Der er ingen tvivl om det.

De er nattelivets rockstjerner – kokkene på de gode restauranter. Og det er ganske vist i de her år, hvor Michelins eftertragtede stjerner drysser ned over danske spisesteder over hele landet. Toppen er vel fortsat Restaurant Noma, der ligger som et lysende buddhistisk tempel på Refshaleøen i København. Når jeg jævnligt kører kunder dertil, er der – ja, en både andægtig og løssluppen stemning I vogn 24. Når jeg kører gæster fra det store udland til byens hoteller, falder samtalen i 9 af 10 tilfælde på emnet ”og-hvor-vil-du-så-anbefale-os-at-spise?”.

– – –

Det er først på natten i København – og jeg sørger for, at en af ”rockstjernerne” bliver kørt hjem. Han har været på arbejde siden formiddagen, og da potter og pander var sat på plads, er der lige gået et par timer med nogle øl og debriefing om dagens episoder.

Han er en ung mand, kokkelev først i 20’erne, – og ganske sober. ”Løftet”, – ikke ”vissen”. – Men han allerede måttet kæmpe sig tilbage i det job, han har drømt om hele livet. Han elsker mad. Han har været god til at lave mad, siden han var barn. Og han agter også arbejdsmæssigt at lægge sig oppe i toppen.

Vi taler om at være arbejdslivets natteravne. Om at elske det. Men om ikke at lade sig fortære. Han ved, hvad han taler om, for han har prøvet at skvatte ned fra himlen, inden han rigtigt var kommet op at flyve.

– Jeg VIL bare være kok. Og jeg vil være blandt de bedste. Startede efter studentereksamen med at være køkkenmedhjælper. Det var et enormt hårdt arbejdsliv. Alene arbejdstiden, som ofte lå fra kl. 9 om morgenen til midnat. Jeg har set folk få kaste en tallerken i hovedet, fordi noget af den grønne pynt var lagt forkert på tallerkenen. Sådan helt bogstaveligt porcelæn og mad lige ind i hovedet. Men det sværeste var nok der enormt lange arbejdstider. Og så kravet om at skulle være på og med – også når arbejdsdagen var overstået. Så skulle der festes og drikkes. Ikke betales. ” … Eleven betaler aldrig, men de må heller aldrig sige nej… ” Sådan var parolen.

Den unge mand holdt fast i branchen og dens krav om at stå til rådighed – hele tiden. Hans forbrug af alkohol steg proportionelt med hans søvnmangel. Og en dag gik det galt – helt galt. Han havde mærket svimmelheden nogle gange – og da han skulle hente noget mere i baren, forsvandt benene under ham.

– Det lyder helt vildt, men det var desværre sandt. Jeg gik ud som et lys og vågnede op på den lukkede afdeling. De fortalte mig, at jeg havde været helt psykotisk – helt vanvittig. Det stod klart, at jeg var ved at smadre mit liv, endnu inden, jeg var kommet rigtigt i gang med det. Endnu ikke hverken udlært og slet ikke ”chef” på det udsøgte madsted. Men en ungarbejder, der var gået i gulvet af mangel på søvn og efter alt for megen druk.

Han er blot en snes år men med en modenhed og et kvikt hoved, som langt overgår gennemsnittet af mine nattekunder.

– Jeg regnede med, at min drøm var bristet. Begyndte en nyt job som piccolo Men jeg kunne bare ikke slippe drømmen om at blive madkunstner – en kok på højt niveau. Så jeg kæmpede mig tilbage og fik endelig en læreplads – på et sted hvor vilkårene er anstændige. Ordentlig tone. Ordentligt liv!

Natteravnen er fløjet op mod himlen igen – men han undgår at slippe øjenkontakten med jorden. Han kan drikke alkohol med måde, – og med den forsigtighed, at han lært for livet, at han skal styre sig. Da behandlerne have hjulpet ham igennem krisen, spurgte han, om der var noget han kunne gøre til gengæld. Det var der! Han holder jævnligt foredrag for folk i sygehus- og behandlingssystemet – lærer dem noget om, hvordan det er at være hovedperson i et liv, der pludselig kollapser.

Og hvordan han har det med andre stoffer end alkohol, – ikke mindst kokain. Jeg hører jævnligt historier og møder af og til unge mænd og kvinder i håndværksfag og i restaurationsbranchen, som holder den kørende med jævnlige ”striber” af det hvide pulver. Jeg kender oplevelsen af den let overspændte mani, som karakteriserer coke-misbrugeren – også blandt mine kunder. En af mine venner og tidligere medarbejdere i mediebranchen er stået åbent frem som ex-misbruger og karakteriserer afhængigheden af kokain sådan: ”… Den evige jagt på et trip, som er lige så fedt som den allerførste gang … ”

Min kunde i nat bekræfter, at der er masser af ”sne” i restaurationsbranchen. Det holder han sig HELT væk fra!

– Det er for fedt og for langt ude. Jeg har prøvet det én gang. Om det var godt?

Han kigger på mig som den helt unge mand, de allerede har det modne menneskes erfaring:

– Da jeg prøvede det, oplevede jeg det som den lykkeligste dag i mit liv. Men dagen derpå græd jeg over, at jeg ikke kunne finde den rette sodavand i køleskabet. Det kommer aldrig mere til at ske i mit liv!

Så giver vi hinanden hånden efter ven god tur med en samtale om det uskyldige og det farlige liv.

Fik jeg sagt til ham, at jeg skylder ham respekt?

PS: Du er velkommen til at dele historien fra den gyldne branche med det hårde liv. Jeg dyrker det ikke. Men TAXAMANDEN møder både heltene og ofrene.