Jeg blogger på avisen DK. Hver uge –  som hovedregel onsdag – deltager jeg i samfundsdebatten med udgangspunkt i de mennesker og brydninger jeg konfronteres med i min taxi. Tag et kig i avisen dk – en af Danmarks større nyhedssites produceret og redigeret efter journalistiske principper.

Avisen.dk er ejet af A-pressen A/S og Freeway aps

Mit ugentlige blog-indlæg bringes her på min egen blog onsdag.

 

 

Ro på!

Alle elsker DR.

I taxamandens eget, firehjulede menings-univers, giver det SÅ meget street- cred at flage med sit 35 årlige ægteskab med statsradiofonien, at jeg jævnligt siger VI, selv om jeg og DR gik fra hinanden for 5 år siden. Også internationalt. Jeg kørte med tre veloplagte, kvindelige englændere, der er faldet totalt for BORGEN. Og da jeg namedroppede og fortalte, at jeg af og til drikker øl med Søren Malling, redaktionschefen i serien, var jeg blot et hanefjed fra en date, hvis det var det, jeg ville.

Og danskerne på tværs af rødt og blåt vil ikke undvære DR’s indhold.

Da DR for et stykke tid siden nakkede DR’s stærkeste kender af Storbritannien og Sydamerika – Niels Lindvig fra Orientering på P1 – forstod de intensive brugere af den kanal ikke en pind af det hele. Jeg kørte med en London-bosat dansker – en finansmand – det gik i struben på mig med et utvetydigt: ”Hvad fanden foregår der lige her?”. Jeg fortalte noget om mange års ledelsesmæssig irritation over en meget selvbevidst og fribåren person, der ikke altid passede til ballerina-trinene i statsradiofonien.

– Det må de sgu da finde ud af. Det er jo en ledelsesopgave at kunne tæmme individualister, når de tilfører virksomheden værdi. Som DR-lytter – og jeg går benhårdt efter det, der kan bruges til noget oftest som podcast, når jeg har tid – kræver jeg originalitet og kvalitet. Noget særligt – og noget, der er bedre end middelmådigheden. Ellers er public service ligegyldig.

 

Originalitet og kvalitet – og når jeg har tid. Det er Faktisk kerneord i DR’s nye ”virksomhedsstrategi for 2015-18”. Meget typisk er der taler om en virksomhedsstrategi”. Mere fokus på institutionen, der formidler public service end på end på selve begrebet. Meget afsenderorienteret.

 

Men vores liv med tv har taget en kovending. Vi er nu på vej ind i 13 måned uden nogen tv-pakke

På hjemmefronten elsker vi også DR, fruen og jeg. – Altså indholdet mere end institutionen, hvor mere end 3000 medarbejdere og deres produkter finansieres af en årlig bevilling på 3,6 milliarder kroner! Men vores liv med tv har taget en kovending. Vi er nu på vej ind i 13 måned uden nogen tv-pakke. Vi bor for tiden i vores ”forældrekøbslejlighed”, der er indrettet med fibernet. 98 kr. om måned for en forbindelse 50mb up- og download. Derudover er vi begge solide brugere af hovedstadens gode 4G. Vores tv-behov dækkes af app’s på vore tablets, smartphones og laptops – og for en ordens skyld: Husstranden består af en kvinde på 54 og en mand på 61. Vi tilhører altså ikke et eller andet digitalt elite-segment. Vi ser programmer fra DR, TV2 (herunder Play) – og serier og film fra Netflix og Blockbuster).

 

Beslutningen om ikke at være på ”kanalpakker” er ikke særligt ideologisk. Vi har simpelthen ikke oplevet noget særligt behov for at bestille dem – og derved betale for en masse medieforbrug, som vi ved, vi ikke ville gøre brug af.

 

Vi er sluppet af med alt for meget lorte-tv. Og taxamanden får sit nyheds-fix on demand, fordi han sover, på det tidspunkt, hvor programlæggerne har truffet beslutning om, at vi skal sidde foran tossekassen. Og jeg arbejder jævnligt, når de fleste andre sover.

Noget med mere nosser og ”spade” end DR kan præstere

Radiobehovet tilfredsstilles traditionelt via en slidt DAB-radio – og så FM men mest via net-radio i min Mercer. Jeg er radionarkoman og vil frisættes af de klassiske flow-tilbud. Det har ofte et utroligt stereotypt billede af målgrupperne. Lige nu går der en feel-good bølge gennem dansk radio. Selv i mange P1-flader er der hygge-hejsa-stemning i en grad, så jeg af og til er ved at flå Merceren ind til siden i de mørke morgentimer og skrige F-ordet ud i borgerskabets villakvarterer. Bare for at få luft. Men så har jeg netradio og kan downloade tidligere udsendelser eller høre noget musik fra Radio Play.

– Noget med mere nosser og ”spade” end DR kan præstere.

 

Så lidt skulle der til i mit liv for grundlæggende at ændre mit medieforbrug. Nyt arbejde som begrundelsen. Ny bolig som muligheden!

 

På den baggrund (og med forandringernes tid in mente), forekommer det mig utroligt, at den nye stratregi fra DR er så slap, som jeg læser den. (Den kan læses og downloades fra http://www.dr.dk/Om_DR/Fakta+om+DR/Vaerd_at_dele/2015/03/31135303.htm)

 

VÆRD AT DELE – STADIG ORIGINAL – MERE DIGITAL.

Lad være, at der hviler en selvfølgelighedernes slagskygge over overskrift og papir. Det vrimler med tautologisk skimmelsvamp: originalt kvalitetsindhold (Hvem vil producere uoriginalt bras?) – Attraktive digitale tilbud  (hvem efterspørger uattraktive programmer?) – Nyheder hvor brugerne er (Vil nogen producere til nogen, der ikke er der?).

I såvel DR’s løbende markedsføring som i strategipapirer er der gået rent postmoderne reklame-tradition og DJØF-propaganda-kultur i sproget.

 

Men jeg undrede mig særligt, da generaldirektør Maria Rørbye Rønn, det dygtige menneske, skulle forsvare strategien i egen radioflade (mennesker og medier) tidligt på måneden:

 

Her gentog hun DR’s særlige cirkulære argumentationsform:

 

– Vi skal være her for at kunne gå ind i den nye digitale on-demand-verden.

– Men vi skal stadig lave flow-tv, for alle kan hænge på.

– Så vi skal fortsat lave det hele.

 

DR’s ”nye” strategi er et udtryk for politiske spagat. Som kejseren uden tøj på – helt og aldeles nøgen, så ingen bukser kan revne.

Efter taxamandens ringe mening lever DR livet meget farligere, end de selv tror i Ørestaden. Kommer den øvrige danske medieverden igennem med deres ønske om en reduktion af DR’s rolle på nettet, vil moderne mediebrugere gå fra et DR-afhængighedsforhold til at miste viljen til at betale licens. Og fortsætter DR flow-religionen uantastet, med trecifrede millionbeløb til postmoderne tv-kanaler som DR3 og masse-hysterierne i X-factor, monarki-dyrkelse, maniske ”vi-samler-nationen-events” og DR’s fejring af sig selv – betaler taxamandsen med flere for meget, meget mere, end vi nogensinde har bedt om.

 

DR er ikke en naturlov.

Verden forandrer sig med en revolutionær hast – og det er også en public service opgave jævnligt at stille spørgsmål til sin egen eksistensberettigelse.

I den sammenhæng er DR’s ”nye” strategi et udtryk for politiske spagat. Som kejseren uden tøj på – helt og aldeles nøgen, så ingen bukser kan revne.

Men for os der betaler licensen er den selvfed, forudsigelig – og mere taktisk end strategisk.