Man skulle tro, at overraskelsesmomentet en dag var slidt helt ned. At intet kunne ramme eller forbavse en taxamand, og at der skulle mere end noget ganske almindeligt til at gøre indtryk. Her tænker jeg ikke på aggression, stærke lugte, underlige lyde – endsige lige-på-hard-core-porno. Eller de mest tossede bemærkninger, du kan forestille dig fra en superberuset teenager, der er ude for imponere eller bare ikke har lært god opførsel.

Tærsklen må da være helt nedslidt i det 60-timers reality-show, som er blevet mig forundt i den sølvgrå Mercer, der kører rundt og servicerer menneskeracen af alle underarter i de københavnske forstæder.

Det er jo bare et kys, for fanden!

Introen er ellers triviel nok midt i den mest tempererede vinter i mands minde. Jeg står ud af taxien og stamper nogle gange rundt om vogn 2282 for at få gang i bentøjet. Det skal løse de mest trivielle opgaver det næste halve døgn. Det venstre mest tilbagetrukket og nærmest uvirksomt. Det højre trakterer bremse og speeder rituelt på skift.

Så tænder lyset i opgangen, og allerede inden døren går op, har jeg set kunderne: To  voksne og et barn i 10-årsalderen. Det er hamrende tidligt. Manden er stille som en Zombie. Moren er lidt over-frisk og behandler knægten med en blanding af omsorg og irritation over, at hans begyndende pubertetssurhed skal sætte dagsordenen for denne dag. Hun giver mig destinationen og de sætter sig alle tre ind på bagsædet. Den slags kunder, der evner at gøre chauffør og kunder så usynlige, som vi netop har lyst til at være på dette ukristelige tidspunkt.

Det er de underligste ting, der kan påvirke min blufærdighed. Og jeg som er berygtet for selv af være Ph.D i mere eller mindre pinlige bemærkninger eller iscenesættelser. I rollen som far. Det er jo så at sige en del af jobbet. Men også professionelt. Som da jeg en gang – jeg var meget ung DR-medarbejder i en ægte ”spinatfugle-afdeling” i radiohuset for mere end 35 år siden – ville tage røven på en kollega, jeg kendte i forvejen. Jeg puttede mig ned i en medbragt sovepose og hoppede som em bondsk udgave af en havfrue ind i afdelingens reception. Den var tom, for det var frokosttid. Næsten tom. For midt i denne improviserede forestilling, der skulle opleves som et klovneindslag i en trist hverdag, sad blot et menneske. Afdelingens øverste chef, som havde været på en længere udlandsrejse og som jeg derfor blot havde mødt i en ultra-kort jobsamtale et par måneder før.

Alle mennesker kam udvise et øjeblik af øjensynlig sindssyge

Klovneriet blev en meget pinlig forestilling, hvor jeg totalt har fortrængt, hvordan jeg talte mig ud af den. Jeg mødte manden mange gange i de kommende årtier. Han kommenterede det aldrig den absurde episode dengang eller siden.

Alle mennesker kan udvise et pludseligt øjeblik af øjensynlig sindssyge.

 

Det er ikke helt så slemt i taxien denne morgen, men stemningen er altså ikke helt god. Ingen skandale og faktisk næsten ingen knoppede ord. Blot en dårlig morgen, hvor en mor forsøger at tale en knægt nogenlunde glad, de få kilometer inden taxaen stopper foran skolen.  Og der går kønsroller i den. For sagt i al kærlighed: Kvinder har noget med troen på, at man moderligt kan snakke sig ud af en konflikt og så samtidigt formå at gøre den større. Jeg ser ikke knægtens ansigt eller mimik. Men jeg forestiller mig hans taleboble, mens hun snakker og snakker og snakker og snakker. Noget i retning af: ”Så hold dog din k…  ”

Men sådan taler man ikke til sin mor. Og jeg vil bare ikke trækkes med ind i denne ganske almindelige scene fra en dansk, stresset morgenstund.

Deres tandbørste-lyde. Deres snorken. Deres utilsigtede prut under dynen.

Det samme gælder helt klart manden, der vist ikke er far til knægten. Min fantasi kan ikke slippe dem – og det er næsten det værste i disse situationer: Jeg begynder at spinne historier i hovedet. Er han den nye kæreste? Er knægten vred? Var der pinlige scener i aftes, da knægten ikke ville sove. Eller er deres morgener bare sådan ALTID.

Det burde jo ikke være pinligt, når kærlighedens små, trivielle scener udspiller i taxiens meget lille rum. Hverdagsscener i en meget lille rum, der vel ikke udgør mere end en fjerdedel af et tomands-kahyt i min Barndoms bornholmerbåde: Hammershus, Kongedybet, Rotna. Jeg husker navnene endnu. Men også stemningen de få gange, hvor jeg skulle dele kahyt med mennesker, jeg aldrig havde mødt. Deres tandbørste-lyde. Deres snorken. Deres utilsigtede prut under dynen.

 

…et par smukke unge mennesker, som kyssede hinanden, så jeg kunne høre, at også tungen var i brug. To smukke unge mænd.

I taxien kan stilheden være så intim, at man nærmest får lyst til at holde ind til siden og overlade nøglerne til kunderne. Måske fordi stilheden grundlæggende er en rekvisit i alt fra tragedier over dramaer til kommedier. Så pinligt, at de ikke vil tale sammen. Så eksplosivt inden den ene stiger ud og smækker døren for at tage hjemturen alene. Så spruttende sjovt af en vittighed eller en frivol bemærkning, jeg næppe hørte. For slet ikke at tale om stilheden under et kys. Jeg er erklæret anti-homofob, jeg har de bedste venner, som er bøsser. – Men det var grænseoverskridende, da jeg første gang havde et par smukke unge mennesker, som kyssede hinanden, så jeg kunne høre, at også tungen var i brug. To smukke unge mænd.

Da jeg for nogle uger siden deltog i en Facebook-debat i et lukket taxichauffør-forum, gik jeg nærmest helt amok, da en kollega begyndte at sætte regler for, ”…hvad fanden han ville finde sig i af kærlighed mellem to af samme køn i en taxi..”. Jeg gik direkte i hans reaktionære strube. Men jeg glemte også alt om, hvor grænseoverskridende det var for mig, da jeg første gang kørte to mænd hjem fra en af byens bøsseværtshuse. Kysseriet! Da den ene forsøgte at overtale den anden – der var i parforhold – til et hurtigt knald deroppe i lejligheden, måtte jeg nærmest tvangslukke munden for ikke at bryde ud i en samtale om et helt andet emne: ”Se solen” som min elskelige faster råbte bevidst distraherende i bilen, når hendes drenge var ved at komme op at slås.Taxamandens blufærdighedsgrænse var nået uden bare et eneste ord, som adskilte denne scene fra en klassisk scene i et hetero-forhold.

 

Moren fulgte den morgensure, irriterende knægt ind på skolen, og hun vendte undskyldende forsinkelsen tilbage til taxaen med den ventende kæreste. Jeg fik den næste destination – tilbage til en adresse i den indre by. Bare de to uden den sure dreng.

Jeg havde måske forventet en fortsat diskussion af eller en afrunding af episoden med knægten. Men der blev bare stille.

Helt stille.

De kyssede de sidste minutter i kærlighedskabinen. Måske var havde deres kærlighed den nye relations særlige passion. Måske var der et særligt kram, der aldrig var blevet afsluttet denne mørke vinternat. Måske ville de bare – kysse!

Så kom den igen, den snigende blufærdighed til den ellers så ublufærdige taxamand. Ikke på grund af særligt intime dufte eller ukontrollerede suk. Nærmest bare på grund af – stilheden. De var ekvilibrister i kysseriets kunst. Et sekund så jeg det helt dybe kys i bakspejlet. De evnede morgenens minutter lange kys uden bare anelsen af et vulgært smask. Det var jo grundlæggende så smukt, at jeg mest havde lyst til at køre hen til det nærliggende underholdningsorkester og spørge, om de dog ikke havde lyst til at musik-underlægge denne kærlighedsscene – bare en sidste gang inden lukketid.

 

Jeg kunne ikke dy mig for at kigge i spejlet endnu engang og mødte i samme sekund mandens øjne. Jeg følte mig i mikrosekunder som en ulækker voyeur.

Kunden lignede en sejerherre, og bad mig med øjnene holde øje med trafikken, mens han selv kyssede lydløst videre

Taxamande tog skyklapper på, som en gammel arbejdshest.

Kig ligeud! – Og så bare fremad!

 

God morgen Danmark.

– med et uhørligt kys