Når nogle spørger mig om de vigtigste betydninger af min ”omvendte dannelsesrejse” (eller sociale rutsjetur….) – fra at være en af de relativt højt lønnet mediechef til at leve som journalist, blogger og taxichauffør – plejer jeg at sige:

– Livet i vogn 2282 – den sølvgrå Mercer med det grønne logo – den direkte, daglige dialog med kunderne af mange klasser og nationaliteter har gjort mig til menneskelig optimist – og politisk pessimist.

Følelsen er blevet styrket efter Folkemødet i sidste uge.

Jeg var hyret af politik-festivalen til at være moderator i den politiske festivals nye scene og telt – Civiltinget. I 18 events på de fire dage, viste 18 organisationer/foreninger/bevægelser deres visioner og politiske passioner nationalt og globalt.

Hver enkelt event blev optaget/sendt som en del af ”Radio Folkemødet” og sendtes via nettet og DAB ud til hele Danmark. Og nu ligger de næsten 18 timers radio/audio på Folkemødets hjemmeside, så organisationerne og andre interesserede kan høre diskussionerne i teltet.

Jeg var ikke hyret som stjerne eller gudbenådet tv- eller radiovært (Jeg kan uden krukkeri sige, at det sidste har jeg faktisk aldrig været. Jeg blev aldrig hverken Jørgen Hjorting eller Clement Kjersgaard). Jeg var officiel moderator – på en skala fra mikrofonholder til interviewer. Og så handlede det selvfølgelig om at drysse journalistisk håndværk og radiofoniske tips ud over de mange timers radio.

Jeg var gladere, da jeg rejste, end da jeg kom.

 

Som erklæret centrum-venstre-orienteret, er det ret svært at fastholde den politiske livsglæde ilige nu.

Med et fingerknips taler man nu om, at DF’s stuerenhed har skabt plads til et nyt højreparti – De Nye Borgerlige. Ægte, kulsort borgerlighed og darwinistisk liberalisme med en nationalisme, som giver kvalme hos os, der insisterer på, at vi også er europæere og verdensborgere.

På bare nogle få år, er EU-modstanden blevet et af de væsentligste højrefløjsprojekter. Og – undskyld mig – der fordamper ren nationalromantik og uforpligtende og luftige løfter ud af munden på den rødeste venstrefløj, med dens vi-skal-ud-af-EU-men-selvfølgelig-skal-vi-have-et-internationalt-samarbejde-af-en-eller-anden-art. Som om intet var sket i verden og Europa, siden vores EF-JA for mere end 40 år siden.

Uden noget tegn på rødmen (RØD – du altforbarmende – her i landet er lykkeligt vi blåfrosne… !) sejler folkestemningen derudad med det dobbeltbundede budskab, at vi skal beskytte os mod det fremmede, mens vi nærmest har en særlig kulturel ret til at leve os sunde og fede på vækst og eksport til den omverden, vi allerhelst så stoppe ved grænsen. Man skal tilbage til den tidligere udenrigsminister Uffe Ellemann Jensen for at finde et mandfolk og den evigt provokerende Ritt Bjerregaard for at finde et kvindfolk, der tør tale om EU som et politisk og passioneret projekt.

Og så har jeg ikke nævnt den næsten ubærlige kendsgerning, at vi har deltaget i en række krige og mistet soldater, ofret milliarder – mens det fortoner sig mere og mere, om indsatsen i Irak, Libyen, Afghanistan og Syrien overhovedet har bragt freden en hanefjed nærmere.

Jeg stopper nu – og holder vejret, mens briterne i disse dage reelt er ved at sige farvel.

Der går et spøgelse gennem Europa.

Selvtilstrækkelighedens spøgelse.

 

Men i det lille telt ved en af småhavnene ud for den bornholmske nordkyst, var der masser af åbne døre til både den lille og den store verden.

Bare et lille udpluk:

Konkurrencekommissær Vestager, der tog rollen som interviewer og forsøgte at få de unge til at kæmpe for Europa som en ægte menneske- og fredssag.

Jeg mødte feminister, som tog magten i teltet med stor humor og på tværs af generationer i den nye bevægelse Feministisk Forandring. Globale kvindehistorier. Herunder det tidligere medlem af Folketinget for SF, Öslem Cekic, der måske er den danske venstrefløjs mest veloplagte og udogmatiske debattør for tiden. Hun fortalte med kærlighed om sin kurdiske mormor, der var en virkelighedens feminist. Da en af landsbyens mandschauvinister bare vadede ind i mormors gård og stue for at sætte denne umulige kvinde på plads, tog bedstemor resolut sit gevær og truede ham baglæns ud af matriklen med en reel trussel om at skyde ham.

Og så de to, unge indvandrermænd, der lavede deres eget ”talkshow” arrangeret af Dansk Flygtningehjælps ungdomsorganisation, DFUNK. Patrick fra Rwanda, hvis skæbne var at hans forældre var fra hver sin stamme – HHHutu og Tutsi. Den unge fyr fik sit livs kulturchok, da han, søskende og mor blev flyttet som kvoteflygninge fra mega-flygtningelejren i Uganda – til en landsby i Midtjylland. Hvordan, det er gået? – OK, kan man sige. Han er netop blevet bachelor i anvendt filosofi! Og makkeren på scenen, Juan – kurdisk flygtning fra Syrien, der drives af en nærmest manisk drøm om at blive læge, selv om han må begynde helt forfra. Han foredrog om sin udgave af livet som familiesammenført på et ok og forståeligt dansk. Og hvor længe har han så levet her i kongeriget: 17 måneder. PÅ mindre end halvandet år har han lært vores umulige sprog.

Og jeg oplevede den iransk-danske jurastuderende Asrin Mesbah, som har stiftet JuraRådgivningen, der bistår asylansøgere i sager, der syltes og chikaneres i det danske system. Det fik bevægelsen Bedsteforældre for Asyl til at invitere hende i Civiltinget, fordi de reelt tror, at Asrin er på sporet af en skandale på niveau med ”tamilsagen”: Bevidst syltning af flygtninge-sager.

 

Og så var der masser af andre rent ”danske” sager på dagsordenen i teltet:

De anbragtes vilkår. Foreningen for mennesker med senfølger af seksuelle overgreb, landsforeningen for efterladte efter selvmord. O mange andre, som jeg ikke har plads til at nævne her.

 

Folkemødet og Civiltinget skruede ned for min politiske pessimisme og satte blus under min menneskelige optimisme.

Måske er min øjne ikke tilstrækkeligt åbne.

Måske er det virkelige problem, at den hysterisk ekspanderende mediestrøm anført af broderskabet mellem profilerede studieværter, overbetalte spindoktorer og professionelle politikere ikke evner eller ønsker at fortælle om den virkelige virkelighed, der findes udenfor den iscenesatte?

 

PS:

Dette blogindlæg bringes også i avisen.dk – en af Danmarks større nyhedssites.