Og de giver mig et kick, disse gamle koner, der bærer kærligheden direkte ind på bagsædet af den sølvfarvede Mercer med det grønne logo.
Der går sådan en latterlig konfirmand-provokatør i mig, når jeg kører med rigtige damer fra taxi-gården ved udenrigsgården – terminal tre i Kastrup Lufthavn. Lige så slatne vi søvnige taxichauffører kan være med hænderne så langt nede i lommerne, at det ville have afstedkommet et i hvert fald åndeligt los i røven i min barndom… Lige så selvfokuserede vi er i fantasierne om det her mon er en tur til 200, 300 – eller måske ligefrem 500 kroner…. Lige så barnlig en duks bliver jeg, taxamanden, når jeg møder disse ypperlige kvinder med otte årtier i livets og deres køns tjeneste og taknemmeligt livsglade efter 6 dage i syden – uden for sæsonen.
Jeg har lige netop hørt i radioen, at nogle hjertedøde politikere vil spise den slags mennesker af med vakuumpakket mad, leveret til et uges forbrug. Men jeg skubber dette ulækre eksempel på en civilisation i forfald ud af hovedet – helt ud. Det giver mig faktisk fysisk kvalme og nu skal disse pensionist-damer fanden gale mig have den ypperste service, en sølvræv kan præstere. Jeg flygter ud af den politiske virkelighed og dens småtskårethed og – ind i den virkelige og generøse.
men hvorfor skal det mest ligne en casting til en genudsendelse af ”Herskab og Tjenestefolk”.
– Lad bagagen stå, de damer, siger jeg og smækker begge døre op, mere adræt end i årtier. Jeg skubber forsæderne helt frem. Nu skal damerne have plads til deres skrøbelige ben. De bruger begge hver en krykke som stok. Jeg hjælper dem ind på bagsædet, løfter fligene af deres kjoler ind, så der ikke kommer smuds på dem, når jeg lukker dørene. Log så der det tilbage til bagsmækken og ind med begge kufferter. En tryk på knappen og et hurtigt løb frem til førersædet, så jeg allerede er på plads – lidt sammenkrøbet, for der skal jo være plads til damen bag mig.
De har begge fået benplads som var det i en Limousine. Og de nyder denne service til det yderste. Kollegerne under halvtaget spørger givetvis sig selv: ”Hvem fanden skal han imponere?”. Og min kone ville, hvis hun havde set denne her scene, formentlig have antydet, at jeg godt nok skal vise service, men hvorfor skal det mest ligne en casting til en genudsendelse af ”Herskab og Tjenestefolk”.
Mine unger ville fnise – og beundre mig i smug, når ingen andre så det
Jeg er ligeglad.
Lige nu har jeg et fedt job
Jeg er bare Taxamand.
Ketty og Grethe er topglade efter rejsen. Ligesom de er glade for livet – det almindelige. De er begge enker og de og deres familier er vokset op i karré-bebyggelse i en af de ikke privilegerede forstæder. I 60 år har de boet i to opgange ved siden af hinanden. De var begge gift med hver deres post-tjenestemand.
– Vi var ikke rige, Faktisk var lønningerne til underordnede tjenemænd ret dårlig, siger Ketty.
Grethe sekunderer:
– Men vi siger jo som så mange andre. Det er jo ikke bare lønnen, det kommer an på. Vore mænd havde sikre job og behøvede aldrig tænke på arbejdsløshed, så længe de passede deres dont.
Begge de damer lægger ikke skjul på, at pensionen fra de to tjenestemænd til gengæld har givet dem en god alderdom – og den har ikke være stillesiddende. De tog begge billige ferierejser sydpå eller vestpå, da de var yngre, deres mænd levede og børnene var små. Da de så mistede deres mænd, blev de enige om, at de dog lige så godt kunne rejse videre med hinanden. Så nu går turen udenlands mindst en gang – men oftest to gange om året. De var på rundtur i Irland og Nordirland i foråret. Og i dag kommer de så hjem efter 6 dage i Menton, som ligger mellem Nice i Frankrig og Monaco. De havde pragtfulde dage udenfor sæsonen på et rimeligt hotel med udsigt over Middelhavet. Anstændig morgenmad – og middagene måtte de så finde ude i byen.
Ketty:
– Det lyder måske lidt vildt med to rejser om året. Men sandheden er, at vi sparer til dagligt. Vi køber ind, til det daglige, hvor der er de billigste tilbud. Vi har jo tid til at sidde og lede efter dem. Jeg vil ikke sige, at vi lever spartansk. Men vi køber bare det, vi behøver, og til gengæld kan vi så tage vore mange rejser.
– Ved du hvad, fortsætter Grethe. Vi har besluttet, at vi bliver ved, så længe vi kan. Og det kan jo være slut om lidt. Men vi nyder det og vi klarer det, selv om vi begge er lidt halvdårligt gående. Vi skal have hvert minut med i resten af vores liv. Og snart er vi nok i gang med at planlægge den nye rejse. Vi skifter mellem selskaberne. Tager dem, hvor tilbuddene er bedst
De to damer lægge ikke skjul på deres alder – de er 83. Og så er de glade, så stemningen smitter af på den halvgrå taxamand, der kunne være deres søn.
De har nøjagtigt mine forældres alder.
Men de har besluttet at trække nogle klare grænser i deres liv.
De nægter at hoppe på den teknologiske bølge.
Ketty hvæsser kløerne:
– Vi gider simpelthen ikke det der moderne teknik-pjat. Ikke engang en kreditkort havde vi med på rejsen. Vi rejser med rene kontanter. Og så er vi hamrende ligeglade med, om vi er gammeldag. Også selvom det rammer os. Vi rejste med en billig-selskab hjem, og der får man jo ingen forplejning over
Hovedet. Da vi bad om at købe en kop kaffe fik vi at vide, at det kunne vi kun med kreditkort. Ikke tale om, sagde vi. Det ligger derhjemme.
Og internet og e-mail kan også godt gå hjem og vugge.
Så snart den digitale postkasse blev en realitet for alle, var vi blandt de første til at gå ned på kommunen og sige fra!
– Vi var jo gift med rigtige postmænd, griner Grethe. Så den går ikke. Vi holder til der, hvor posten skal ud på den gammeldags måde.
Jeg fortæller dem, at de så ikke kommer til at læse dette lille essay om vores møde.
De trækker på skuldrene og smiler igen.
– Ved du hvad, det er blevet et princip for os, siger Ketty mere alvorligt. Jeg var på kontor og Grethe var bogbinderjomfru (bogbinderens assistent) og vi er glade for det, vi har lært og det, vi kan. Og vi gider ganske enkelt ikke lave om på vores liv, for at vi skal indordner os de nye systemer. Vi har ingen samvittighedskvaler, for vi har arbejdet, passet vore familier og tjent vore egne penge det meste af vores liv. Så snart den digitale postkasse blev en realitet for alle, var vi blandt de første til at gå ned på kommunen og sige fra!
E-boks?
Nej tak!
Jeg hjælper dem med bagagen til hver deres opgang.
Da turen kom til Kettys, kigger hun på mig som en ung pige og peger med øjnene op på 1.sal. Der er langt med en tung feriekuffert, der er slidt efter de mange rejser – og tung efter den sidste.
– Gider du?
– Om jeg gider…?
God morgen, Danmark
– godmorgen – endnu engang – til de seje kvindfolk
Grethe og Ketty rejser ud
Der er smil på lige fra starten.
Og de giver mig et kick, disse gamle koner, der bærer kærligheden direkte ind på bagsædet af den sølvfarvede Mercer med det grønne logo.
Der går sådan en latterlig konfirmand-provokatør i mig, når jeg kører med rigtige damer fra taxi-gården ved udenrigsgården – terminal tre i Kastrup Lufthavn. Lige så slatne vi søvnige taxichauffører kan være med hænderne så langt nede i lommerne, at det ville have afstedkommet et i hvert fald åndeligt los i røven i min barndom… Lige så selvfokuserede vi er i fantasierne om det her mon er en tur til 200, 300 – eller måske ligefrem 500 kroner…. Lige så barnlig en duks bliver jeg, taxamanden, når jeg møder disse ypperlige kvinder med otte årtier i livets og deres køns tjeneste og taknemmeligt livsglade efter 6 dage i syden – uden for sæsonen.
Jeg har lige netop hørt i radioen, at nogle hjertedøde politikere vil spise den slags mennesker af med vakuumpakket mad, leveret til et uges forbrug. Men jeg skubber dette ulækre eksempel på en civilisation i forfald ud af hovedet – helt ud. Det giver mig faktisk fysisk kvalme og nu skal disse pensionist-damer fanden gale mig have den ypperste service, en sølvræv kan præstere. Jeg flygter ud af den politiske virkelighed og dens småtskårethed og – ind i den virkelige og generøse.
– Lad bagagen stå, de damer, siger jeg og smækker begge døre op, mere adræt end i årtier. Jeg skubber forsæderne helt frem. Nu skal damerne have plads til deres skrøbelige ben. De bruger begge hver en krykke som stok. Jeg hjælper dem ind på bagsædet, løfter fligene af deres kjoler ind, så der ikke kommer smuds på dem, når jeg lukker dørene. Log så der det tilbage til bagsmækken og ind med begge kufferter. En tryk på knappen og et hurtigt løb frem til førersædet, så jeg allerede er på plads – lidt sammenkrøbet, for der skal jo være plads til damen bag mig.
De har begge fået benplads som var det i en Limousine. Og de nyder denne service til det yderste. Kollegerne under halvtaget spørger givetvis sig selv: ”Hvem fanden skal han imponere?”. Og min kone ville, hvis hun havde set denne her scene, formentlig have antydet, at jeg godt nok skal vise service, men hvorfor skal det mest ligne en casting til en genudsendelse af ”Herskab og Tjenestefolk”.
Mine unger ville fnise – og beundre mig i smug, når ingen andre så det
Jeg er ligeglad.
Lige nu har jeg et fedt job
Jeg er bare Taxamand.
Ketty og Grethe er topglade efter rejsen. Ligesom de er glade for livet – det almindelige. De er begge enker og de og deres familier er vokset op i karré-bebyggelse i en af de ikke privilegerede forstæder. I 60 år har de boet i to opgange ved siden af hinanden. De var begge gift med hver deres post-tjenestemand.
– Vi var ikke rige, Faktisk var lønningerne til underordnede tjenemænd ret dårlig, siger Ketty.
Grethe sekunderer:
– Men vi siger jo som så mange andre. Det er jo ikke bare lønnen, det kommer an på. Vore mænd havde sikre job og behøvede aldrig tænke på arbejdsløshed, så længe de passede deres dont.
Begge de damer lægger ikke skjul på, at pensionen fra de to tjenestemænd til gengæld har givet dem en god alderdom – og den har ikke være stillesiddende. De tog begge billige ferierejser sydpå eller vestpå, da de var yngre, deres mænd levede og børnene var små. Da de så mistede deres mænd, blev de enige om, at de dog lige så godt kunne rejse videre med hinanden. Så nu går turen udenlands mindst en gang – men oftest to gange om året. De var på rundtur i Irland og Nordirland i foråret. Og i dag kommer de så hjem efter 6 dage i Menton, som ligger mellem Nice i Frankrig og Monaco. De havde pragtfulde dage udenfor sæsonen på et rimeligt hotel med udsigt over Middelhavet. Anstændig morgenmad – og middagene måtte de så finde ude i byen.
Ketty:
– Det lyder måske lidt vildt med to rejser om året. Men sandheden er, at vi sparer til dagligt. Vi køber ind, til det daglige, hvor der er de billigste tilbud. Vi har jo tid til at sidde og lede efter dem. Jeg vil ikke sige, at vi lever spartansk. Men vi køber bare det, vi behøver, og til gengæld kan vi så tage vore mange rejser.
– Ved du hvad, fortsætter Grethe. Vi har besluttet, at vi bliver ved, så længe vi kan. Og det kan jo være slut om lidt. Men vi nyder det og vi klarer det, selv om vi begge er lidt halvdårligt gående. Vi skal have hvert minut med i resten af vores liv. Og snart er vi nok i gang med at planlægge den nye rejse. Vi skifter mellem selskaberne. Tager dem, hvor tilbuddene er bedst
De to damer lægge ikke skjul på deres alder – de er 83. Og så er de glade, så stemningen smitter af på den halvgrå taxamand, der kunne være deres søn.
De har nøjagtigt mine forældres alder.
Men de har besluttet at trække nogle klare grænser i deres liv.
De nægter at hoppe på den teknologiske bølge.
Ketty hvæsser kløerne:
– Vi gider simpelthen ikke det der moderne teknik-pjat. Ikke engang en kreditkort havde vi med på rejsen. Vi rejser med rene kontanter. Og så er vi hamrende ligeglade med, om vi er gammeldag. Også selvom det rammer os. Vi rejste med en billig-selskab hjem, og der får man jo ingen forplejning over
Hovedet. Da vi bad om at købe en kop kaffe fik vi at vide, at det kunne vi kun med kreditkort. Ikke tale om, sagde vi. Det ligger derhjemme.
Og internet og e-mail kan også godt gå hjem og vugge.
– Vi var jo gift med rigtige postmænd, griner Grethe. Så den går ikke. Vi holder til der, hvor posten skal ud på den gammeldags måde.
Jeg fortæller dem, at de så ikke kommer til at læse dette lille essay om vores møde.
De trækker på skuldrene og smiler igen.
– Ved du hvad, det er blevet et princip for os, siger Ketty mere alvorligt. Jeg var på kontor og Grethe var bogbinderjomfru (bogbinderens assistent) og vi er glade for det, vi har lært og det, vi kan. Og vi gider ganske enkelt ikke lave om på vores liv, for at vi skal indordner os de nye systemer. Vi har ingen samvittighedskvaler, for vi har arbejdet, passet vore familier og tjent vore egne penge det meste af vores liv. Så snart den digitale postkasse blev en realitet for alle, var vi blandt de første til at gå ned på kommunen og sige fra!
E-boks?
Nej tak!
Jeg hjælper dem med bagagen til hver deres opgang.
Da turen kom til Kettys, kigger hun på mig som en ung pige og peger med øjnene op på 1.sal. Der er langt med en tung feriekuffert, der er slidt efter de mange rejser – og tung efter den sidste.
– Gider du?
– Om jeg gider…?
God morgen, Danmark
– godmorgen – endnu engang – til de seje kvindfolk
Taxamand
Next ArticleDe rige nordmænd - bli'r de for dovne?