For jeg skal både fortælle en autentisk historie og holde på en hemmelighed.
Så jeg bliver nok noget om at pakke historien lidt ind, holde lidt igen med alle oplysninger – og så snyde lidt på vægten hist og her.
Så historien er hverken særlig dramatisk – eller dokumentarisk sand
Men det er egentlig lige meget. For dybest set handler den mest om en far, der fylder rundt og en ung mand, der holder en fridag fra studiet, fordi han har fundet den helt rigtige gave til ”den gamle”. Noget om en fyr, som har taget en lille omvej for at finde den rette vej – og som har lyst til at vise sin kærlighed til sin far. – Og så være sikker på, at han har fundet den rette gave.
Taxamanden er stensikker. Jeg ville blive varm og hjertet og måske fælde en lille tåre, hvis jeg vidste, at mine nærmeste efterkommere i den grad have fundet en gave, hvis fornemste formål var at gøre mig glad og vide deres kærlighed.
Tro mig. Jeg kender fornemmelsen fra mit eget univers.
Gutten er midt i tyverne men ser egentlig noget yngre ud. Han er den yngste i børneflokken – givetvis lidt af en forkælet efternøler. Han fulgte den slagne gang. Gik i skole, uden at det tændte ham vildt. Kom i gymnasiet, for det kunne han da sagtens og han tog de skridt videre i skolesystemet, end hans far havde gjort. Men det var ikke ligefrem arbejdsindsatsen, der belastede ham:
– for fanden, jeg var egentlig så ung og umoden i de år i gymnasiet. Ikke, at jeg ikke havde det sjovt. Jo, det var sjovt og hyggeligt og jeg lavede grundlæggende ikke en skid.
…… ikke fra Aalborg …
Taxamanden og den unge gut enes om, at rigtigt mange ressourcer går tabt, når man nu engang skal læse på de tidspunkter, hvor man slet ikke er moden til det. Jeg havde det på samme måde i 70’erne og kan bare takke datidens glade slendrian for, at der ikke fandtes karakgennemsnit som adgang til de videre uddannelser. Man måtte bare give den en ekstra skalle, hvis man så for alvor gik i gang med det, man havde lyst til.
Dagens hovedperson var i en lidt anden situation.
– Man er ikke så læsevante i min familie. Og jeg stod så der med en lorte-studentereksamen, der godt nok ikke gav adgang til ret mange studier. På den anden side, lyttede begge mine forældre meget til tidsånden og de mange politiske meldinger om, at man skal se at komme i gang med studiet – helst lige efter studentereksamen. Der er nødvendigt for mig – og det er i den grad nødvendigt for samfundet.
Så kort tid efter sommerferien var jeg i gang med en mellemlang uddannelse inden for økonomi. Og det interesserede mig ikke en høstblomst. Det første år gik – og jeg hang nogenlunde med. Men i løbet af det andet år fandt jeg ud af, at det jo slet, slet ikke var det jeg ville. Jeg kedede mig så gudsjammerligt men turde nok ikke helt skuffe mine forældre. Og da jeg jo havde slentret gennem gymnasiet, tænkte jeg: ”Nu må du sgu tage dig sammen”.
Nu er han 2 år inde i studiet – og meget glad fort sit valg
Den unge fyr var imidlertid ved at være så moden, at han turde træffe sine beslutninger selv. Så han steg ud af kedsomhedens mellemlange udsigtsløshed. Og tog tre meget solide ”fjumreår” med ”almindeligt arbejde” for at leve mere ærligt og træffe mere seriøse beslutninger om sit liv.
Der begyndte at ske noget inden i ham, og han fik lyst i en helt anden retning end den tidligere. Han ville på seminariet fort at blive skolelærer. Men den beslutningsdygtighed gjorde jo ikke hans karaktersnit bedre. Han valgte imidlertid at søge tre seminarer på den såkaldte ”kvote to”, hvor det IKKE primært handler om karaktergennemsnit. Selv om han helt klart er en dreng fra asfalten, søgte han også ud på seminarierne i provinsen, hvor det KAN være lettere at komme ind .
Og når passionen er der, når man tilsmiles af en smule held, og når han nu var i stand til at handle og argumentere mere modent, så KAN man undertiden få sin vilje. Han kom ind efter en optagelsesprøve på et af Københavns mest traditionsrige seminarier. Nu er han 2 år inde i studiet – og meget glad fort sit valg. Linjefagene er dansk, samfundsfag og idræt
– Jeg har netop været ude i et længere praktikforløb, og det er en ret fed fornemmelse, den der følelse af, at man har valgt helt rigtigt. Alt er ikke nemt og ungerne er temmelig hardcore. Men jeg er vild med dem og med lærerarbejdet. Og i dag har jeg det helt fint med, at jeg brød med mit tidligere studieforløb. For der var godt nok ikke kommet meget godt ud af mig som en eller anden småsur bogholdertype.
Taxamanden gætter på, at der er en slags kærlig pay-back-time til den ”gamle”. Ikke nogen surhed over, at moren og især faren ville have ham i gang med det samme – uden særlig fokus på, hvad han egentlig havde lyst til. For det gav ham til gengæld muligheden for at tage sig lidt sammen og vælge det, han virkeligt havde lyst til.
… og ikke fra Ribe …
– Min far stammer fra det jyske. Han er 100 pct. jyde hele vejen igennem, selv om vi ser ud som en rigtig københavner-familie. Han har leve mit liv snakket om sin hjemstavn og hjemby og en særlig, lokal kunstmaler, der var særligt knyttet til byen. Maleren er død for snart mange år siden. Men nu fylder ”den gamle halvrundt i løbet af foråret. Og jeg gik i aktion fort at finde en særlig, personlig gave. Jeg surfede op og ned og ud og ind på nettet – og endte på lauritz.com. Og der var det så – den gamle billede med et motiv fra farens gamle hjemby. Og malet af maleren, som faren har talt så meget om. Kunstneren er måske ikke en af landets store sønner – og billedet var til at købe for rimelig penge, en pæn slat af en måneds SU.
… det her er den ultimative gave fra en glad søn til den gamle, jyske københavner.
Han har lagt billedet på bagsædet. Sikkert og i spænd, så der ikke sker noget med det på turen fra auktionen i Gladsaxe og til bymidten i København. Jeg kigger i bakspejlet nogle gange og ser de pastelfarvede penselstrøg af kirken i baggrunden og det gamle træ i forgrunden.
En idyl og en drøm – god kunst eller ej.
Og en gave givet med stor kærlighed.
Guttermanden på forsædet er stolt.
To halvdyre taxature og en gave lidt over en fattig students formåen. Muligvis. Men det her er den ultimative gave fra en glad søn til den gamle, jyske københavner.
Far og søn – og den særlige gave
NEJ – faren er ikke fra Karup
Det er lidt svært i dag.
For jeg skal både fortælle en autentisk historie og holde på en hemmelighed.
Så jeg bliver nok noget om at pakke historien lidt ind, holde lidt igen med alle oplysninger – og så snyde lidt på vægten hist og her.
Så historien er hverken særlig dramatisk – eller dokumentarisk sand
Men det er egentlig lige meget. For dybest set handler den mest om en far, der fylder rundt og en ung mand, der holder en fridag fra studiet, fordi han har fundet den helt rigtige gave til ”den gamle”. Noget om en fyr, som har taget en lille omvej for at finde den rette vej – og som har lyst til at vise sin kærlighed til sin far. – Og så være sikker på, at han har fundet den rette gave.
Taxamanden er stensikker. Jeg ville blive varm og hjertet og måske fælde en lille tåre, hvis jeg vidste, at mine nærmeste efterkommere i den grad have fundet en gave, hvis fornemste formål var at gøre mig glad og vide deres kærlighed.
Tro mig. Jeg kender fornemmelsen fra mit eget univers.
Gutten er midt i tyverne men ser egentlig noget yngre ud. Han er den yngste i børneflokken – givetvis lidt af en forkælet efternøler. Han fulgte den slagne gang. Gik i skole, uden at det tændte ham vildt. Kom i gymnasiet, for det kunne han da sagtens og han tog de skridt videre i skolesystemet, end hans far havde gjort. Men det var ikke ligefrem arbejdsindsatsen, der belastede ham:
– for fanden, jeg var egentlig så ung og umoden i de år i gymnasiet. Ikke, at jeg ikke havde det sjovt. Jo, det var sjovt og hyggeligt og jeg lavede grundlæggende ikke en skid.
…… ikke fra Aalborg …
Taxamanden og den unge gut enes om, at rigtigt mange ressourcer går tabt, når man nu engang skal læse på de tidspunkter, hvor man slet ikke er moden til det. Jeg havde det på samme måde i 70’erne og kan bare takke datidens glade slendrian for, at der ikke fandtes karakgennemsnit som adgang til de videre uddannelser. Man måtte bare give den en ekstra skalle, hvis man så for alvor gik i gang med det, man havde lyst til.
Dagens hovedperson var i en lidt anden situation.
– Man er ikke så læsevante i min familie. Og jeg stod så der med en lorte-studentereksamen, der godt nok ikke gav adgang til ret mange studier. På den anden side, lyttede begge mine forældre meget til tidsånden og de mange politiske meldinger om, at man skal se at komme i gang med studiet – helst lige efter studentereksamen. Der er nødvendigt for mig – og det er i den grad nødvendigt for samfundet.
Så kort tid efter sommerferien var jeg i gang med en mellemlang uddannelse inden for økonomi. Og det interesserede mig ikke en høstblomst. Det første år gik – og jeg hang nogenlunde med. Men i løbet af det andet år fandt jeg ud af, at det jo slet, slet ikke var det jeg ville. Jeg kedede mig så gudsjammerligt men turde nok ikke helt skuffe mine forældre. Og da jeg jo havde slentret gennem gymnasiet, tænkte jeg: ”Nu må du sgu tage dig sammen”.
Der begyndte at ske noget inden i ham, og han fik lyst i en helt anden retning end den tidligere. Han ville på seminariet fort at blive skolelærer. Men den beslutningsdygtighed gjorde jo ikke hans karaktersnit bedre. Han valgte imidlertid at søge tre seminarer på den såkaldte ”kvote to”, hvor det IKKE primært handler om karaktergennemsnit. Selv om han helt klart er en dreng fra asfalten, søgte han også ud på seminarierne i provinsen, hvor det KAN være lettere at komme ind .
Og når passionen er der, når man tilsmiles af en smule held, og når han nu var i stand til at handle og argumentere mere modent, så KAN man undertiden få sin vilje. Han kom ind efter en optagelsesprøve på et af Københavns mest traditionsrige seminarier. Nu er han 2 år inde i studiet – og meget glad fort sit valg. Linjefagene er dansk, samfundsfag og idræt
– Jeg har netop været ude i et længere praktikforløb, og det er en ret fed fornemmelse, den der følelse af, at man har valgt helt rigtigt. Alt er ikke nemt og ungerne er temmelig hardcore. Men jeg er vild med dem og med lærerarbejdet. Og i dag har jeg det helt fint med, at jeg brød med mit tidligere studieforløb. For der var godt nok ikke kommet meget godt ud af mig som en eller anden småsur bogholdertype.
Taxamanden gætter på, at der er en slags kærlig pay-back-time til den ”gamle”. Ikke nogen surhed over, at moren og især faren ville have ham i gang med det samme – uden særlig fokus på, hvad han egentlig havde lyst til. For det gav ham til gengæld muligheden for at tage sig lidt sammen og vælge det, han virkeligt havde lyst til.
… og ikke fra Ribe …
– Min far stammer fra det jyske. Han er 100 pct. jyde hele vejen igennem, selv om vi ser ud som en rigtig københavner-familie. Han har leve mit liv snakket om sin hjemstavn og hjemby og en særlig, lokal kunstmaler, der var særligt knyttet til byen. Maleren er død for snart mange år siden. Men nu fylder ”den gamle halvrundt i løbet af foråret. Og jeg gik i aktion fort at finde en særlig, personlig gave. Jeg surfede op og ned og ud og ind på nettet – og endte på lauritz.com. Og der var det så – den gamle billede med et motiv fra farens gamle hjemby. Og malet af maleren, som faren har talt så meget om. Kunstneren er måske ikke en af landets store sønner – og billedet var til at købe for rimelig penge, en pæn slat af en måneds SU.
En idyl og en drøm – god kunst eller ej.
Og en gave givet med stor kærlighed.
Guttermanden på forsædet er stolt.
To halvdyre taxature og en gave lidt over en fattig students formåen. Muligvis. Men det her er den ultimative gave fra en glad søn til den gamle, jyske københavner.
God morgen, Danmark
– Har du krammet de gamle på det seneste?
Taxamand
Next ArticleKlassebevidsthed i stort og småt - og rødt og blåt