PS:

Dette blogindlæg blev tidligere bragt som klumme i Ekstrabladets søndagsmagasin EKSTRA – den første maj sidste år. En hyldest til taxiarbejderen og de mange klasser, vi er udsprunget af…

 

Arbejderklassen er ikke, hvad den har været!

På papiret er taxichauffører i bunden af løn- og statusskalaen. Vi har alt det, som højre-liberalisterne går og ønsker sig. Langt de fleste er 100 pct. provisionslønnede uden Ingen pension. De færreste er organiserede i en fagforening. Pointen er er bøjet i galvaniseret Mercer-stål: Er der ikke noget at lave, får du ingen løn. Se det er en logik som kuglestødere og politiske kandestøbere kan forstå!

Der er to sociologiske kendetegn i taxi-branchen:

Et stort tal er ” … af anden etnisk herkomst … ” – en del også højtuddannede. De har ikke en ærlig chance på det kridhvide, danske arbejdsmarked. En revisor, en djøfer, en guldsmed, en forsikringsmand. Og højtuddannede eller ej: Mange er familiefædre med små børn og en kone, der måske tjener endnu mindre. Ikke så få har en 6-dages arbejdsuge med op til 60 timers arbejdstid.

En anden markant gruppe er ægte kartoffeldanskere som Taxamanden her, der mere eller mindre frivilligt forlod både arbejdsmarkedet og borgerskabets økonomiske tryghed. For unge til at gå på pension og for gamle til at komme tilbage i relevant job. En salgsdirektør, en historiker, en IT-direktør, – masser af ”gamle” IT-folk.

Så jeg ser 1. maj for mig i de kommende år, hvor gennemsnits- og pensionsalderen stiger. I parker og anlæg på arbejdernes internationale kampdag med nye, smældende, blegrøde faner fra Magisterforeningen, DJØF – og Dansk Journalistforbund!

Det var måske dette proletariske billede af akademikere, DJØF’s tidligere direktør gennem mange år havde for øje, da han kaldte Danmark for et taberland. I dag er han landets beskæftigelsesminister og må være glad for hver en mulig stilling til selv den mest veluddannede taxichauffør.

Og hvis vi nu lige glemmer timelønnen – og snobberiet opad og nedad – så har denne rodebutik af medarbejdere i den firehjulede arbejderklasse også sine fede historier om mennesker, der får meget mere ud af sultelønnen, end den egentlig rækker til.

 

En af dem henter mig en morgen for at køre mig til røntgen med det skide, brækkede højreben (Om 14 dage skal det igen tøjle de 192 hestekræfter – og hold kæft, hvor jeg glæder mig!). Vi er ”barfodssociologer” i den her branche. Kigger, lytter – og tænker sit.

 

Han er slank og ”kontoragtig”. Ude af vognen som en smidig storbypuma. Krykkerne ind på bagsædet og så den humpende granitperker foran.

 

– Hvor skal vi hen i dag, hr?

 

Venlig kundeorienteret som salgsdirektøren i en international virksomhed.

Jepper – det er netop, hvad han var. Topchef i et topfirma!

 

Jeg får historien, da han genkender mig eget dobbeltliv

 ” … Du har jo været chef, så vi tror ikke på, du bliver tilfreds. Du er overkvalificeret … ”

– Jeg har virkeligt steppet på de bonede gulve. Det gik skide godt – indtil det overhovedet ikke gik. Jeg tog nedturen som andre chefer i 50-års alderen. Blev fyret. Arbejdede på og kæmpede for at komme tilbage i den internationale forretningsverden. Og når det ikke gik, måtte jeg dimensionere mine drømme til lavere ambitioner. Det er da også OK, – men der var heller ikke jobs. Så et ryk nedad igen. Og så stødte jeg på det, du sikkert også har prøvet: ” … Du har jo været chef, så vi tror ikke på, du bliver tilfreds. Du er overkvalificeret … ”

– Om jeg har prøvet det? – Jeg har udviklet kvalme og allergi mod begrebet!

Vi griner sarkastisk, mens har fortæller, hvordan han var helt nede at vende – også psykologisk. Han ramte bunden.

Men taxilivet åbnede for drømmen om det helt frie rejseliv.

Han er fraskilt, enlig og børnene er voksne. Han startede med at sine udgifter helt i bund. Ingen villa eller Volvo. Fik en lille, billig by-lejlighed, hvor han lejer et værelse ud til studerende.

Og så ellers bare masser af arbejdsdage og nætter i den sølvfarvede Mercer med det grønne logo.

 

– Nå der så er penge i kassen rejser jeg over alt i verden. Og det kan såmænd gøres relativt billigt, når der virkeligt går sport og ordentlig planlægning i rejseriet. Jeg er lige kommet hjem fra nogle uger i Indien, hvor jeg har været i mine chefdage – men på andre betingelser. Fly derud, selvfølgelig. Men derefter i bus eller tog – hvor det nu kan gøres billigst. Det handler om at leve med det anstændige minimum – og være helt fri for forpligtelser.

 

– Hvordan det er?

– FEDT!

 

God Dag Danmark

– Især til de kreative fattigrøve!