Jeg har altid haft et helvedes rod i min egen klassebevidsthed.
På papiret tilhører jeg vidst borgerskabet. – Min far var primært selvstændigt erhvervsdrivende – som landmand. Men indtægtsforholdene kunne ikke sammenlignes med borgerskabets traditionelle bemidling. Min mor var funktionær – oven i købet i en ledende stilling. Hun var plejehjemsforstander for to plejehjem på min hjemegn. Men heller ikke her strømmede guldet ind. For udgangspunktet var en uddannelse som sygeplejerske og her har virkeligheden maget det således, at de der plejer os i vores livs yderzoner er blandt de dårligst lønnede.
Og så det konkret klassebevidste – følelsen af, hvor på samfundsstigen man hører til ….?
Min kære mormor følte sig og stemte konservativt fra start til slut. På Bornholm, var det en slags aristokratisk udmelding, at stemme på Højre (Hun brugte det gamle navn på partiet, der formelt skiftede navn i 2015.) – For tilsyneladende bestod befolkningen på klippeøen næsten kun af venstrefolk og socialdemokrater. Resten var små, ubetydelige bølger i det politiske hav. Lige indtil efteråret 1973, hvor Bornholm gik forrest i den store konverteringsbølge til Fremskridtspartiet. Det var et slag til højre, der ville noget. – Men klassebevidstheden? Næh, det var ikke den højere landadel eller de grumme virksomhedsejere med høj hat og fråde om munden, der tog over. Det nye folketingsmedlem for skattenægterpartiet var papirhandleren fra Åkirkeby.
Ham havde ikke mange år hørt om før.
Selv Stauning endte sine dage i Whisky-bæltet
Og min skolegang var blandt børn – ja, af alle klasser bort set fra adel og storkapital. Akademiker-laget var repræsenteret af et par læge-, og tandlægebørn, nogle få unger af lavere funktionærer og arbejdere. – Og resten var stort set afkom af bønder og fiskere – der så igen var inddelt i de små og de store. Men inden jeg kom for godt i gang, trak min konservative far mig til side og forklarede mig, at husmændene – dem med de små agerbrug – ofte var dygtigere end mange storbønder, fordi de måtte slås for føden og ikke havde fået det hele forærende ved en fuldautomatisk arv.
Min far kunne lyde som en fjende af de forkælede klasser, – men han er konservativ i hjertet. Det var utænkeligt at være socialdemokrat, når man i tillæg til landbruget var officer i den danske hær. Men fuldautomatisk venstremand som alle de andre?
Aldrig i livet!
Min barndomsven, Simon, (Vi stiftede for alvor bekendtskab med hinanden, da avlsbygningerne til forældrenes går brændte ned til grunden) – har til alle tider brudt de sociale forudsigelser og –indtagelser. Han kom i realskolen, selv om faren rystede på hovedet af det der skolepjat. (Faren var et uhyre dannet menneske med nærmest leksikal vide om Wagneroperaer – på baggrund af syv års skolegang – hver anden dag).
Han blev smidt ud – i dag er han administrerende direktør
Så blev Simon smidt ud af første real med råben og skrigen om dårlig opførsel. I dag var det givetvis foregået via en eller anden ADHD-diagnose og en overbærende glæde over, at han ikke skulle fylde op på et gymnasium. Men i stedet blev han mekaniker, soldat – og fik endelig sig en kortere mellem-tekniker-uddannelse.
Åh, Gud ske lov, han blev på sin hylde – eller?
I dag foregår hans virke i en udenlandsk virksomhed, der er ejet af en af Danmarks allerstørste industrikoncerner. Han er administrerende direktør i Schweitz – og bestyrelsesformand i en endnu større virksomhed i Indien.
Klassebevidsthed? – Det tror jeg godt nok ikke.
Så hvordan skulle jeg dog kunne orientere mig i de klassiske klasseforhold, som ellers var så vigtige, da jeg flyttede til den ræve-røde studieby, Århus i efteråret 1973. Og senere kom i lære/praktik på en Venstre-avis, flyttede sammen i et vabsolut provinsmiljø med en kvinde ud af solid socialdemokratisk, københavnsk arbejderklasse, fik mine børn med fiskerhandler-datteren på Nørrebro – og nu er gift med en ikke-højtlønnet kvinde af uformuende middelstand i Espergærde.
(Hun blev til gengæld den rødeste kvinde i mit liv. Og Gud ske tak for lov for det i denne kongeblå tidsalder!)
Nej, sådan en helt klar fornemmelse af, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert, god og dårligt samfunds-smag – det har jeg aldrig rigtigt kunne finde ud af.
Staunings hus i Hellerup – en kunststykke i funktionalisme
Det er endnu mørkt, da jeg henter mine første kunder i Klampenborg. Man kan holde mange politisk korrekte taler om de privilegerede klassere herude, hvor grund- og huspriserne givetvis er blandt de højeste i landet. Man kan også bare nyde de forskellige og smukke hus fra tiden før type-tyranniet. Jeg gætter rigtigt, viser det sig senere. Huset er tegnet af selveste Arne Jacobsen og er intet mindre end en perle, – alene set udefra.
De er et par særdeles nydelige mennesker i 70’erne. Han har været førende advokat – inklusive et par profilerede opgaver for staten. Hun er akademisk uddannet – men har selvfølgelig primært fungeret som advokatens frue. Det har dog på ingen måde sat hende i den beslutningsmæssige skygge, fornemmer man. Fruen styrer samtalen diskret og med stil.
– Vi skal til Madeira. Faktisk plejede vi at tage på skiferie netop nu. Altså alpint – og netop i Alperne. Det har vi gjort i rigtig mange år og før det blev en selvfølge at holde skiferie. Men vi tog lige en vurdering af vores og knogler – og så lagde vi den tradition på hylden. Det har være så fantastisk i alle de år – med det selvvalgte stop var den rigtige beslutning, tror jeg.
– Og børnene?
– Det var desværre en af de ting, der ikke blev til noget i vores liv. Vi fik ingen børn. Til gengæld fik vi den ubetingede frihed. Men du kan sikkert gætte, hvad jeg ville have valgt, hvis muligheden havde været der.
Af indlysende grunde kan jeg ikke bryde fortroligheden mellem taxamand og kunde
Hun kigger på mig i bakspejlet og jeg irriterer mig over, at jeg stillede det mest konventionelle spørgsmål af alle. Hendes milde øjne accepterer det fuld ud – og hun har sikkert fået stillet det spørgsmål ALTID, hver gang hun møder nye mennesker.
På vejen mod lufthavnen svarer de beredvilligt på mine spørgsmål om huset. Deres glæde over hver kvadratmeter svarer til min beundring for det kunstværk, som huset OGSÅ er. Der er ingen arrogance i deres tillægsord – stolthed, naturligvis men først og fremmest en taknemmelighed.
På et tidspunkt tager husets herre over og begynder nærmest at interview mig. Formentlig fordi han fornemmer min lokalkendskab – at jeg har boet i nærheden. Og så gætter han på, at jeg har haft en fortid udenfor taxien. Han gør det ikke af snobberi eller i følelsen af pludseligt, klasse-fællesskab mellem ham og en tidligere ”velbjerget” medie-mand. Han er mere interesseret i min faglighed og karriere som journalist – og vi bevæger os ind i nogle af hans helt store sager.
Af indlysende grunde kan jeg ikke bryde fortroligheden mellem taxamand og kunde.
Det bliver en af de lærerige ture for mig. Ikke bare et kilometertællerprincip – men mødet med et par intelligente fortællere, der er godt op i 70’erne. Et par meget smukke mennesker –både udenpå og indeni. Generøse. Spørgende.
Men først og fremmest med solid taknemmelighed, selv om det er tydligt, at de har kæmpet hårdt for de flotte resultater og ikke plages af samvittighedskvaler over deres succes.
Det ville da også være både dumt og utroværdigt
På turen mod lufthavnen sender jeg min mormor og ”den gamle” en respektfuld tanke om den ægte konservatisme. Ikke den reaktionære, bekymrende – eller den skeptiske overfor fremmede kulturer. Ikke den fællesskabsfornægtende eller selv-tilragende.
Men den stolte. Den traditionsrige. Den forpligtende.
Det blev så ikke den partipolitiske boulevard jeg selv spadserede ad i mit liv.
Men jeg kan li’ udsigten – og det menneskelige format.
Vi udveksler faste og ægte håndtryk ud for lufthavnsterminalen.
Klassebevidsthed i stort og småt – og rødt og blåt
Jeg har altid haft et helvedes rod i min egen klassebevidsthed.
På papiret tilhører jeg vidst borgerskabet. – Min far var primært selvstændigt erhvervsdrivende – som landmand. Men indtægtsforholdene kunne ikke sammenlignes med borgerskabets traditionelle bemidling. Min mor var funktionær – oven i købet i en ledende stilling. Hun var plejehjemsforstander for to plejehjem på min hjemegn. Men heller ikke her strømmede guldet ind. For udgangspunktet var en uddannelse som sygeplejerske og her har virkeligheden maget det således, at de der plejer os i vores livs yderzoner er blandt de dårligst lønnede.
Og så det konkret klassebevidste – følelsen af, hvor på samfundsstigen man hører til ….?
Min kære mormor følte sig og stemte konservativt fra start til slut. På Bornholm, var det en slags aristokratisk udmelding, at stemme på Højre (Hun brugte det gamle navn på partiet, der formelt skiftede navn i 2015.) – For tilsyneladende bestod befolkningen på klippeøen næsten kun af venstrefolk og socialdemokrater. Resten var små, ubetydelige bølger i det politiske hav. Lige indtil efteråret 1973, hvor Bornholm gik forrest i den store konverteringsbølge til Fremskridtspartiet. Det var et slag til højre, der ville noget. – Men klassebevidstheden? Næh, det var ikke den højere landadel eller de grumme virksomhedsejere med høj hat og fråde om munden, der tog over. Det nye folketingsmedlem for skattenægterpartiet var papirhandleren fra Åkirkeby.
Ham havde ikke mange år hørt om før.
Selv Stauning endte sine dage i Whisky-bæltet
Og min skolegang var blandt børn – ja, af alle klasser bort set fra adel og storkapital. Akademiker-laget var repræsenteret af et par læge-, og tandlægebørn, nogle få unger af lavere funktionærer og arbejdere. – Og resten var stort set afkom af bønder og fiskere – der så igen var inddelt i de små og de store. Men inden jeg kom for godt i gang, trak min konservative far mig til side og forklarede mig, at husmændene – dem med de små agerbrug – ofte var dygtigere end mange storbønder, fordi de måtte slås for føden og ikke havde fået det hele forærende ved en fuldautomatisk arv.
Min far kunne lyde som en fjende af de forkælede klasser, – men han er konservativ i hjertet. Det var utænkeligt at være socialdemokrat, når man i tillæg til landbruget var officer i den danske hær. Men fuldautomatisk venstremand som alle de andre?
Aldrig i livet!
Min barndomsven, Simon, (Vi stiftede for alvor bekendtskab med hinanden, da avlsbygningerne til forældrenes går brændte ned til grunden) – har til alle tider brudt de sociale forudsigelser og –indtagelser. Han kom i realskolen, selv om faren rystede på hovedet af det der skolepjat. (Faren var et uhyre dannet menneske med nærmest leksikal vide om Wagneroperaer – på baggrund af syv års skolegang – hver anden dag).
Så blev Simon smidt ud af første real med råben og skrigen om dårlig opførsel. I dag var det givetvis foregået via en eller anden ADHD-diagnose og en overbærende glæde over, at han ikke skulle fylde op på et gymnasium. Men i stedet blev han mekaniker, soldat – og fik endelig sig en kortere mellem-tekniker-uddannelse.
Åh, Gud ske lov, han blev på sin hylde – eller?
I dag foregår hans virke i en udenlandsk virksomhed, der er ejet af en af Danmarks allerstørste industrikoncerner. Han er administrerende direktør i Schweitz – og bestyrelsesformand i en endnu større virksomhed i Indien.
Klassebevidsthed? – Det tror jeg godt nok ikke.
Så hvordan skulle jeg dog kunne orientere mig i de klassiske klasseforhold, som ellers var så vigtige, da jeg flyttede til den ræve-røde studieby, Århus i efteråret 1973. Og senere kom i lære/praktik på en Venstre-avis, flyttede sammen i et vabsolut provinsmiljø med en kvinde ud af solid socialdemokratisk, københavnsk arbejderklasse, fik mine børn med fiskerhandler-datteren på Nørrebro – og nu er gift med en ikke-højtlønnet kvinde af uformuende middelstand i Espergærde.
(Hun blev til gengæld den rødeste kvinde i mit liv. Og Gud ske tak for lov for det i denne kongeblå tidsalder!)
Nej, sådan en helt klar fornemmelse af, hvad der er op og ned, rigtigt og forkert, god og dårligt samfunds-smag – det har jeg aldrig rigtigt kunne finde ud af.
Staunings hus i Hellerup – en kunststykke i funktionalisme
Det er endnu mørkt, da jeg henter mine første kunder i Klampenborg. Man kan holde mange politisk korrekte taler om de privilegerede klassere herude, hvor grund- og huspriserne givetvis er blandt de højeste i landet. Man kan også bare nyde de forskellige og smukke hus fra tiden før type-tyranniet. Jeg gætter rigtigt, viser det sig senere. Huset er tegnet af selveste Arne Jacobsen og er intet mindre end en perle, – alene set udefra.
De er et par særdeles nydelige mennesker i 70’erne. Han har været førende advokat – inklusive et par profilerede opgaver for staten. Hun er akademisk uddannet – men har selvfølgelig primært fungeret som advokatens frue. Det har dog på ingen måde sat hende i den beslutningsmæssige skygge, fornemmer man. Fruen styrer samtalen diskret og med stil.
– Vi skal til Madeira. Faktisk plejede vi at tage på skiferie netop nu. Altså alpint – og netop i Alperne. Det har vi gjort i rigtig mange år og før det blev en selvfølge at holde skiferie. Men vi tog lige en vurdering af vores og knogler – og så lagde vi den tradition på hylden. Det har være så fantastisk i alle de år – med det selvvalgte stop var den rigtige beslutning, tror jeg.
– Og børnene?
– Det var desværre en af de ting, der ikke blev til noget i vores liv. Vi fik ingen børn. Til gengæld fik vi den ubetingede frihed. Men du kan sikkert gætte, hvad jeg ville have valgt, hvis muligheden havde været der.
Hun kigger på mig i bakspejlet og jeg irriterer mig over, at jeg stillede det mest konventionelle spørgsmål af alle. Hendes milde øjne accepterer det fuld ud – og hun har sikkert fået stillet det spørgsmål ALTID, hver gang hun møder nye mennesker.
På vejen mod lufthavnen svarer de beredvilligt på mine spørgsmål om huset. Deres glæde over hver kvadratmeter svarer til min beundring for det kunstværk, som huset OGSÅ er. Der er ingen arrogance i deres tillægsord – stolthed, naturligvis men først og fremmest en taknemmelighed.
På et tidspunkt tager husets herre over og begynder nærmest at interview mig. Formentlig fordi han fornemmer min lokalkendskab – at jeg har boet i nærheden. Og så gætter han på, at jeg har haft en fortid udenfor taxien. Han gør det ikke af snobberi eller i følelsen af pludseligt, klasse-fællesskab mellem ham og en tidligere ”velbjerget” medie-mand. Han er mere interesseret i min faglighed og karriere som journalist – og vi bevæger os ind i nogle af hans helt store sager.
Af indlysende grunde kan jeg ikke bryde fortroligheden mellem taxamand og kunde.
Det bliver en af de lærerige ture for mig. Ikke bare et kilometertællerprincip – men mødet med et par intelligente fortællere, der er godt op i 70’erne. Et par meget smukke mennesker –både udenpå og indeni. Generøse. Spørgende.
Men først og fremmest med solid taknemmelighed, selv om det er tydligt, at de har kæmpet hårdt for de flotte resultater og ikke plages af samvittighedskvaler over deres succes.
Det ville da også være både dumt og utroværdigt
På turen mod lufthavnen sender jeg min mormor og ”den gamle” en respektfuld tanke om den ægte konservatisme. Ikke den reaktionære, bekymrende – eller den skeptiske overfor fremmede kulturer. Ikke den fællesskabsfornægtende eller selv-tilragende.
Men den stolte. Den traditionsrige. Den forpligtende.
Det blev så ikke den partipolitiske boulevard jeg selv spadserede ad i mit liv.
Men jeg kan li’ udsigten – og det menneskelige format.
Vi udveksler faste og ægte håndtryk ud for lufthavnsterminalen.
God Morgen, Danmark.
– Også til de privilegerede af højere klasser.
Taxamand
Next ArticleAlkohol, kærlighed - og hemmeligheder der skal ud