Det lyder nok lidt råt – men det er en kendsgerning.

Jeg genkender ham på den sorte hud – og på hans fysiske handicap. Ja, han er afrikaner – og så er hans krop kort, han har stive, uhåndterlige ben – og så bruger han krykker. Han lettere beruset – ganske blidt beruset efter en nattetur med nogle af vennerne fra studiet.

Jeg mødte ham for nogle måneder siden uden de nøjagtigt samme omstændigheder – men jeg iler med at undskylde beruselsen. Han er ikke storforbruger af alkohol og i det hele taget ikke nogen tragisk skikkelse – trods handicappet. Han har for pokker bare været på hyggetur med en flok andre unge.

Han vinker mig ind til siden med den ene krykke midt i nattemørket – og jeg kan ikke lade være med at flage med genkendelsen og gensynsglæden:

– God morgen hr. Så kører Somali-ekspressen igen, og jeg gætter på, at vi skal en tur ud på Amager!

Han griner let og lægger hånden på min skulder.

– Du kan kende mig?

– En rigtig taxichauffør kan altid genkende de gode kunder. Det er da klart.

Og så fortsætter vi samtalen, hvor vi slap for et par måneder siden.

 Det her er en etnisk taxi, så det vil noget!

Der er masser sprogmusik i vogn 2282 denne nat – eller morgen – hvor klokken nærmer sig halv fem. Taxamanden – granitperkeren – snakker derudad på dansk med den uundgåelige bornholmske accent. Min kunde er endnu mere blomstrende. Han taler korrekt dansk, med en tydelig afsmitning fra somali (han kom til Danmark med sin familie, da han var otte år) – og så kan han ikke skjule sin nordjyske dialekt på toppen af den sproglige kransekage. Det her er en etnisk taxi, så det vil noget! Vi nævner det og vi griner af det godt hjulpet af Taxamandens påtagede morgenduelighed og kundens livsglæde og lettere beruselse.

Han fortæller om sin brogede baggrund. Faderen, som nu er flyttet til et andet europæisk land, var oprindelig journalist i Somalia. Han var stærkt venstreorienteret, men da klankrigene, de religiøst-etniske konflikter og fornedrelsen i det hele taget tog fart i det afrikanske land på ”Afrikas Horn”, måtte han flygte med familien. Endestationen for den politiske flugt blev Danmark og Nordjylland. Her bor moderen, mens det ældste barn – min kunde – læser i København.

 

 

– Vi er en blandingsfamile, som ville være helt umulig i Somalia i dag. Min far tilhører principielt den muslimske kultur, men han er slet ikke aktivt troende. Min mor er fra Etiopien og kommer fra det etiopisk, ortodokse, kristne kirke. Det største trossamfund i landet (42 pct.). Det religiøse var som udgangspunkt ikke noget problem i den del af Afrika, hvor Islam og kristendom tidligere kunne leve side om side. Men sidenhen er det gået, som det er gået. Krige, klanopgør, drab, opgør mellem de forskellige etniske og religiøse grupper. Jamen, jeg kan kun sige det, som så mange siger det i dag: Det er en sindssyg verden, vi lever i.

 

Uanset etnisk baggrund og fysisk handicap skulle og ville han uddanne sig

Min kunde er i realiteten en mønsterbryder – også da han kom til Danmark. Også set i relation til det somaliske samfund i Danmark. Men udgangspunkt i en uddannet middelstandsfamilie, lå det i kortene, at han skulle skuffe sig fremad og opad i samfundet. Uanset etnisk baggrund og fysisk handicap skulle og ville han uddanne sig. Han lærte dansk i folkeskolen og han fik sig en gymnasial uddannelse.

Og så gik han i gang med at læse.

– Lige nu er jeg ved at forberede arbejdet med min endelige speciale-opgave på uddannelsen. Om ikke så lang tid er jeg kandidat i pædagogik.

– Sådan, siger jeg – utilsigtet fordomsfuldt.

Fordomsfuldt.

For hvorfor skulle et godt begavet flygtningebarn, der ikke hænger fast i drømmene om fortiden men er SÅ klar på fremtiden, dog ikke kunne tage en akademisk uddannelse. Han er sort og oprindelig en fremmed fra Afrika. Men han har først og fremmest et ønske om at være. Det er herhjemme, han vil skabe sig en fremtid.

– Ved du hvad, Taxamand, jeg har en stor drøm her i livet. Verden er godt nok tosset i dag. En realitystjerne er blevet præsident i verdens største supermagt. Storbritannien vil ud af EU for at kunne dyrke imperietanken igen. Folk fra Afrika sætter livet på spil i gummibåde for at komme væk fra krigene og fattigdommen. I mit oprindelige hjemland er alt kaos. Og så sidder jeg her med mine krykker og om lidt med en akademisk uddannelse. Jeg synes ikke, jeg har andre veje end at gå ud og gøre noget ved det. Er det helt ude i hampen at sige, at jeg gerne vil være med til at skabe en bedre verden – og så begynde her, hvor jeg er?

– Noget med politik?

– Nej, nej, nej. Men jeg vil undervise, lære fra mig. Ikke bare en masse teoretisk kunnen. Jeg vil prøve at vise, at der er veje ud af konflikterne og mismodet blandt de uprivilegerede flygtninge – ikke mindst dem fra Afrika. Og jeg vil tage udgangspunkt i mig selv. Jeg kommer jo fra et liv, hvor der var plads til forskellige livssyn, – indtil de modbydelige konflikter og folkedrab satte ind. Så klappede det hele sammen. Men heroppe i Danmark, må vi kunne skabe en bedre begyndelse for dem – for os, der får lov til at blive her. Jeg synes jeg selv har bevist det med mit eget liv. Levet med. Taget en uddannelse. Have min baggrund med – men ville fremtiden her. Det er det, mit arbejdsliv skal bruges til. Jeg vil være ROLLEMODEL. Min etniske baggrund gør, at jeg kender udfordringerne helt ind i kernen. Jeg vil være med til at vise andre med etnisk baggrund, at de kan gennemgå den samme proces. Jeg kaster ikke det gamle liv bort, jeg kommer fra. Men jeg vil leve i det nye.

 

Vi er fremme ved lejligheden i etageejendommen. Den mørke mand smiler i mørket, så det kan ses, endnu inden, jeg tænder kabinelyset.

Vi klapper hinanden på skuldrene og han lover at sende mig sit speciale, når det er afleveret og bedømt.

 

God morgen, Danmark.

– Yes we can!