Den uforklarlige iscenesætter har sin egen dramaturgi.

For en uge siden skrev jer en hyldest til ”fædrerevolutionen” – nutidens mænd, der tager barselsorlov og i det hele taget tager sig af deres børn.

Og så – i onsdags – mistede jeg min egen far. Forhenværende gårdejer og major i hæren, Ernst A. Grunwald sov helt bogstaveligt stille ind i sin seng på Plejecenter Klippebo i Gudhjem. Mod nordøst, den blå Østersø, der både kan være flad og blank som et dansegulv – og andre dage smide skummende, rasende bølger ind på klipperne. Mod syd udsigt over markerne. Grønne i foråret og gule, blå og røde, som vi nærmer os høsten. Når man kørte den gamle landmand og soldat i kørestolen ud på terrassen en solskinsdag, så du en særlig glans i hans øjne, trods demensens slør.

Man kunne aldrig rigtigt sætte entydige etiketter på min far. Jo, ved Gud var han en mand af den gamle skole, som det sømmer sig for en næsten 88-årig mand, der i sit hjerte har været soldat siden drengeårene i spejderkorpset. Han var født patruljefører og endte sin militære karriere som major af reserven. Karrieren bød på både fuldtidsjobbet som soldat i en snes år, herunder et halvt år som FN-soldat, – velfærdsofficer på det danske hospital i Gaza, midt i 60’erne, inden Mellemøsten gik helt amok. – Og han slap aldrig hæren og dets fællesskabs-kultur, selv om han først i 70’erne valgte at overtage min mors fødegård, Sejersgård i Østermarie på Bornholm. Han var aktivist i ”Folk og Forsvar og i ”De Blå Baretter”, foreningen af veteraner i FN-systemet. Soldat og bonde. Det blev hans skæbne, selv om han var ”førder” – en udefra kommende på klippeøen – at følge den gamle bornholmske tradition med både at tjene kronen og jorden.

Den anden side af min far var en slet skjult, kunstnerisk åre. Som ung spillede han både amatørteater og var statist og korsanger på Odense Teater. Og da lillebror Morten Grunwald efterhånden udviklede sig til en af landets store skuespillere og teater-entreprenører, piblede hans egen kærlighed til teater og musik indimellem ud gennem hans øjne og mund. Og stoltheden.

Grunwald-familien i Danmark er et produkt af en østprøjsisk indvandrer, billedskæreren Karls Frederik og så ægte, fynsk bondestand på min farmor, Hildeborgs side. Hestehandlere og prøjsere. Kunst og hårdt arbejde. Luthersk strenghed og grundtvigsk folkelighed. Disciplin og kærlighed. Det hele var samlet i min far og han bar alle dage både sit tyske ”Ernst” og sit danske ”Aksel” – med stolthed.

– Det er tid til at tænke en ekstra gang over det, man kommer fra, sagde Ellis og Kim, kunder i vogn 24.

Jeg kørte med dem sidst på ugen som endnu en hilsen fra skæbnen. De har netop sagt endeligt farvel til Kims mor fra en af forstædernes kirker. Og netop i dag kan jeg ikke holde kæft om mit eget liv lige nu. Vi taler om børns dobbelt oplevelse af vore forældre. Både det søde og det sure.

– Min mor var til tider en hård dame, siger Kim. Men også en personlighed, der ikke var til at komme udenom. Præsten fik det hele med.

Det kunne være skitsen til et portræt af min egen far. Soldaten og bonden. Patriarken og krammeren Pligten og fornøjelsen.

Som ung rejse han til USA, hvor han både arbejdede som landmand i Wisconsin og siden som gartner for skuespilleren Gregory Peck i Hollywood.

Der var ikke harmoni gennem hele vores liv sammen. Stærke spændinger i 60’erne og 70’erne, hvor titusindvis af amerikanere og millioner af vietnamesere mistede i den krig, som Vesten tabte så tydeligt og skæbnesvangert. Spændinger mellem far og søn – desværre ikke særligt artikulerede. Jeg manglede evnen til at sige fra, båret af min mors mere bløde personlighedstræk.

Men faderen og majoren E.A. Grunwald var ikke entydigt skabt af stål. Han blev blød til lyden af klassisk musik. Jeg så ham aldrig græde, bort set fra den rystende stemme, da han tog afsked med min døde mor efter 63 års ægteskab. Det lå i hans natur at være dominant. Men han var blød i sin indre, kunstneriske kernereaktor og i kærligheden. Marineinfanterist, – jo det må man sige. Men med våde øjne, når orkestre og solister spillede det store, klassiske repertoire.

Med årene blev spændingerne mellem far og søn mindre. Det er jo det fantastiske ved at blive ældre. At indignation og tolerance ikke længere er uforenelige grundstoffer. At min kærlighed flød lidt lettere de sidste år, – fulgt af en stigende beundring for den gamles dobbelte natur. At han var soldat helt derude, hvor jeg ikke kunne følge ham. Men at den ægte konservatisme (Jo, han var medlem i mange år!) også bar et humanistisk syn på verden. Internationalist. Han meldte totalt fra overfor Fremskridtspartiet og senere DF på grund af det snævre syn på danskhed. Han var den første, der fortalte mig om et mellemøstligt folk (palæstinenserne), der bar samme savn efter et hjemland, som det jøderne fik virkeliggjort efter anden verdenskrig. Og han opsagde sit abonnement på Jyllands-Posten under Muhammedkrisen. – Han kunne ikke acceptere, at man gør grin med religioner – heller ikke andre end hans egen, lutherske kristendom.

Den gav ham fred til det sidste. For selv infanteristen, patriarken, storebroren, – krigeren Ernst var hele livet sikker på, at selv om livet på jorden først og sidst er kamp og hårdt arbejde, – så har det hele en mening.

I den naive og smukke drøm følger jeg min fars fodspor. Og slipper ham aldrig helt.