Jeg genkender hende fra en tidligere tur til lufthavnen.

Hun er er en del af et ”graduate program” i en stor dansk og global virksomhed. Det håndplukker de bedste, nyudsprungne akademiske kandidater – fra hele verden – og tilbyder dem et toårigt udviklingsforløb på forskellige relevante områder. På fuld løn, naturligvis. For det her er ikke et hjælpeprogram. Det handler om at finde fremtidens bedste folk til en virksomhed, der konkurrerer på verdensmarkedet.

Hun er smilende smuk, sort pagehår, sorte asiatiske øjne, veltrimmet og med de rødeste sko, der kan opdrives i byens førende skobutikker. Og ja, hun er kineser fra den moderne, statskapitalistiske virkelighed i Solens Rige.

Tidligt i morges så jeg en anden side af medaljen. Måske startede deres rejse mod Danmark endnu før Løkkes og Støjbergs spindoktorer fandt på den der geniale plan med at reklamere os negativt ud af flygtningestrømmen.

Mit køresystem bimler kl. fire om morgenen og jeg bliver sendt til et af Røde Kors´ flygtningecentre. Jeg ville lyve, hvis ikke jeg indrømmer, at det tænder nogle advarselsklokker. For få dage siden, blev en betjent stukket ned på netop det center, og hvad pokker skal de dog bruge en taxi til kl. fire om morgenen.

Ro på!

Min kinesiske kunde taler fremragende engelsk med tydelig amerikansk accent. Det fik mig i begyndelsen til at tro, at de fleste kinesiske kandidater er uddannede i storkapitalens hjemland USA. Men nej! De er derimod ofte intensivt udannede på kinesiske sprogskoler, – der så ofte underviser efter amerikanske systemer. Og så er der selvfølgelig afsmitningen fra TV og anden underholdningsindustri derovre.

Faktisk tog hun sin internationale studentereksamen i Danmark. Hendes forældre er diplomater og var netop udstationerede i Danmark, da hun var i de sene teenager- år. Og hun elsker det her land. Så det var som en gave fra himlen, da hun efter endt akademisk uddannelse blev optaget på graduate-programmet. Men sproget? – Det har hun til gode

 

Vi følte os mere voksne og vi flyttede ikke rundt efter lærerne. Det var dem, der kom til os.

– Det var en stor oplevelse, at tage studentereksamen i Danmark. Noget helt andet end i Kina. Vore system er ekstremt hårdt og vore lærere er vore dommere. Det var næste fysisk anderledes i Danmark. Vi følte os mere voksne og vi flyttede ikke rundt efter lærerne. Det var dem, der kom til os.

 

Inden hun står af i lufthavnen fortæller hun, at hun er gift. Hendes mand er konsulent og bor i Holland. Hun er fyldt 30 og det er tid til børn. To børn. Den reviderede ét-barns-politik i Kina giver dem mulighed for at bryde enebarnets ensomhed.

Verdensborgeren smiler til mig og tripper mod terminalen i byens rødeste sko.

 

Et modbillede:

Det bliver mit livs mest stille tur fra det ene asylcenter til det andet. Jeg ved ikke rigtigt, hvordan jeg skal forholde mig over for de tre unge mænd. De er dødtrætte og er ankommet til landet tidligere på døgnet, nu er de registrerede og skal videre, hvor der er plads. En af dem kan nogle næsten uforståelige, engelske brokker og forstår ikke mine ord. Måske tør de ikke tale og er givetvis blevet genneminterviewet flere gange. Hvor kommer de fra? Hvem er de? Hvad vil de?

 

Turen varer 40 minutter. Der er kulsort på landet og bort set fra dieselmotorens lette brummen, er der ingen lyde. Jeg tier bare stille og forestiller mig, hvad de ser i deres første danske timer. Politifolk – professionelle. De venlige folk af mange nationaliteter fra Røde Kors. Og så denne nysgerrige taxamand, der ser ud til at leve godt, selv om han i de fleste kulturer tilhører arbejderklasens bund. Jeg kigger på sidemanden og de to på bagsædet. Mørkhårede. Asiatiske træk, som det er almindeligt i dele af Afghanistan

Nu sover de bare. Meget tungt.

Måske trygt.

 

Jeg lægger en hånd på den ene skulder og udbryder et banalt ”Good Luck”.

Da vi ankommer til det genåbnede center, giver det et ryk i dem, selv om jeg prøver at optræde blidt. Jeg stiger ud af bilen og de giver mig deres papirer med tre oplysninger: Et navn, et land, et sprog. Og tre små rygsække.

Det er hvad de ejer i livet lige nu.

 

Jeg lægger en hånd på den ene skulder og udbryder et banalt ”Good Luck”. Hvad fanden skal jeg sige.

Så stiller de op på en række og giver mig hånden én efter én. Kigger mig ind i øjnene og trykker fast.

Ikke et ord.

Bare et blik til – tak, tror jeg.

 

God dag, Danmark

– velkommen, verden, til et af de lykkeligste folk.

 

Dette blogindlæg blev bragt som klumme i Ekstrabladet, magasinet EKSTRA, sidste år, da flygtningestrømmen til Danmark var stærk