Jeg kender alle modargumenterne!

Det syriske regime har dræbt langt flere end religions-fascisterne fra ISIS har gjort på slagmarken og ved terrorangreb,

Eller:

Vi er jo selv medansvarlige for dette vanvid ved vores kolonialisme og vores meningsløse inddeling af ikke mindst Nordafrika i nationer, der ikke hænger sammen med folkenes selvopfattelse.

Eller statskvinden Angela Merkels med sin humanistiske synsvinkel dagen efter terrorudåden: ” … Vores frie liv er stærkere end deres terror … ”

Den vestlige verden har kæmpet i to verdenskrige med langt, langt større tab end de meningsløse drab i Paris i den forløbne weekend.

Nu må vi stå sammen.

Kan man være uenig?

Nej, men intet kan fjerne melankolien, der hænger i luften i disse dage.

 

 

Jeg var i Toronto, Canada under terrorangrebet mod World Trade Center, Hvor patetisk, det end lyder, genkender jeg følelsen fra september 2001: Nu kommer den, krigen. Ligesom den sidste, hvor mine forældre var børn og teenagere. Eller den foregående, hvor min farfar kæmpede i skyttegravene Flandern. (Han var Østprøjser og måtte rejse ud af sit tålte ophold i Danmark for at slås for Tyskland på Vestfronten)

Den krig kostede op mod 60.000 amerikanske soldater livet – og anslået 2 millioner Vietnamesere.Og alligevel var det ”fjenden” der vandt

Vi har talt om krig og krigsangst i timer i vogn 2282 de sidste dage.

Selvfølgelig mest os seniorer, der har erindring fra store krige og konflikter. For mit eget vedkommende Cuba-krisen – mit livs første oplevelse af, at alt kan være tabt i et splitsekund – i en paddehattesky. Eller Vietnamkrigen, som slog kiler mellem min konservative officers-far og 70’er knægten med skolelærere, der skrev og demonstrerede mod tæppebombningerne af Hanoi. Den krig kostede op mod 60.000 amerikanske soldater livet – og anslået 2 millioner Vietnamesere.

Og alligevel var det ”fjenden” der vandt. Den dag i dag er Vietnam en af verdens få tilbageværende, kommunistiske regimer.

Krig er et studie i absurditet.

 

En kvindelig taxikunde tager selv hul på melankolien og taler om ”den frygtelige weekend i Paris”. Men da jeg vil gå mere i dybden, slår hun bak.

 

– Skal vi ikke lade det ligge. Jeg holder det ikke ud. Jeg har boet rundt i verden og mine to børn bor i London. Jeg bliver depressiv af verden i dag.

 

Jeg nikker og vi nøjes med at tale om vejret.

 

Så er det jeg møder min canadiske kunde, som jeg har kørt med før. Han er agent i Nordamerika for et dansk firma med speciale i navigationsudstyr. Og så er han faktisk født nordmand og taler med den smukkeste dialekt fra ”Vestlandet” – Stavanger. Men han er canadisk statsborger, er canadisk gift og har fire børn, der finder faderens fortid eksotisk – men blot taler engelsk. De er canadiere – stolte borgere i en af verdens erklærede immigrantnationer. Masser af etnicitet. Masser af religion og forskellige kulturer i sprog og lyd og smag.

Og over denne smeltedigel, –  en paraply af en nation, som samler sorte og hvide og brune og kristne, jøder, buddhister, muslimer og glødende asteister. Den eneste virkelige nationale konflikt er sprog- og kulturkampen mellem det franske og det engelske. De engelsktalende især har gennem tiden synes, at den er latterlig, den ”krig”.  Men det er århundreder siden, at den blev udkæmpet på krudt og kugler.

 

– Den moderne tids terror bekymrer mig helt ind i sjælen, fordi jeg kan mærke, at det er en krig, som jeg undertiden tvivler på, om vi kan vinde. Natten efter udåden i Paris talte jeg i timevis med min kone på¨telefon. Hun er af natur et ret bekymret menneske. Og jeg kunne mærke, at Paris-massakren skærer helt ind i hende. Det er jo ikke det, at volden truer lige uden for døren. Den er den bestandige frygt for, at verden falder fra hinanden. At det måske er slut for os. Man kan måske trække på skuldrene af det og sige det er et luksusproblem i forhold til de vilkår, der har skabt angsten og vreden og manipulationen i Mellemøsten. Og hvor Islam-religionen gøres til en ideologi på linje med nazismen. Terror og frygt og retten til at eje hele verden.

 

Jeg kigger i spejlet og kan se, at det her er alvor det her for min canadiske kunde. Og han bliver lidt mere eftertænksom i tonelejet.

 

– Nogle gange tænker jeg: Jamen de har jo vundet lige nu. De har plantet frygten noget så eftertrykkeligt. De splitter os ad. Obama tøver. Putin har sin egen dagsorden. Assad sidder stadig på magten og hver gang vi griber ind i et land, bliver regimet værre, når vi forlader det end de forhold, der var skyld i at vi invaderede det.

 

Og så er det jeg tænker: Har de sindssyge terrorister os i virkeligheden under kontrol. Har de vundet krigen?

– Jeg troede ikke at jeg nogensinde skulle rammes af frygten for fremtiden – i Canada. Men den forrige regering har indført nogle love, som gøre det muligt at fratage folk det statsborgerskab, som de har opnået. Det lyder jo som helt i orden i en farlig tid. Men det rammer dybt ind i sjælen og følelsen af at være canadisk. Er man blevet statsborger er man beskyttet af sit land uanset meninger og tro. Vi har vedtaget nogle love i en akut fare-situation. Men om lidt har vi måske glemt, hvorfor vi vedtog dem. Jeg har jo for pokker intet med terror at gøre selv. Men da den lov blev vedtaget følte jeg mig for første gang som en andenrangs borger, fordi jeg jo ikke er født der men er indvandrer. Jeg er godt nok blevet canadier – men hvor længe .., ? Jeg kalder det a creeping dictatorship. – Et snigende diktatur i et af verdens frieste lande. Og så er det jeg tænker: Har de sindssyge terrorister os i virkeligheden under kontrol. Har de vundet krigen?

 

Det bliver en lidt speciel afsked foran industridomicilet i Nordsjælland.

Vi trykker på næven – Taxamanden og kunden –  og tror, at vi ses igen!