En gang i efteråret, sidste år var mit hyrevognsunivers fantastisk.

Taxamanden fik en pris – ”uden for kategori, ” da sprognævnet og Litteraturselskabet uddelte årets sprogpriser 2015. ”… Modigt, autentisk og sprogligt spillevende … ”, sagde et af jurymedlemmerne, – en kommunikationsdirektør. Og jeg var stolt som en vognmand, der har købt sin første Mercer.

 

Men så rammer virkeligheden og hverdagen også Taxamanden.

 

Jeg har siddet herude i skoven og ventet på min første kunde overlader miraklerne til min stationcar. (Det sidste giver særlige kunder, som skal have plads til golfkøller eller ski, når vinteren kommer ind over os.)

FEDT at være eftertragtet.

Jeg synes selv, jeg er meget god til at bakke op om de nye chauffører, som står der med trætte og sørgmodige øjne efter de første nattevagter.

 

– Tag det nu roligt, Ali. For det første skal du lære arbejdet at kende. Det her er ikke et job for rene idioter. Du skal forstå naturen i de enkelte distrikter.

Jeg er 100 pct. provisionslønnet og har ventet i tre timer uden en eneste tur

Al den erfaring, priser og påskønnelser rager mig en papand lige nu. Jeg er 100 pct. provisionslønnet og har ventet i tre timer uden en eneste tur. Man behøver ikke en højere handelseksamen for at udregne timelønnen lige nu. Et rungende – nej et uforskammet, klynkende – nul!

Jeg griner for mig selv her i ensomheden, hvor jeg end ikke kan læne mig tilbage – og bare sove. Lige nu er hamrende ligeglade med smilende jurymedlemmer og klappende tilhørere, der viser respekt for min fortællekunst. Jeg vil bare have.

 

Som et signal direkte fra paradiset, ”bimler” computeren på en forudbestilling. Turen går til lufthavnen. Det er lidt sent, men nu må jeg sgu lære at slappe af. Jeg smækker automatgearkassen i ”D” og betjener min touch-skærm med en pianists ynde. ”Call back” – jeg vil være fremme hos kunden om 5 minutter. Nu kører det.

I et euforisk minut….

Så bimler computeren med en fatal besked: FORGÆVES!

 

 

En eller anden søvndrukken direktør har glemt at afbestille taxituren til en flyrejse, der alligevel ikke blev til noget. Jeg bander og svovler – højlydt. Det kommer ud af munden på mig som fra en djævel, der hverken fortjener at opdrage børn eller have børnebørn.

Nej, lige nu er der ikke meget prisbelønnet over Taxamandens sprog.

 

Og den næste ugens korteste. Tidlig om morgenen fra et byggefirma med to sække cement. Jeg målte afstanden – godt 450 meter!

Åh, Gud ryger det ud af mig, da computeren meget hurtigt bimler igen, som havde den hørt mine bønner om ture. Det bliver en af de lidt farlige bestillinger, hvor der ikke er opgivet destination. Og ganske rigtigt. Den går til nærmeste S-togstation. For mindre end en 100-kroner.

Og den næste ugens korteste. Tidlig om morgenen fra et byggefirma med to sække cement. Jeg målte afstanden – godt 450 meter!

Og det fortsætter dagen igennem med en af karrierens dårligste dage.

 

Det er midt på eftermiddagen, da jeg endelig har affundet mig denne martyragtige efterårsdag, hvor der er lysår mellem sprogpris, hæder og øre – og smørret på brødet. Dagen har udviklet sig til absurd social-teater om arbejderens fornedrelse.

Lige indtil jeg ser hende i bakspejlet og fornemmer, at den smukke, lidt forretningsagtige kvinde, der nærmer sig vogn 2282 kan blive noget helt særligt. Beslutsom. Raske skridt helt op til fordøren. Hun banker på ruden og jeg springer ud som butleren i en engelsk tv-serie

– Vil du køre mig gratis til København?

Jeg tror, hun tager pis på mig og hun læser min tvivl med et pludseligt sørgmodigt blik. Hun er ikke en type, der dyrker den absurde humor. Hun gentager bare – nu lidt fortvivlet – om jeg vil køre hende gratis til København. Jeg begynder rømme mig og stamme og se mig omkring efter et skjult kamerahold.

”Du, må sgu’ da ha spist søm dame” – nej, det siger jeg ikke. .Hun kan jo være syg!

– Nu må vi faktisk ikke køre uden betaling, frue. Så dit ønske kræver en særlig god forklaring og synes lige nu, at jeg lyder som en klam alfons-type.

Hendes øjne i frygt forandrer sig til det mest taknemmelige smil:

– Tusind, tusind tak Taxamand, du er bare SÅ sød. Du har virkeligt reddet min dag. Jeg går i øjeblikket på en slags coaching uddannelse, hvor jeg skal øve mig på at gå ud over mine personlige grænser. Det er ganske frygteligt, men jeg er bare glad for, at du tog det så pænt.

Hun smiler lettet og går hen foran Mercerens køler.

Jeg er – lamslået.

Ensom og forladt.

En pristaber!

 

God dag, Danmark.

– Måtte DIT arbejde blive indbringende

 

PS:

Dette blogindlæg har været bragt som klumme i Ekstrabladets søndagstillæg EKSTRA.