Jeg kan ikke give det nogen ordentlig forklaring, men jeg lagde mærke til en lillebitte detalje, da han satte sig ind på forsædet.

Der er kaos i København i de her dage. Broer, der skal lukkes og repareres. Så det var med trafikgudens hjælp, at jeg fik vendt Merceren lige inden endnu en kø, så jeg kunne være fremme hos kunden på rekordtid i det indre København.

Og så var det jeg, at jeg lagde mærke til hans meget velplejede øjenbryn. Det var ikke naturen, der tegnede dem så præcist skarpt til det milde, voksne ansigt. Jeg har set det nogle gange hos mænd. Fordi nogle mænd bare ikke vil finde sig i den kønsrolle, at pleje af ansigt og bryn og brug af makeup alene tilhører kvindekønnet. Andre gange i et mere feminint ydre, der vidner om, at de givetvis – professionelt eller privat – optræder som en andet køn i deres private liv. Min ekskone arbejder i underholdningsbranchen, så jeg har levet et venskabs-liv med drags og bøsser i de smukkeste rober og med hvislende ”s’er”, der altid blev udtalt som ”z’er”.

Men intet passer egentlig med mine forestillinger om kunden her. Bare en ganske almindelig mand med usædvanligt rare øjne. Slidte jeans og en tæt skjorte. Håret er sat op med en lille hestehale, som håndværkere kan gøre det af praktiske årsager. Han er en flot fyr sidst i 40’erne og en af de rare kunder, der har lyst til at snakke, mens vi kører ud af byen til bilen, som han har parkeret langt fra byens trafikkaos.

Jeg tror, han arbejder på en af de store museer ind i byen – kunne godt ligne sådan en lidt afslappet, lidt ”kunstnerisk” type, hvor jeg nu også får øje på et par kraftige øreringe, der af de unge bæres af både mænd og kvinder.

 

Som så ofte før, er det en lille misforståelse, der sætter gang i vores snak mellem taxamand og kunde – stimuleret af min nysgerrighed og kundens særlige og øjeblikkelige lyst til at svare. Den lyst kan være stor selv i et af disse hverdagens tidlige timer.

Og den ER stor, da vi finder ud af, at vi har tillid til hinanden. For han er midt i i sit livs mest afgørende proces, der om mindre end et år vil forandre ham fra en biologisk mand til en kvinde. Eller rettere: rent fysisk ændre ham til den kvinde han inderst inde har været hele sit liv.

 

Kønsidentiteten har slidt i ham hele livet. Han er opdraget i et strengt autoritært liv i provinsen, hvor han militære far flittigt brugte sine hænder til lussinger, når ungerne ikke makkede ret. Min kunde her har fået mange af dem. Han husker det tydligt. Den sidste fik han helt op i 14-års alderen som nærmest ung mand, og de tæv sidder stadig i ham som en vrede og smerte.

 

I drengens krop gemte sig en pige, som elskede, når hans mormor klædte ham i kjoler og han husker en barndom med helt andre reaktioner end drengebarnets. Detaljer, måske, men præcise træk i hans personlighed. Når andre drenge fik snavs på tøjet eller rev en flænge, masede de bare videre i deres leg. HAN styrtede altid ind til mor eller mormor for at få rent tøj på som rigtige – piger gør det.

 

Hans splittede identitet og afvisningen af det hans havde mellem benene, forblev en hemmelighed i det konventionelle provinsmiljø. Som rigtige drenge blev han først mekaniker og så professionel soldat.

 

Men da jeg begyndte på planerne om at blive opereret til at være kvinde, stod de fleste af.

– Jamen, det var jo nok en slags demonstrativ præstation over for min far. Jeg ville vise ham, at jeg var stærk nok og rigtig nok. Jeg endte også som international soldat og mine kammerater vidste godt, at jeg var anderledes. Der var faktisk en tolerance i hæren, også selvom man lever meget tæt med hinanden i et ret maskulint miljø. I dag har han kun få – næsten ingen venner fra den militære karriere. Det var som om de godt ville have accepteret mig som en slags bøsse. Men da jeg begyndte på planerne om at blive opereret til at være kvinde, stod de fleste af.

Jeg spørger ham direkte, om det er intimiderende, hvis jeg går ind på direkte spørgsmål om, hvad der sker med ham nu og hvad der skal ske operativt – og hvordan han udlever sin seksualitet som en kvinde med en mands kønsorganer.

 

– Nej, nej spørg bare løse. Det er kun rart at få lov til at fortælle.

 

Lægeundersøgelserne viser, at der faktisk ER kromosom-forskelligheder mellem ham og almindelige, biologiske mænd. Det har på mane måder gjort det følelsesmæssigt lettere for ham at ville gennemføre de endelige beslutninger. Hans far – den store dominante ånd – er død. Hans mor elsker ham lykkeligvis som den søn han er. Ja, den søn for hun vil nok altid se ham som drengen. Men hun respekterer hans valg. Hans lillebror har det svært alene med kærlighed mellem mænd – sådan ser han det, velvidende at storebror jo har sit seksuelle liv med mænd. Men han har lillebrorens respekt.

 

Jeg er på ingen måde optaget af mandens udløsning, så jeg er den passive part

– Jo, jeg kommer i bøssemiljøet, men jeg er jo kvinde. Jeg er på ingen måde optaget af mandens udløsning, så jeg er den passive part, der bare drømmer om en mand, der ønsker sig en kvinde som mig. Og jeg føler mig virkelig tryg blandt bøsser. De bakker mig op. De tror på mig. De passer på mig.

 

Han vil blive forandret fra en han til den hun, han har følt sig som hele livet

Det er storesøsteren, der kommer til at give ham den afgørende hjælp økonomisk, når han igennem de mange fysiske og psykologiske undersøgelser (Jeg har netop samlet ham op ved en af de klinikker, der arbejder med transseksuelle og kønsskifteoperationer). Storesøsteren betaler de væsentligste operationer i Thailand. Hans testikler vil blive fjernet og hans penis vil blive operativt forandret til en skede, hvor man så at sige genbruger noget af huden. Det vil gøre ham i stand til at gennemføre et samleje med en mand.

Han regner til gengæld med, at brysterne – implantaterne skal laves i Sverige. På grund af sine særlige kromosom-forhold har han i forvejen haft tendens til brystdannelse.

 

Det blev en tur, som gjorde store indtryk på mig. På grund af den totale åbenhed, så jeg – en sjælden følelse hos Taxamanden, indrømmet – var oppe at røre grænserne for mig egen blufærdighed.

Nærmest lidt latterligt, turde jeg ikke give det kram til farvel, som jeg egentlig havde allermest lyst til.

Det blev et meget maskulint farvel. Noget JEG har med fra min bagrund.

Vi er begge soldater-sønner

Et håndtryk.

Et meget fast håndtryk.

 

God morgen, Danmark

– i frisind og kærlighed

 

PS:

Mens jeg skriver disse linjer går jeg tilbage i teksten for at kigge på min brug af ”han” og ”hun”. Egentlig lidt upassende at påtvinge min kunde et køn, hun ikke føler sig hjemme i.

Så hvis du læser med nu, Kære ”D”? (du ved jo at denne historie muligvis ville blive skrevet) – så beder jeg om tilgivelse for, at jeg hænger fast i det køn, som har været din spændetrøje hele livet. Men sådan traf vi jo hinanden. Mødes vi igen derude i den farverige virkelighed, skal du få en førsteklasses behandling som den kvinde du er.

Held og lykke på rejsen!