Da min kone og jeg vendte hjem fra ferien i Marrakech, var det kulden, jeg frygtede mest. Og jeg fik ret, selv om solen skinnede og april blomstrede mere lunt end i mange år, synes jeg.

Der var iskoldt i København.

Godt nok varme fra bål i gaden. Men koldt af had efter den excentriske advokats koran-afbrændinger lige midt i et af de områder, hvor han med sikkerhed ved, at mennesker uden selvkontrol vil reagere dumt og ugennemtænkt.

Kalkuleret narcissisme.

Pøbel-reaktioner.

Angreb på ytringsfriheden og omvendt: – En kriblende dyrkelse af retten til at pisse på andres følelser. Og igen og igen: Det store kor i sociale medier fra hvad-sagde-vi-bevægelsen. Det måtte jo ske. Det minder mig absurd om stemningen ved en skilsmisse, når der endelig går hul på bylden: Det gør ondt, men det er også en lettelse at få bekræftet, at frygten bliver en realitet.

Og så det mest grusomme: Endnu en terroraktion med religiøse undertoner. Modbydelighederne i Sri Lanka, som også har krævet danske dødsofre.

Her er koldt. Pisse-koldt!

– – –

Mit taxiunivers fik nye farver i Marrakesh. 9 timer med berberen og den troende muslim Ibrahim på vejen til Atlasbjergene. Og ja! Tæt på de det område i Atlasbjergene, hvor en norsk og dansk, ung kvinde valgte at vandre uden guide – og blev ofre for religionsfascismen.

Ibrahim!

Vores taxichauffør – med navnet fra den muslimske profet, som vi i den kristne og jødiske tro kalder Abraham. Hans første søn blev ifølge Islam forfader til araberne. Den anden – Isak – pålagde den jødiske og kristne gud at brændofre. Men gud stoppede den absurde krav i sidste sekund, da Abraham havde dokumenteret sin absolutte gudstro.

Vi hænger sammen – de tre verdensreligioner i vore – myter og rædsler.

– – –

I nutiden hænger vi sammen i vreden.

”I dag skrev jeg en klumme, hvori jeg påstod, at (Pernille, red) Skipper er de voldelige indvandreres berøringsangste beskytter”

Rene ord for pengene fra radioværten og debattøren Nima Zamani.

Skipper havde tilladt sig at lægge et fredsommeligt billede af sig selv og en andemor og en andrik op på Facebook som modvægt til historierne om vold og ødelæggelse.

Hun skal kraftstjeleme ikke komme her og prædike harmoni, når man kan se med egne tv-øjne, at Nørrebro brænder. I år er det 18. maj 26 år siden at Nørrebro stod i flammer efter en EU-aftalen, der med vore 4 forbehold fik rettet op på nejet til Maastricht-aftalen. Jeg boede midt i krigszonen. Der blev åbnet ild med skarpladte våben af politiet. Og intet handlede om muslimer og religion. Men det har vi for længst glemt i dag, hvor vi har brug for helt andre fjendebilleder.

– – –

Jeg kommer ikke til at glemme taxituren med Ibrahim. Mange timer, hvor jeg fik genopfrisket mit franske, mens vi havde denne følelse at hengivenhed på tværs af kulturer og religioner. Og fællesskab. Vi er stort set lige gamle, ham og jeg. Er fædre og bedstefædre. Elsker vores afkom og konen Og kvinder! Med hjælp fra min hustrus ægte varme blev alle diskussioner om håndtryk og fysisk adskillelse af mænd og kvinder glemt. Vi krammede til farvel, – mænd og kvinder muslimer, kristen og kulturkristen.

‘

Det var i virkeligheden mig, der lille skulle håndtere blufærdigheden, da han tildelte mig et varmt kys på først den ene og så den anden kind. Arabisk og fransk tradition, så det vil noget.

Han fortalte om at blive gift for mange år siden, da hans kone var blot 16 år. – Sådan var traditionen dengang, men den går selvfølgelig ikke mere. Man skal være 18 i dag.

– Godt nok, siger jeg. Ingen af mine tre døtre ville få lov til at gifte sig med selv den smukkeste marokkaner, før de var helt voksne.

Så griner vi. Vi griner i det hele taget meget på denne tur. Men taler også om religion. Han er dybt troende og stolt over at have besøgt Mekka to gang og gået de sædvanlige 7 omgange rundt om ka’baen. Konen og søsteren var med på den første tur. Og den ældste af hans fire børn har allerede været på sin første pilgrimrejse til Islams centrum. Set Ka’baen, som ifølge Islam blev bygget af – netop Abraham . – Ibrahim.

Han kører os en ekstra omvej helt ud på landet, hvor der gror korn trods tørken og takket være den smeltede sne fra Atlasbjergene. Men der er godt nok langt mellem aksene af byg og havre.

Jeg fortæller ham om det intensive, danske landbrug, som jeg selv er vokset op med.

– Mon père etait un éleveur de porc…. Den måtte han lige tygge på – altså sætningen. Min far var svineavler – og det er som bekendt urent i den muslimske kulturkreds. Så griner vi igen til hinanden, som vi har gjort det på hele turen.

Men hva’ nu Ibrahim? Var den tur bare en taxi-flirt?

– – –

Jeg er tilbage i kulden og tvivlen om kulturens sameksistens. Eller rettere om viljen til gennemførte den.

Men jeg kan ikke slippe ham, den marokkanske TAXAMAND. Service for penge, ja. Et arbejde, der skal gøres, ja

Men også et umiskendeligt strejf af kærlighed.

– – –

PS: Hvad du end tror på – eller ej. Du er velkommen til at dele TAXAMANDENS klumme

e