Ja, det er faktisk et rimeligt fornuftigt og et ret eksistentielt spørgsmål: Kan Facebook-venner nu også kaldes rigtige venner?
Taxamanden er klar til at svare ja! Eller i hvert fald: Nogle af dem kan, selv om man ikke dyrker sit venskab med den samme fremmødende intensitet som ”det analoge venskab”. Det er klart. Jesper – personen og journalisten – er mere skeptisk. Selv om jeg ikke praktiserer ”venskaber med optagelsesprøver” (min kone vil nok påstå, at jeg er lidt for rundhåndet med etiketten ”venner”), så må jeg jo principielt mene, at der er noget grundlæggende overfladisk i Facebook-kulturen. At dette verdensomspændende netværk på ord og oplevelse så at sige har begået tyveri ved at nuppe ordet ”venner” fra den gamle kultur for at legitimere den nye.
Hvad fanden er det for en kultur, der slipper en tilfældig islam-hader ind i mit univers i endnu en af de fremmedfjendske, sarkastiske, indvandrerfjende debatter på Facebook – og stiller mig spørgsmålet: ”Ved du i det hele taget, hvad Islam er”. Og antyder noget konspiratorisk, sygdomsagtigt ved en af verdensreligionerne – som vi i øvrigt deler store dele af historien i det gamle testamente med?
Og så pling! I den helt anden ende af følelsesuniverset: – Med en livskærlighedens tryllestav, en aftale, møder jeg samme dag en af mine ”tilfældige” Facebook-venner. Og er det ikke allerede sådan, så kunne det netop blive begyndelsen til et stort venskab.
Og både ”G” og jeg kan simpelthen ikke forstå denne kultur, hvor frygten følger ganske få centimeter efter lykken
Mødet var nu ikke helt tilfældigt – om end meget intuitivt arrangeret. Vi har krydset hinandens debat-strenge på Facebook. Politisk ligger vi begge til venstre for midten. Og begge har vi – på tværs af vore fagligheder – en meget emotionel adgang til det politiske. Og vi brænder for, at indvandrerdebatten og politikken ikke udvikler sig til et historieløst, inhumant, nationalistisk, angstbetonet angreb på andre kulturer end vor egen.
Vi er jo udnævnt et par gange til verdens lykkeligste folk. Og både ”G” og jeg kan simpelthen ikke forstå denne kultur, hvor frygten følger ganske få centimeter efter lykken. Det er underligt. Det er paradoksalt. Og det er særligt grimt, når det bliver legitimt at sætte nazi-etiketten på det fremmeder. Netop hos os, hvor krigslykken i anden verdenskrig skulle vende, ført vi fort alvor fik sagt fra.
”G” er i virkeligheden klogere end mig. Hun har en høj position i det akademiske miljø, hvor hun netop beskæftiger sig med indvandring i et historisk lys. Selv er min indgang, at jeg selv er et produkt af en indvandret farfar, at jeg er uddannet og djævelsk nysgerrig journalist – og at jeg er taxamanden, der oplever verden gennem forruden på en Mercer. Indefra og ud. Og udefra og ind.
Vi bliver Facebook-venner på et tidspunkt og bakker hinanden op i nogle debatter. Og pludselig en dag melder hun fribårent og modigt – og alvorligt ud: Hun har fået kræft og skal i øjeblikkelig behandling. Helt åbent og sårbart ad helvede til. Og her er der ingen høflighedsgrund til at spare på helvedes-ordet. Jeg synes hun er sej – og jeg skriver det til hende på Facebook som andre. Og så lover jeg lidt kækt, at taxamanden gi’r en tur nordpå, når foråret kommer og hun føler sig stærk nok mellem de sygdoms- og kropsnedbrydende kemo-behandlinger. En tur i Merceren og en kaffe på nordkysten, det fortjener ”G” mere end gennemsnittet.
Vinteren går. Hun slås fortsat for sine ideer og har plads til at dele sin viden ikke bare på Facebook men i medierne. På Facebook kan vennerne – altså FB-vennerne følge hendes vej i behandlingen. Hverken forherligende eller udpenslende. Men konkret og direkte og uden omsvøb.
Kræften og kampen mod den er en del af hendes livsrejse.
Vi sidder i forårssolen og nyder vores Cappuccino. Det er dagen før, den næste halvleg af kemobehandlingen begynder. Taxamanden spiser sig gennem rabarbertærten, og ”G” nyder gulerodskagen, inden de både livsnødvendige og smadrende dråber sendes ind i hendes krop og får det sødeste til at smage af det værste.
To ting må jeg have på plads over for jer, mine læsere: Jeg er her ikke som en frelser eller terapeut. Jeg er her som en ven, en Facebook-ven. Jeg lovede mig selv tidligere i livet i en oplevelse, jeg har omtalt i min blog og min bog, at jeg ALDRIG ville tie over for denne forbandede sygdom. Der skal tales om den, og dens ofre skal gøres synlige. Og endnu en ting: Det er ”G” selv, der uopfordret under samtalen siger: Du må gerne skrive historien om og vores møde.
Jeg havde egentlig tænkt mig at lade det være en hyggelig, privat sag. Men vores møde blev på en gang en bekræftelse på, at der gemmer sig rigtige mennesker i Facebooks univers og samtidigt en forlængelse af ”G”’s åbenhed om sin egen sygdom.
– Jeg har altid arbejdet meget antropologisk med min forskning. Og faktisk går jeg til min sygdom på samme måde. Prøver på ikke alene at se kræften som noget biologi – men også i lyset af, hvordan vi mennesker fungerer i forhold til hinanden. Jeg må helt ind på folk, helt ind på mig selv for at finde ud af, hvad der foregår.
Det gør næsten ond i mine egne lemmer, når hun fortæller om sine smerteoplevelser ved den første kemo. Om jeg kan forestille mig, at det ikke alene er ledsmerter?
Giv mig noget morfin, så jeg kan komme op at flyve.
– Det er smerter som kommer indefra. Det gør ondt helt inde i hver eneste knogle. Sidste gang blev det så slemt, at jeg ikke kunne klare det alene mere. Jeg måtte ringe efter min mand, så han bare kunne være der ved siden af mig. Og i forbindelse med den nye kemo-kur, er jeg blevet enig med hospitalet om, at jeg må have noget smertestillende. Giv mig noget morfin, så jeg kan komme op at flyve.
Så ler hun og jeg kan ikke lade være med at se komikken, selv om der ved Gud ikke er noget at le af.
– Jeg har altid haft et meget bevidst forhold til min krop. Jeg har sådan et behov for at den fungerer, så også jeg kan fungerer i arbejde og som menneske. Det er nok også derfor, at jeg er passioneret løber. Jeg har løbet en hel del maratoner. Både herhjemme og i udlandet.
Og det var netop under en udlands-løbetur, at hun mærkede den første knude. Inden da havde hun følt sig ubehjælpeligt træt trods den gode træningstilstand. Det var en af de lumske kræftknuder, der gemmer sig og det har givetvis reddet hendes liv, at hun stædigt holdt fast på, at et eller andet måtte være galt.
Hun blev opereret, hun får kemo og skal have stråling og senere nogle hormoner. Men lige nu går alt efter planen, så sygdommen kan komme helt ud af kroppen.
Hun har et meget karakterfast ansigt. Det er første gang, jeg ser hende face-en-face. Et levende ansigt. En mund i bevægelse. Et par mørke, intelligente øjne. Nu tager hun hovedtørklædet af og ligesom hendes bryn og vipper er borte er hun en karakterfast kvinde – helt uden hår. Da hun viste sit helt nøgne hoved på Facebook, skummede de omsorgsfulde bemærkninger over med ord som ”sej” og ”smuk”. En af vennerne gik lidt mindre uden om smerten og sagde de ord, der kunne være mine. Det er sejt og hårdt.
– Men det er godt nok også et hård billede!
Jeg ser et passioneret og meget stræbsomt menneske. Jeg genkender hendes dialekt og scorer point på at gætte landsdelen. Havde min gang på egnen som ung journalistpraktikant, og vi morer os over de fælles referencer i omegnen og miljøet. Hendes forældre tog dannelsesrejsen fra den uprivilegerede klasse til status som skolelærer. Og selv blev ”G” båret frem af sin maniske sult efter viden og ikke mindst det at skrive. Det sidste blev støttet af de lærere, der også blev hendes forbilleder.
Og hun skriver stadig som var det en slags terapeutisk trang. Og måske – engang når dette kemo-smertehelvede er overstået – kommer der en bog, som ikke er en del af hendes forskningsarbejde. En skønlitterær bog.
Taxamanden skal videre i dagen dont og i morgen er ”G” forbundet til de skæbnesvangre slanger på sygehuset. På tilbageturen ind mod byen, er det hende, der spørger til mit liv. Vi taler om trivialiteterne og de store vingesus. Sådan som rigtige venner gør det!
Så bobler det frem i mig igen, spørgsmålet efter denne tur for to, som kender hinanden uden nogensinde at have mødt hinanden.
Kan Facebook-venner kaldes rigtige venner?
Jeg er jo IKKE forsker som ”G”. Taxamanden er autoriseret empiriker. En der oplever den virkelige virkelighed gennem forruden på sin Mercedes 220 C, stationcar. Vogn 2282 – den sølvfarvede med det grønne logo.
Historien om en Facebook-ven – og kampen mod kræften
Ja, det er faktisk et rimeligt fornuftigt og et ret eksistentielt spørgsmål: Kan Facebook-venner nu også kaldes rigtige venner?
Taxamanden er klar til at svare ja! Eller i hvert fald: Nogle af dem kan, selv om man ikke dyrker sit venskab med den samme fremmødende intensitet som ”det analoge venskab”. Det er klart. Jesper – personen og journalisten – er mere skeptisk. Selv om jeg ikke praktiserer ”venskaber med optagelsesprøver” (min kone vil nok påstå, at jeg er lidt for rundhåndet med etiketten ”venner”), så må jeg jo principielt mene, at der er noget grundlæggende overfladisk i Facebook-kulturen. At dette verdensomspændende netværk på ord og oplevelse så at sige har begået tyveri ved at nuppe ordet ”venner” fra den gamle kultur for at legitimere den nye.
Hvad fanden er det for en kultur, der slipper en tilfældig islam-hader ind i mit univers i endnu en af de fremmedfjendske, sarkastiske, indvandrerfjende debatter på Facebook – og stiller mig spørgsmålet: ”Ved du i det hele taget, hvad Islam er”. Og antyder noget konspiratorisk, sygdomsagtigt ved en af verdensreligionerne – som vi i øvrigt deler store dele af historien i det gamle testamente med?
Og så pling! I den helt anden ende af følelsesuniverset: – Med en livskærlighedens tryllestav, en aftale, møder jeg samme dag en af mine ”tilfældige” Facebook-venner. Og er det ikke allerede sådan, så kunne det netop blive begyndelsen til et stort venskab.
Mødet var nu ikke helt tilfældigt – om end meget intuitivt arrangeret. Vi har krydset hinandens debat-strenge på Facebook. Politisk ligger vi begge til venstre for midten. Og begge har vi – på tværs af vore fagligheder – en meget emotionel adgang til det politiske. Og vi brænder for, at indvandrerdebatten og politikken ikke udvikler sig til et historieløst, inhumant, nationalistisk, angstbetonet angreb på andre kulturer end vor egen.
Vi er jo udnævnt et par gange til verdens lykkeligste folk. Og både ”G” og jeg kan simpelthen ikke forstå denne kultur, hvor frygten følger ganske få centimeter efter lykken. Det er underligt. Det er paradoksalt. Og det er særligt grimt, når det bliver legitimt at sætte nazi-etiketten på det fremmeder. Netop hos os, hvor krigslykken i anden verdenskrig skulle vende, ført vi fort alvor fik sagt fra.
”G” er i virkeligheden klogere end mig. Hun har en høj position i det akademiske miljø, hvor hun netop beskæftiger sig med indvandring i et historisk lys. Selv er min indgang, at jeg selv er et produkt af en indvandret farfar, at jeg er uddannet og djævelsk nysgerrig journalist – og at jeg er taxamanden, der oplever verden gennem forruden på en Mercer. Indefra og ud. Og udefra og ind.
Vi bliver Facebook-venner på et tidspunkt og bakker hinanden op i nogle debatter. Og pludselig en dag melder hun fribårent og modigt – og alvorligt ud: Hun har fået kræft og skal i øjeblikkelig behandling. Helt åbent og sårbart ad helvede til. Og her er der ingen høflighedsgrund til at spare på helvedes-ordet. Jeg synes hun er sej – og jeg skriver det til hende på Facebook som andre. Og så lover jeg lidt kækt, at taxamanden gi’r en tur nordpå, når foråret kommer og hun føler sig stærk nok mellem de sygdoms- og kropsnedbrydende kemo-behandlinger. En tur i Merceren og en kaffe på nordkysten, det fortjener ”G” mere end gennemsnittet.
Vinteren går. Hun slås fortsat for sine ideer og har plads til at dele sin viden ikke bare på Facebook men i medierne. På Facebook kan vennerne – altså FB-vennerne følge hendes vej i behandlingen. Hverken forherligende eller udpenslende. Men konkret og direkte og uden omsvøb.
Kræften og kampen mod den er en del af hendes livsrejse.
Vi sidder i forårssolen og nyder vores Cappuccino. Det er dagen før, den næste halvleg af kemobehandlingen begynder. Taxamanden spiser sig gennem rabarbertærten, og ”G” nyder gulerodskagen, inden de både livsnødvendige og smadrende dråber sendes ind i hendes krop og får det sødeste til at smage af det værste.
To ting må jeg have på plads over for jer, mine læsere: Jeg er her ikke som en frelser eller terapeut. Jeg er her som en ven, en Facebook-ven. Jeg lovede mig selv tidligere i livet i en oplevelse, jeg har omtalt i min blog og min bog, at jeg ALDRIG ville tie over for denne forbandede sygdom. Der skal tales om den, og dens ofre skal gøres synlige. Og endnu en ting: Det er ”G” selv, der uopfordret under samtalen siger: Du må gerne skrive historien om og vores møde.
Jeg havde egentlig tænkt mig at lade det være en hyggelig, privat sag. Men vores møde blev på en gang en bekræftelse på, at der gemmer sig rigtige mennesker i Facebooks univers og samtidigt en forlængelse af ”G”’s åbenhed om sin egen sygdom.
– Jeg har altid arbejdet meget antropologisk med min forskning. Og faktisk går jeg til min sygdom på samme måde. Prøver på ikke alene at se kræften som noget biologi – men også i lyset af, hvordan vi mennesker fungerer i forhold til hinanden. Jeg må helt ind på folk, helt ind på mig selv for at finde ud af, hvad der foregår.
Det gør næsten ond i mine egne lemmer, når hun fortæller om sine smerteoplevelser ved den første kemo. Om jeg kan forestille mig, at det ikke alene er ledsmerter?
Så ler hun og jeg kan ikke lade være med at se komikken, selv om der ved Gud ikke er noget at le af.
– Jeg har altid haft et meget bevidst forhold til min krop. Jeg har sådan et behov for at den fungerer, så også jeg kan fungerer i arbejde og som menneske. Det er nok også derfor, at jeg er passioneret løber. Jeg har løbet en hel del maratoner. Både herhjemme og i udlandet.
Og det var netop under en udlands-løbetur, at hun mærkede den første knude. Inden da havde hun følt sig ubehjælpeligt træt trods den gode træningstilstand. Det var en af de lumske kræftknuder, der gemmer sig og det har givetvis reddet hendes liv, at hun stædigt holdt fast på, at et eller andet måtte være galt.
Hun blev opereret, hun får kemo og skal have stråling og senere nogle hormoner. Men lige nu går alt efter planen, så sygdommen kan komme helt ud af kroppen.
Hun har et meget karakterfast ansigt. Det er første gang, jeg ser hende face-en-face. Et levende ansigt. En mund i bevægelse. Et par mørke, intelligente øjne. Nu tager hun hovedtørklædet af og ligesom hendes bryn og vipper er borte er hun en karakterfast kvinde – helt uden hår. Da hun viste sit helt nøgne hoved på Facebook, skummede de omsorgsfulde bemærkninger over med ord som ”sej” og ”smuk”. En af vennerne gik lidt mindre uden om smerten og sagde de ord, der kunne være mine. Det er sejt og hårdt.
– Men det er godt nok også et hård billede!
Jeg ser et passioneret og meget stræbsomt menneske. Jeg genkender hendes dialekt og scorer point på at gætte landsdelen. Havde min gang på egnen som ung journalistpraktikant, og vi morer os over de fælles referencer i omegnen og miljøet. Hendes forældre tog dannelsesrejsen fra den uprivilegerede klasse til status som skolelærer. Og selv blev ”G” båret frem af sin maniske sult efter viden og ikke mindst det at skrive. Det sidste blev støttet af de lærere, der også blev hendes forbilleder.
Og hun skriver stadig som var det en slags terapeutisk trang. Og måske – engang når dette kemo-smertehelvede er overstået – kommer der en bog, som ikke er en del af hendes forskningsarbejde. En skønlitterær bog.
Taxamanden skal videre i dagen dont og i morgen er ”G” forbundet til de skæbnesvangre slanger på sygehuset. På tilbageturen ind mod byen, er det hende, der spørger til mit liv. Vi taler om trivialiteterne og de store vingesus. Sådan som rigtige venner gør det!
Så bobler det frem i mig igen, spørgsmålet efter denne tur for to, som kender hinanden uden nogensinde at have mødt hinanden.
Kan Facebook-venner kaldes rigtige venner?
Jeg er jo IKKE forsker som ”G”. Taxamanden er autoriseret empiriker. En der oplever den virkelige virkelighed gennem forruden på sin Mercedes 220 C, stationcar. Vogn 2282 – den sølvfarvede med det grønne logo.
Var vi rigtige venner, da vi mødtes?
Det’ da lige meget.
Vi er blevet det!
God Morgen, Danmark
-særligt til dem, der slås for at ville leve.
Taxamand
Next ArticleVideohilsen - glæden ved lyset og foråret