Hestepigen og travlheden

Det er en irriterende uvane jeg har, som jeg deler med mange mennesker. Jeg har travlt  – og jeg taler for ofte om det. Op kl. 2, i bad, lave madpakke, køre på arbejde, bytte bil med Morten ”M”, natmanden, tjene penge morgen og dag, skrive, køre hjem… – Og huskede jeg at ringe til ungerne og kysse konen, mens vi tangerer hinanden ved aftensmaden?

Jeg har travlt!

Jeg er oven i købet så hyklerisk, at  jeg på en gang selv lader den bemærkning falde – og samtidigt irriteres vanvittigt, når den falder fra andres læber. Jeg har travlt: Jeg gribes af lysten til at råbe – og under tiden slipper det ud af min mund: Hvad fanden kommer det mig ved!  Så det kom som manna fra himlen, da jeg i det forgangne Kirkegaard-år læste citater fra den store Søren:

”Af alle latterlige ting forekommer det mig at være det allerlatterligste at have travlt….”.

Efter denne legitimering af travlhedens idioti, besluttede jeg mig for herefter at ignorere menneskers evige bemærkninger om at have t….. Jeg ville afskaffe travlheden, den postmoderne tids forfængelighed, f…..  prestigeprojekt – ved simpelthen at gøre den unævnelig. Jeg kan endnu ikke helt overholde dogmet. Men i princippet er jeg ved at fryse det bort fra mit ordforråd, som var det en grim vorte på min finger.

Indtil jeg mødte hestepigen på Amager.

HUN har godt nok travlt.

 

Jeg der kaldt ud til en kunde på det allersydligste Amager, hvor jeg ville bo, hvis jeg kunne få min kone med. Det kan jeg ikke – og jeg foretrækker samlivet med hende frem for drømmen om at nærme mig de landlige omgivelser, hvor jeg legede, arbejdede og trak vejret under den høje himmel i Ibsker sogn på Bornholm. Amager kunne ligne dele af det flade Bornholm. Og jeg er gammel nok til at huske, at den vist nok uddøde Dragør-dialekt faktisk havde en lyd og musikalitet som bornholmsk.

Men det er en anden historie…..

 

Hestepigen står utålmodigt i vejkanten ved gården med de mange heste. Hun sætter sig glad og fro ind i Merceren og der udspiller sig en noget original dialog:

– Vil du køre mig til X-vej, for min hest er blevet for tyk og skal have en ny gjord. (”mavebæltet” til en hest!)

– Måske skulle den på slankekur?

– Nej for pokker (jeg ser i bakspejlet at hun ryster overbærende på hopvedet og fortsætter:

– Det er faktisk helt fint, at den er blevet tykkere. Det er simpelthen, fordi den er kommet på landet under gode forhold

Jeg tænker bare på, at jeg vil være hest i min næste inkarnation.

 

Mens jeg venter udenfor forretningen med ride-udstyret sidder jeg patriarkalsk og regner på, hvordan pokker hun får den daglige logistik til at hænge sammen. Hun må eddermame ha’ travlt.

Og så fortæller hun sin historie. Hun er stærkt målrettet med sin uddannelse, hun har en lille lejlighed i de nordlige forstæder men har sin hest opstaldet mere end 30 kilometer fra sin bolig. Bevæggrunden for denne afstand mellem hendes elskede hest og hendes hjem er til at forstå uden en elektronisk lommeregner.  Opstaldningsmulighederne tæt på hendes hjem ville koste mellem 4.600 og næsten 5.000 kroner – om måneden! Her – langt ude på det yderste Amager er prisen 1900 kr. om måneden! Så den unge, veloplagte og målrettede dame på 27 drager mange gange om ugen med offentlig trafik – hele vejen til sin hest. Som tillægsgevinst kan hesten komme ud under rigtig åben himmel og på ægte, grønt græs.

Hestepigen har taget sin hf-eksamen og nu læser hun diverse økonomifag. Mest via internettet med jævnlige, weekendsamlinger med de øvrige studerende – for der skal også arbejdes for at gøre alt dette muligt. Planen er helt klar. Hun skal gøre sine studier færdige lover tid, så vil hun ud at arbejde fagrelevant i et par år – og så er drømmen en MBA (en masteruddannelse i ledelse) på  CBS (Handelshøjskolen) i København. Den mest kortfristede plan er At tage kørekort, så hun ved lån af kørertøj hist og her kan køre direkte til heste-pensionen. Herle samtalen forløber uden fru af t-ordet.

Mens jeg venter udenfor forretningen med ride-udstyret sidder jeg patriarkalsk og regner på, hvordan pokker, hun får den daglige logistik til at hænge sammen. Hun må eddermame ha’ travlt.

Jeg sagde ikke ordet. Jeg tænkte det blot.

Og da hun havde fundet den længere ”livrem” til den hendes tyksak af en hest kunne jeg alligevel ikke lade være med at stille det mest bedstefar-agtige spørgsmål, der kan stilles – og I har sikkert allerede gættet det:

– har du så en kæreste?

– Hvad tror du selv, siger hun og driller med de smilende øjne. Nej det har jeg ikke. Jeg tror ikke, der er mange, der ville være stærke nok til at lade mig udleve mine drømme. Og så er jeg så glad for mit liv og min frihed, at jeg ikke savner en fast kæreste.

Ikke et ord om at have for travlt…..

Respekt for hestepigen!

 

God morgen Danmark

– til alle, også dem til hest!

Next ArticleEn ægte kærligheds-kamp