I virkeligheden går der en lige linje fra min opvækst, via min mediekarriere – til mine sene arbejdsår i taxiuniverset. Jeg har haft det kæmpeprivilegium at møde og omgås de mest forskellige mennesker fra mine barneår – til nu.
Jeg plejer sådan lidt henslængt at kalde mit tidlige liv for ”min grundtvigske barndom”. Noget med salmebog, højskolesangbog, valgmenighed (den liberale – ”de glade kristne”, som min gamle mormor sagde med et vist mål af selvfedme). Så sang vi en salme. Så blev der læst lidt fra biblen – og så var det tid til en øl, en snaps, et stykke brød – og måske et spil Bridge.
Det foregik på Bornholm, og jeg plejer at sige, at jeg er vokset op i det klasseløse samfund. Det er selvfølgelig noget gedigent sludder. For guderne skal vide, at også ø-samfundet havde sin over- og underklasse og sine magtstrukturer. Men klasseløst i den forstand, at de menneskelige omgivelser var et blomstret netværk af bønder, fiskere, skolelærere, kunsthåndværkere, håndværkere, arbejdsmænd, pensionister. Det eneste, jeg ikke kendte meget til var akademikere – altså bort set fra lægen, tandlægen og mine senere gymnasielærere. De fyldte ikke meget i det samlede landskab
Jeg mødte på én gang almindelige og særlige mennesker, som ikke altid lod sig lukke inde i deres egen klasses begrænsninger. Jeg er i den grad er vokset op med mennesker med en ”sidehistorie”. En passion, som kunne udleves, fordi der bag ved det konservative og normative provinsmiljø, fandtes en ikke frihed til at dyrke sine særheder.
Min bedste ven, Simon, havde en far, som var gammel, så længe jeg husker ham. Han havde gået syv år i skole – hver anden dag. Han synes, det var noget pjat, at sønnen skulle tage realeksamen og virkede nærmest lettet, da Simon blev smidt ud med fuld musik. Ud for at blive mekaniker-lærling, ud for at blive soldat i ind- og udland. Og så lige en mellem-teknisk uddannelse, da ryggen ikke længere tillod det kolde liv på betongulvet.
I dag er min ven af de højt placerede direktører i FL Smidt-koncernen. Udenom akademier, polytekniske læreanstalter, CBS, universitetspapirer – eller anden form for mentalt fængselsvæsen. Et succesfuldt arbejdsliv med fokus på resultaterne.
Hans far ville revne af stolthed, hvis han havde levet.
Selv var faren vildt optaget af komponisten Wagner. Håndens arbejde, et oplyst sind, syv år i skole – og så denne passion for den dybe, alvorlige klassiske musik.
Og det foregik den anden vej – top-down, ville man sige i dag:
Min familie var altid gode venner med sognets præster.
Pastor Aarup, hed en af dem, som i mine helt unge år gav mig en helt ny vinkel på den ellers ret akademiske og ”kølige” personlighed. Han havde disse mange metervis af bøger om religion og filosofi. Gamle testamenter på hebraisk og det nye på græsk eller latin. I den præstestue var du pakket ind i ånd og fordybelse. Men så var der også den der lange, lange række af ens, håndindbundne bøger med rødt skind på ryggen – men uden titel i guldskrift.
Jeg tog forsigtigt én af dem ud. Og jeg åbnede den og fik den helt store overraskelse: Anders And & Co,.
Præsten havde abonneret på Anders and siden førsteudgivelsen i 1949.
Og den pirrende overraskelse, når et menneske er andet og mere, end det du forestillede dig.
Hver uge ankom to eksemplarer til præstegården. En til ungerne. Og en til samlingen. Og Gud nåde og trøste den gerningsmand, der krummede så meget som et hjørne af pastorens egen-semplarer.
Jeg har hele mit liv været fascineret af ”de skæve omveje” og de mennesker, der tør tage dem. Og den pirrende overraskelse, når et menneske er andet og mere, end det du forestillede dig.
– Når jeg bliver 80 vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner, proklamerede jeg engang for at være helt sikker på at få den fulde opmærksomhed i selskabet.
Det første mål er jeg endnu ikke gammel nok til at indfri.
Det andet gjorde jeg til virkelighed i en blanding af nød og passion.
Der skulle bare nogle penge på bordet efter karriereafslutningen i Statsradiofonien. Og så kunne jeg generobre min barndoms ekstreme nysgerrighed. Tænk dig lige. Time efter time med vildt forskellige udgaver af menneske-racen. Rige og fattige, adel og borger, lyriske transseksuelle og klamme heteroer, jurister og økonomer med og uden hjerne, ingeniører, der skaber kunst, stinkende rige kapitalister, fordrukne proletarer, skuffede kunstnere, flirtende, gamle koner, fortvivlede unge – eftertænksomme fremmede, – kristne, hinduer, jøder, muslimer, budister og fundamentalistiske ateister.
Jeg kan ikke forestille mig en bedre finale på arbejdslivet end at være kollega i taxiuniverset.
Taxichauffør er i meget ringe grad noget, man uddanner sig til. Det er noget man bliver – med tiden og ofte af helt usædvanlige veje. Måske lige netop derfor er branchen fuld af personligheder.
Der er min nu pensionerede ven, ”Lange Hassen”, der havde en fortid som salgsdirektør i medico-branchen. Stor amerikansk koncern. Hansen var og er socialdemokrat med den røde farve. Vi er tæt på hinanden i de grundlæggende værdier om frihed, lighed og solidaritet. Han – arbejdersønnen fra Lyngby – er klogere på politik og magt, end kloge-Ågerne og -Åserne i politik og medieverdenen.
Så er der ”S” – min iranske ven, som blev fyret fra en akademisk stilling i et af de betydelige ministerier. Taxikortet blev hans økonomiske overlevelse. Hans søn kører også taxi – han har lige taget en bachelor som fodboldtræner ved et engelsk universitet og er taget til USA for at tage en master.
Og “L”, der har kørt med travheste i hele Europa men bare ikke kan slippe arbejdslivet. Som mange af mine kolleger er han reelt – folkepensionist!
Han blev færdiguddannet under en af lavkonjunkturerne og har aldrig brugt sin akademiske forretningsuddannelse. Han kører taxi.
Gode kolleger i branchen har sat mig i forbindelse med en vognmand i Århus, som er cand. scient og lic. scient. i eksperimentel atomfysik. Han havde en karriere som lektor på universitetet, indtil fyringsrunderne begyndte første gang. Dernæst blev han specialist i IT-sikkerhed i det private. – Og så ramte endnu en fyringsrunde ham, da firmaet blev solgt til udlandet. Jeg skal møde ham lidt tættere på en dag, men jeg skulle hilse at sige, at manden er glad for de vidt forskellige karrierer, livet har skænket ham.
Eller Morten, min natmand, som forlod et job som shippingmand. Hvis der fandtes retfærdighed (og det gør der IKKE i disse år i branchen) var han en af fremtidens vognmænd. Der mangler nyt blod!.
Og så har jeg været i kontakt med ”PL”, der har sin cand. merc. kandidatgrad fra CBS. Han blev færdiguddannet under en af lavkonjunkturerne og har aldrig brugt sin akademiske forretningsuddannelse. Han kører taxi.
Ligesom guldsmeden fra Irak – og alle de andre veluddannede af indvandrerbaggrund, som ikke kan få plads på arbejdsmarkedet.
Verden er global – men Danmark er en landsby!
Der er sikkert et eller andet tossehoved af en djøf’er, som kunne analysere sig frem til, at denne smeltedigel af uddannelser og erhvervsbaggrunde er en ressourcemæssig katastrofe. Hvorfor i himlens navn er alle disse kompetencer ikke derude, hvor de hører hjemme i etaten, på gymnasierne eller i det pulserende erhvervsliv?
Ærligt talt: Hvilken fordomsfuld puritanisme.
Eller sagt lidt mere bramfrit af kollegaen, som jeg mødte udenfor min dør. Han var ude at lufte sin gigantiske Grand Danois – og har en fortid som slagter. Vi er som en loge, når vi møder hinanden.
Han var ved at gå til af kedsomhed, da det moderne samfund reducerede hans håndværk til at kyle nogle plastindpakkede bøffer over disken i supermarkedet.
– Hvorfor skulle jeg dog servere dårligere og dårligere mad for mere og mere sure kunder, når jeg i stedet, dagligt kan møde spændende, overraskende, dejlige mennesker.
Det kan man kalde at være kommet på den rette hylde.
Mit liv i én stor rodebutik af mennesker
Det kunne ligne en tilfældighed.
I virkeligheden går der en lige linje fra min opvækst, via min mediekarriere – til mine sene arbejdsår i taxiuniverset. Jeg har haft det kæmpeprivilegium at møde og omgås de mest forskellige mennesker fra mine barneår – til nu.
Jeg plejer sådan lidt henslængt at kalde mit tidlige liv for ”min grundtvigske barndom”. Noget med salmebog, højskolesangbog, valgmenighed (den liberale – ”de glade kristne”, som min gamle mormor sagde med et vist mål af selvfedme). Så sang vi en salme. Så blev der læst lidt fra biblen – og så var det tid til en øl, en snaps, et stykke brød – og måske et spil Bridge.
Det foregik på Bornholm, og jeg plejer at sige, at jeg er vokset op i det klasseløse samfund. Det er selvfølgelig noget gedigent sludder. For guderne skal vide, at også ø-samfundet havde sin over- og underklasse og sine magtstrukturer. Men klasseløst i den forstand, at de menneskelige omgivelser var et blomstret netværk af bønder, fiskere, skolelærere, kunsthåndværkere, håndværkere, arbejdsmænd, pensionister. Det eneste, jeg ikke kendte meget til var akademikere – altså bort set fra lægen, tandlægen og mine senere gymnasielærere. De fyldte ikke meget i det samlede landskab
Jeg mødte på én gang almindelige og særlige mennesker, som ikke altid lod sig lukke inde i deres egen klasses begrænsninger. Jeg er i den grad er vokset op med mennesker med en ”sidehistorie”. En passion, som kunne udleves, fordi der bag ved det konservative og normative provinsmiljø, fandtes en ikke frihed til at dyrke sine særheder.
Min bedste ven, Simon, havde en far, som var gammel, så længe jeg husker ham. Han havde gået syv år i skole – hver anden dag. Han synes, det var noget pjat, at sønnen skulle tage realeksamen og virkede nærmest lettet, da Simon blev smidt ud med fuld musik. Ud for at blive mekaniker-lærling, ud for at blive soldat i ind- og udland. Og så lige en mellem-teknisk uddannelse, da ryggen ikke længere tillod det kolde liv på betongulvet.
I dag er min ven af de højt placerede direktører i FL Smidt-koncernen. Udenom akademier, polytekniske læreanstalter, CBS, universitetspapirer – eller anden form for mentalt fængselsvæsen. Et succesfuldt arbejdsliv med fokus på resultaterne.
Hans far ville revne af stolthed, hvis han havde levet.
Selv var faren vildt optaget af komponisten Wagner. Håndens arbejde, et oplyst sind, syv år i skole – og så denne passion for den dybe, alvorlige klassiske musik.
Og det foregik den anden vej – top-down, ville man sige i dag:
Min familie var altid gode venner med sognets præster.
Pastor Aarup, hed en af dem, som i mine helt unge år gav mig en helt ny vinkel på den ellers ret akademiske og ”kølige” personlighed. Han havde disse mange metervis af bøger om religion og filosofi. Gamle testamenter på hebraisk og det nye på græsk eller latin. I den præstestue var du pakket ind i ånd og fordybelse. Men så var der også den der lange, lange række af ens, håndindbundne bøger med rødt skind på ryggen – men uden titel i guldskrift.
Jeg tog forsigtigt én af dem ud. Og jeg åbnede den og fik den helt store overraskelse: Anders And & Co,.
Præsten havde abonneret på Anders and siden førsteudgivelsen i 1949.
Hver uge ankom to eksemplarer til præstegården. En til ungerne. Og en til samlingen. Og Gud nåde og trøste den gerningsmand, der krummede så meget som et hjørne af pastorens egen-semplarer.Jeg har hele mit liv været fascineret af ”de skæve omveje” og de mennesker, der tør tage dem. Og den pirrende overraskelse, når et menneske er andet og mere, end det du forestillede dig.
– Når jeg bliver 80 vil jeg køre taxi og skrive erotiske romaner, proklamerede jeg engang for at være helt sikker på at få den fulde opmærksomhed i selskabet.
Det første mål er jeg endnu ikke gammel nok til at indfri.
Det andet gjorde jeg til virkelighed i en blanding af nød og passion.
Der skulle bare nogle penge på bordet efter karriereafslutningen i Statsradiofonien. Og så kunne jeg generobre min barndoms ekstreme nysgerrighed. Tænk dig lige. Time efter time med vildt forskellige udgaver af menneske-racen. Rige og fattige, adel og borger, lyriske transseksuelle og klamme heteroer, jurister og økonomer med og uden hjerne, ingeniører, der skaber kunst, stinkende rige kapitalister, fordrukne proletarer, skuffede kunstnere, flirtende, gamle koner, fortvivlede unge – eftertænksomme fremmede, – kristne, hinduer, jøder, muslimer, budister og fundamentalistiske ateister.
Jeg kan ikke forestille mig en bedre finale på arbejdslivet end at være kollega i taxiuniverset.
Taxichauffør er i meget ringe grad noget, man uddanner sig til. Det er noget man bliver – med tiden og ofte af helt usædvanlige veje. Måske lige netop derfor er branchen fuld af personligheder.
Der er min nu pensionerede ven, ”Lange Hassen”, der havde en fortid som salgsdirektør i medico-branchen. Stor amerikansk koncern. Hansen var og er socialdemokrat med den røde farve. Vi er tæt på hinanden i de grundlæggende værdier om frihed, lighed og solidaritet. Han – arbejdersønnen fra Lyngby – er klogere på politik og magt, end kloge-Ågerne og -Åserne i politik og medieverdenen.
Så er der ”S” – min iranske ven, som blev fyret fra en akademisk stilling i et af de betydelige ministerier. Taxikortet blev hans økonomiske overlevelse. Hans søn kører også taxi – han har lige taget en bachelor som fodboldtræner ved et engelsk universitet og er taget til USA for at tage en master.
Og “L”, der har kørt med travheste i hele Europa men bare ikke kan slippe arbejdslivet. Som mange af mine kolleger er han reelt – folkepensionist!
Gode kolleger i branchen har sat mig i forbindelse med en vognmand i Århus, som er cand. scient og lic. scient. i eksperimentel atomfysik. Han havde en karriere som lektor på universitetet, indtil fyringsrunderne begyndte første gang. Dernæst blev han specialist i IT-sikkerhed i det private. – Og så ramte endnu en fyringsrunde ham, da firmaet blev solgt til udlandet. Jeg skal møde ham lidt tættere på en dag, men jeg skulle hilse at sige, at manden er glad for de vidt forskellige karrierer, livet har skænket ham.Eller Morten, min natmand, som forlod et job som shippingmand. Hvis der fandtes retfærdighed (og det gør der IKKE i disse år i branchen) var han en af fremtidens vognmænd. Der mangler nyt blod!.
Og så har jeg været i kontakt med ”PL”, der har sin cand. merc. kandidatgrad fra CBS. Han blev færdiguddannet under en af lavkonjunkturerne og har aldrig brugt sin akademiske forretningsuddannelse. Han kører taxi.
Ligesom guldsmeden fra Irak – og alle de andre veluddannede af indvandrerbaggrund, som ikke kan få plads på arbejdsmarkedet.
Verden er global – men Danmark er en landsby!
Der er sikkert et eller andet tossehoved af en djøf’er, som kunne analysere sig frem til, at denne smeltedigel af uddannelser og erhvervsbaggrunde er en ressourcemæssig katastrofe. Hvorfor i himlens navn er alle disse kompetencer ikke derude, hvor de hører hjemme i etaten, på gymnasierne eller i det pulserende erhvervsliv?
Ærligt talt: Hvilken fordomsfuld puritanisme.
Eller sagt lidt mere bramfrit af kollegaen, som jeg mødte udenfor min dør. Han var ude at lufte sin gigantiske Grand Danois – og har en fortid som slagter. Vi er som en loge, når vi møder hinanden.
Han var ved at gå til af kedsomhed, da det moderne samfund reducerede hans håndværk til at kyle nogle plastindpakkede bøffer over disken i supermarkedet.
– Hvorfor skulle jeg dog servere dårligere og dårligere mad for mere og mere sure kunder, når jeg i stedet, dagligt kan møde spændende, overraskende, dejlige mennesker.
Det kan man kalde at være kommet på den rette hylde.
Ligesom Taxamanden.
God Morgen, Danmark
– især til mine frisatte kolleger
Taxamand
Next ArticleHemmeligheden om den fuldendte schnitzel