Hun står med sine to kufferter foran karrè-bebyggelsen i den alt andet end rige del af rigmandskommunen. ” — en engelsk dame” stod der i køreordren her kl. fire på morgenens sidste tur. Lillejuleaftens morgen. Taxamandens sidste arbejdsdag inden juleferien.

 

En engelsk dame?`

Jeg kan ikke rigtigt få det til at passe med den lille, sorthårede kvinde med tørklædet. Ikke tørklædet for regnen men tørklædet for troen og kulturen.

Hun taler forbilledligt engelsk, og det er hende der skal køre til lufthavnen. Det engelske har hun lært på et sweizisk universitet. Total veluddannet på akademisk niveau. Ansat i De Forenede Nationer i København

Men ikke noget rigmandsprojekt. Hun bor som de laveste på stigen i forstaden.

 

Det er faktisk meget sjældent, at jeg kører med enlige, tørklædte kvinder fra de muslimske lande. Faktisk bliver jeg lidt usikker, fordi jeg som mange andre danskere er fyldt op til halsen med tanker om og billeder af kvinder klædt efter den muslimske tradition. Hvordan er jeg både respektfuld overfor hende og loyal overfor min egen kultur?

Det bliver ligegyldigt.

Hun fortæller selv

Klog som en meget ældre, vis kvinde. Veltalende som en filosofisk formidler. Kvindelig og nærmest lidt forsigtig med et par mørke insisterende øjne og markante øjenbryn

En afghansk kvinde, men jeg gættede det ikke – det er svært med en del etniske grupper i det land – før hun selv kom på banen. Hun er 31 år og ud af en lærerfamilie i Kabul. Fire drenge og to piger blev det til, inden familien blev ramt af en stor ulykke under den sovjetiske besættelse af landet. Familien var en del af det min gæst kalder ”a Big Family” – en klan, som var i opposition til besættelsen. Faren blev kaldt ind til forhør – og de så han aldrig igen. Formentlig dræbt. Den ældste søn tog over – han er i dag professor på et universitet i Kabul. Og han forsatte traditionen med at sønnerne tager over fra de afdøde fædre. Men også familiens tradition for modernitet: Uddannelse. Også pigerne hare fået solide, akademiske uddannelser.

 

En usædvanlig dannet samtale får jeg – nærmest et foredrag om hjemlandet, der er kastet hid og did mellem de rimeligt liberale tilstande i 60’erne, indre stamme-kampe, det faldne monarki, sovjetisk besættelse, Taliban, borgerkrig, amerikanernes krig mod terror – og nu et skrøbeligt, korrupt parlamentarisk system, der vakler.

Men et budskab er det vigtigste på det meste af turen:

 

– Der er en andet Islam end det morderiske i de islamiske stater og i terrorismen.

 

Den reserverede kvindelighed i taxisfæren, der ellers her om natten er præget af direkte erotik og svulmende bryster

Jeg oplever det tiere og tiere. Især fra den velformlerede middelstand i lande med Islam som den dominerende religion. Lige præcis det, som de fremmedskeptiske Islam-frygtere har bedt om igennem årene: Sig fra! Sig undskyld! Det er det de gør. Også den veluddannede kærlige, unge kvinde på bagsædet af vogn 2282 lige nu. Det er tydeligt, at hun er et religiøst menneske midt i en international karriere i økonomi og samfundsvidenskab. Tørklædet. Den reserverede kvindelighed i taxisfæren, der ellers her om natten er præget af direkte erotik og svulmende bryster.

 

– Det er ikke sådan det er. Også min religion prædiker først og fremmest kærlighed. Ligesom kristendommen. Det er så stor en ulykke for os muslimer, at vores religion betragtes som udgangspunktet for drab og ødelæggelse.

 

Der er så meget at sige undskyld for!

Der er så megen fred, vi passer på i Danmark.

Jeg mærker – helt ærligt – dette fællesskabets behov for fred og kommen i møde ved gudstjenesten juleaften i kirken, der ligger blot nogle spadsereskridt fra min bopæl. Her sidder vi så i den til lejligheden proppede kirke og lytter til en fantastisk historie om Gud, der materialiserede sig som et menneske – Jesus Kristus på jorden for mere end 2000 år siden. Uden guld og glimmer men i fattigdom, in en krybbe i en ussel stald.

Vi passer på dette ydmyge budskab, der fik en hel kristen verden til at tilbede historien om en jødisk dreng, der ville os det bedste på vegne af skaberen selv. Vi synger salmerne og tager dem til os uden den store, teologiske analyse eller religiøse vækkelse. En af dem er skabt af kristendommens største reformator, Martin Luther:

 

Det kimer nu til julefest,

det kimer for den høje gæst,

som steg til lave hytter ned

med nytårsgaver: fryd og fred

(Bearbejdet af Grundtvig)

 

Jeg synger den salme med stor glæde. Og jeg lægger jo ikke skjul på, at jeg er ud af den grundtvigske kristendomstradition og jævnligt besøger den kirke som jeg er medlem af. Mine børn er døbt i den. Ved begge mine ægteskaber blev jeg gift i den – og jeg følger min ældste datter, Sofie, op ad kirkegulvet den 12. august næste år.

Jeg er kristen, jeg er luthersk reformeret i opgøret mod det intimiderede katolske monopol. Jeg er grundtvigsk i i opgøret for befrielsen af og troen for den lille mand og folket.

Kærlighed, kærlighed, kærlighed.

 

Han var et jødisk barn, husker jeg mig selv på og tænker altid på den kvarte, tyske del af min baggrund, som også indeholder smerte fra en krigstid, jeg naivt engang  troede aldrig ville komme igen. Men nu er udsigterne lige så mørke, som myterne er levende. Grænser der ikke må overskrides. Værdier i guld, ædelstene og kontanter, der skal inddrages, for de skal ikke komme her og gøre vores land til deres eget paradis på vores regning.  Fokus på vores egen kultur og race, fordi vi mener at have en særlig ret til udviklingen af den rige verden.

Civilisationen?

 

– Jeg vil give mit betænksomme råd. Først, at man skulle tænde ild på deres synagoger og skoler og kaste jord hen over det, der ikke vil brænde, så at intet menneske nogensinde skulle se en sten eller en slagge af det.

 

Det er voldsomme ord, som jeg faktisk har gemt på min computer til evig erindring. En virkelighed så langt fra det civiliserede menneske. Jeg er ikke skriftklog men mener, at denne opfordring til grusomhed aldrig kan vaskes af og ligger så uendeligt langt fra englenes sang i jule evangeliet.

 

Ære være Gud i det højeste og på jorden! Fred til mennesker med Guds velbehag.

 

 

Men det bliver endnu være i det gemte dokument på min computer:

 

” … for at de skal forstå, at de er ikke herrer i vort land … “

” … For det andet må man ligeledes sønderbryde og ødelægge deres huse. For de bedriver det samme uvæsen i dem som i deres skoler. Derpå kan man lade dem, indrette sig under et tag eller i en stald, ligesom sigøjnerne, for at de skal forstå, at de er ikke herrer i vort land, således som de praler af, men derimod fangen i landflygtighed, således som de uden ophør skriger op om og beklager sig over lige overfor Gud …”

 

Nazismen behøvede ikke at flytte et komma for at hente sit perverve alibi for dens grusomheder Ordene kommer fra bogen JØDERNE OG DERES LØGNE – AF netop ham, der skrev julesalmen om fryd og fred.

De grove antijødiske udfald kommer fra selve skaberen af reformationen og grundlaget for vores kirke og tro, –  Martin Luther i hans umådelige vrede over, at jøderne ikke ville lade sig omvende til den rette tro.

 

Jeg tænker på det, da jeg siger farvel til den afghanske taxi-kunde, som undskyldte sin religions fordrejninger hele vejen til lufthavnen – på vej hjem på ferie hos hendes familie i Kabul.

En taxitur i det land hun nærmest skamroser.

En bodshandling?

Et fuldstændigt undskyld uden at forsage sin egen tro.

Ville egentlig helst have givet hende et kram, – eller bare trykke hendes hånd.

Men jeg vil ikke være bekendt at overtræde kulturgrænser lige nu – og i den stemning af menneskekærlighed, der havde bredt sig med hende i taxien.

 

Jo, den er god nok – og det gælder ikke blot hende.

Der er RIGTIG meget at sige undskyld for.

 

Shalom.

Assalamu alaikum.

Gå med fred

 

 

– God Jul Danmark