt anderledes ud end i den feminine verden. Jeg ville personligt dø, hvis jeg kun kunne være følsom ved at kaste mig om halsen på en ven og sige “heiiiiiiiihhhh”.

Han havde det godt med tilværelsens ulidelige lethed indtil sidste tjek hos lægen og den ansurde dødstrussel, som jo netop skulle erklæres endeligt ud af hans liv.. Nu sætter de fuld power på at finde ud af, hvad og hvor det er galt. Og så agter han altså at SLÅS. Og det bliver givetvis en kamp mod både frygt og en næsten dræbende træthed, når de sætter ind med kemo, strålebehandling, eller hvad det nu bliver. For lige nu aner han ikke, hvad de vil gøre. “P” ved blot, at han vil slås indtil canceren er ude af kroppen.

Færdig arbejde

 

Der er går nogle dage, og det er mest i blikke ved afleveringen af bilerne og i hyggelige vink, hvis tilfældighederne lader os møde hinanden derude i den såkaldte virkelighed, at jeg kan sende det der hvor’n-går-det-så-signal, når man har udveksler den slags fortrolighed, som handler om, hvorvidt man i det hele taget skal være her eller ej.

Indtil han i morges banker på min siderude, da vi er på vej ud i den meget mørke og tidlige morgen. Der er ny glans og kampkraft i hans øjne.

 

– Nu har de fundet “dimsen”. Den er heldigvis ikke ret stor, og de siger, at de kan stråle den væk.

 

Han ved, det bliver en kamp – også mod trætheden. Men der er igen power i mandens blik. Og jeg er totalt overbevist om, at han kan vinde den.

 

God morgen, Danmark!

Og et stort klap på skulderklap til de mandfolk af begge køn, der tager de kampe, der SKAL kæmpes.

 

PS: “P” har selvfølgelig læst disse ord, inden de røg i “trykken”. Han er selv  taxamand og kollega – og følger min blog.

 

 

Next ArticleOm isbjerge, chefer og retten til at sige imod