Jeg er far til tre døtre, så jeg er selvskreven feminist.

Og jeg kan lide, når den føres ud i livet. Som da den ældste avancerede i lyntempo i sit studenterjob i new media – mest for mænd. Eller den yngste i en periode ville være politikvinde. Eller den mellemste resolut bad om at blive sat af fra en taxa, da en eller anden religions-forvirret chauffør begyndte at tale om, at danske kvinder selv var ude om at de blev voldtaget. De er udfordrende klædt.

Skønt at få gjort op med forældede kulturforestillinger, hvad enten de er importeret eller skabt i egen have.

Hun er meget ung kvinde min næste kunde, som jeg samler op ved et af hovedstadens højtprofilerede, akademiske arbejdspladser – et advokatfirma.Det kunne være en af fredagens institutionsafhentninger. Men jeg ser, at hun har en kuffert med – og for mig synes hun for ung til at have børn. Isæt i dette erhvervssegment, hvor fødselsraten holdes ”naturligt” nede af lange uddannelser og et helt overmåde tidsforbrug på arbejde.

Jeg hjælper hende som det foreskrives i vortes VIP-krav. Ud af bilen for at tage sig af det praktiske.

Og SÅDAN – ind at sidde på pladsen med udsigten til en smilende og smuk kunde på bagsædet. Og før jeg nu bliver grinet ud. Kan man både være galant og feminist? – jeg har kun et svar: Det går meget godt, og det lønner sig!

Det er en helt speciel dag for min kunde i dag. Hun har en længere akademisk uddannelse – og dette er hendes første dag som ansat kandidat. Det er hendes første dag på det nye job. – Og så er det første dag med to dages følgende overnatning – ude af barsel. To dage i udlandet uden den 1-årige prinsesse derhjemme. For første gang.

Om det er hårdt?

 

– Ja det må jeg sige, siger hun, inden jeg er helt færdig med spørgsmålet. Men jeg må jo henvise til standardforklaringen: Den lille datter har en far og han er god som både mand og farmand.

 

– Det er noget underligt noget for det er jo hårdt på den gode måde. Forstået, at jeg både kan mærke bindingen af at være mor og lysten til for alvor – og endelig at komme i gang med at arbejde.

 

Min kunde er garanteret i eliten i sit fag. Hun har en udstråling som den karrierekvinde, hun jo ikke kan være på sit livs første arbejdsdag som kandidat. Samtidig er det tydligt, at hun endnu ikke er fyldt. Hun og manden mødte hinanden på universitetet og de blev stort set færdige samtidigt. Så var det prinsessen meldte sin ankomst samtidigt med specialet og kandidatgraden – det var ikke helt planlagt. Men samtidigt det mest vidunderlige og helt naturlige. Måske meget godt at få taget trykket af det karrieremæssige dieseltog. Nyt fokus. Den største kærlighed.

Og hvad så med arbejdslivets modtagelse af de hele menneske med både spidse albuer bankende baby-hjerte? Taxamanden lægger for. Da jeg fik min første chefkontrakt i DR, skete det samtidigt med, at der blev indført længere barselsorlov – også få mænd. Ja endog for den særlige race – CHEFER. Min daværende generaldirektør var ved at spytte en hel kop kaffe ud, da jeg svarede på brumbassens spørgsmål: – Hvad har du i gang med nu, Grunwald?

 

men en af de andre nåede dog at udtale dagens mest selvfølgelige selvfølgelighed, da de sagde goddag: – Hvad pokker, en kvinde?

– Jeg skal på barsel – i tre måneder.

Den slags luksus-aftaler anede han faktisk ikke, at ”huset” havde indgået. En chef – på barsel? Og så en mand?

Min kunde følger op med sine første oplevelser på arbejdet.

– Vi er en lille gruppe nyansatte, og jeg er eneste kvinde. Det kunne jeg faktisk godt mærke. Selvfølgelig fuld accept, men en af de andre nåede dog at udtale dagens mest selvfølgelige selvfølgelighed, da de sagde goddag: – Hvad pokker, en kvinde?

 

Det må man sige.

– Ved ansættelsen oplevede jeg, at en kvindelig chef spurgte mig, hvordan jeg ville klare både at være mor og lave karriere. I et lyst øjeblik fik jeg stillet en slags modspørgsmål: Har DU børn – og svaret var ja og jeg kunne replicere: – Jeg vil prøve at gøre det lige så godt som dig. Jeg håber ikke, jeg lød for smart. Men det er egentlig underligt, at den slags spørgsmål stadig stilles.

Måske fik hun jobbet på det eneste rigtige svar.

Vi hentede hendes pas og hun blev sat af til to dage i karrierens tegn – et behageligt sted i udlandet. Taxamand og kunde. Nu en smule sammensvorne.

 

Goddag Danmark

– og ”Hej søster”