Dagens blogindlæg har været trykt i Ekstrabladets søndagsmagasin EKSTRA, hvor jeg er fast klummeskribent.

 

 

Statistisk set burde det ikke kunne ske. Og da slet ikke to gange på den samme uge. Og så alligevel sker det indimellem, at jeg genser nogle af mine kunder og hovedpersoner i vogn 2282.

Først stilheden og ensomheden.

Så pludselig en kunde, som sidder bare få centimeter fra mig.

Og ofte og helt uden planlægning: En stærk, eller en kærlig, eller en hård bid af et menneskeliv.

Et farvel og nogle gange ganske få sekunders øjenkontakt – så fortsætter vi derud blandt de godt 5 millioner danskere, de 500 mio. europæere, de mere end 7 milliarder verdensborgere

Et fugleperspektiv.

Lige præcist. Et meget lavtflyvende fugleperspektiv.

Det var præcist sådan jeg mødte ham, jeg dengang kaldte en fredselskende udgave af en Top Gun-pilot for et år siden. Jeg har skrevet om ham i min bog. Det var nok nattemørket, der spillede mig et puds. Anede blot pilotens heldragt med alle de smarte lommer, da han smed den store bløde taske ind i baggagerummet. Scenen var sat til alle drenges yndlingsemne, – flyvemaskiner. Og her var jeg så stødt ind i en, med flere bevingede maskiner.

Hans historie er usædvanlig. Han startede et helt andet sted i livet, – i musikken. I en stor del af sine ungdomsår var han den uundværlige live-lydtekniker og –designer i de inderste cirkler af den mest populære ungdomsmusik. Men han havde det som taxamanden i statsradiofonien. En dag var han totalt mæt af den glamourøse branche. Samtidigt fik han den store sorg at miste sin mor – og muligheden for at gøre en anden drøm til virkelighed, da han arvede hende.

Historien er dramatisk. Hans partnere mister pludselig livet ved en flyulykke. Men han vælger at fortsætte med nye investorer

Han tog en uddannelse som pilot, viste sig at være rigtig god til det og blev hurtigt instruktør og lærer for andre, kommende piloter. Og så var det, han sammen med to kolleger startede et lille flyselskab med et meget specielt speciale: At tælle fugle i de farvande, hvor Energiselskaberne søger om at opsætte hav-vindmøller. Maskinerne er italienske, under sig har de en glaskuppel som i et gammelt, engelsk bombefly. Piloten skal evne at flyve meget lavt. Og ornitologen – han tæller bare fugle!

Historien er dramatisk. Hans partnere mister pludselig livet ved en flyulykke. Men han vælger at fortsætte med nye investorer.

 

– Du hare en god karma, du skal have en lav flyvetur over Roskilde fjord en dag, skriver han efterfølgende, da han læser sin historie i min blog. Turen har jeg til gode, men vi genser for en måned siden hinanden på en af regionens kendte holdepladser.

– Det må snart være tid til en flyvetur, Taxamand, siger han og ligner en forstadsudgave af Tom Cruise

 

Og igen for bare to uger siden: Min datter og jeg er på vej hjem fra Roms internationale lufthavn. Han og en andepilot på vej den anden vej for at hente en ny maskine. Nu skal de også til at nærfotografere de svenske skove, så skovhuggerne kan komme til.

Vi griner igen af den gode karma. Jeg mener der må være tale om en slags reinkarnation af vores venskab.

Vi ses igen!

 

Sådan har jeg det også efter mit møde med den transseksuelle mand på hjem fra endnu et af hans møder med psykologer og terapeuter. Eller rettere: En uforløst kvinde. Lige nu optræder hun som den øjesynlige mand. Hun er uden bryster og har en penis og testikler mellem benene. Blot de smukt pillede øjebryn, som overstiger den maskuline forfængelighed. Det vidner om et helt andet univers – en kvindes univers. En kvinde i en mands krop. Der hvor udløsningen gennem pikken nærmest er overflødig for ham. Der hvor den seksuelle akt gennemføres med bøsser – hvor han er den passive part. Han er taknemmelig for bøssernes venskab og kærlige omsorg. – Men min kunde tænder i virkeligheden på mænd, der er til kvinder.

Det paradoksale liv med mennesker og kærlighed i alle regnbuens farver.

 

Jeg skrev min historie på min blog først i juni. Med nogle indre forbehold. For hvordan beskriver man denne mands rejse fra det maskuline hylster til den kvindekrop, han har higet efter fra barneårene.

Kirurger i Thailand gør arbejdet først i det nye år. Væk med de fremmede kønsdele mellem benene. Og så skabelsen af den Vagina, der skal gøre ham til en rigtig kvinde.

 

Han skriver til mig to dage efter:

 

– Tak fordi jeg fik lov til at tale og fortælle om mit særlige liv.

 

Vi aftaler at ses igen.

 

God dag, Danmark.

– og tak for dine menneske-historier