Hun står klar foran rækkehuset, blot 3 minutter efter min køreordre. Hun er i Taxamandens yndlings-segment. Måske ikke forretnings-mennesket, der bare skal til lufthavnen hurtigst muligt men den gruppe der giver mig et overlevende ”cashflow” mellem myldretiderne. Ikke så meget pis med den slags kunder. Ude af klappen og klar, når jeg kører op langs fortovskanten.
En meget slank – nærmest en tynd kvinde med et kort, stålgråt og velplejet hår.
Vi kører ritualdialogen. Hun siger til mig, at jeg bare kan blive siddende.
Jeg smiler for omsorgen men erklærer, at bedstefar Taxamand har sundest af at strække stængerne så ofte, det kan lade sig gøre.
Jeg er ikke læge eller psykolog – bare en taxichauffør og historiefortæller, der forsluger mig på menneskers liv – fra de stræbsomme og forkælede på de bonede gulve til dem, hvor smerten og ydmygelsen kan aflæses i et splitsekund. Har netop siddet og grundet over, hvem der skal have hovedrollen i historien, der faktisk er nummer 100 af mine beretninger i EKSTRA. Jeg har mødt det usorterede udvalg af menneskeracen. Den rystende alkoholiker, araberen på coke, luderen, der vil køre gratis for et blowjob. Kvinden og hendes motorsav, den veluddannede i den sidste fase af en dødelig sygdom. Den unge kvinde med veer – hurtigt til fødeafdelingen. Eva med Downs-syndrom – det kærligste væsen i verden. Den unge pige i gråd over mænd. Den afhoppede junkie, der burde være død for længe siden, de flirtende bøsser, ynglingen med 10-minutters forsøget på at forføre chefen. Kineseren, inderen, amerikaneren.
Det slår mig, at de bedste historier og deres hovedpersoner har noget til fælles: De står altid med et stykke af deres livs smerte i den ene hånd – og lykken – eller i hvert fald et håb om lykke i den anden.
Godt og skidt.
Sort og hvidt.
Yin og yang.
Jeg skal køre hende til et af kommunens ældre- og genoptræningscentre. Bort set fra den meget tynde krop ser hun sund og rask ud. Måske er hun på vej ud på arbejde eller måske skal hun besøge en pårørende?
– Nej, jeg skal afsted for at lære at spise igen, siger hun præcist og som en refleks kigger jeg i bakspejlet for at få syn for sagen. Jo, jeg ser en skygge af smerte. Og inden jeg stiller flere forkerte spørgsmål, fortæller hun selv om et slag, ” … der fuldstændigt tog røven …” – på hende.
– Nogle kan sikkert ikke forstå, at det rammer SÅ hårdt at miste sit arbejde. Men sådan gik det altså for mig. Det var måske ikke det vigtigste arbejde i verden, men da jeg blev fyret fra den ene dag til den anden, blev jeg slået som af en hammer. Jeg brød totalt sammen – og så holdt jeg op med at spise. Jeg ville ikke. Jeg kunne ikke, og jeg måtte selvfølgelig have hjælp. Jeg blev sparket direkte ind i en dyb depression uden på nogen måde at kunne gøre noget ved det. Det var meget ubehageligt og mine nærmeste blev selvfølgelig bekymrede.
– Hun kunne ikke lide mig fra første øjeblik, så fra den ene dag til den anden blev jeg fyret. Ikke noget med, at der skulle spares. Der skulle bare en anden og yngre ind.
Fyringen lignede en af de mange, man kan tapetsere vægge med. Det gik såmænd godt i det relativt lille firma, der sælger medicin. Hun passe kontorarbejde, det gik stille og roligt – men så fik hun en ny chef! En af dem, der på den lille chefskole ha lært, at hvis ikke man gør noget voldsomt straks, er det et udtryk for manglende beslutningskraft.
– Hun kunne ikke lide mig fra første øjeblik, så fra den ene dag til den anden blev jeg fyret. Ikke noget med, at der skulle spares. Der skulle bare en anden og yngre ind.
Og så kom depressionen som en uventet askesky. Hun ville ikke noget. Hun kunne ikke noget – end ikke spise. Hun er 58 år og havde et job, hvor hun regnede med at blive til pensionsalderen. Men nu sad hun bare tilbage med denne følelse af at være til absolut ingen nytte. Overflødig
– Jeg er ved at få næsen en smule oven vande igen, siger hun med noget, der ligner skyggen af et smil. Jeg kan tale om det. Jeg skal bare lære at spise ordentligt igen.
– Drømmen?
– Bare et beskedent job som ”blæksprutte”. Lave kaffe. Tage imod kunder og gæster. Tage telefoner, når de andre har for travlt. Kontorarbejde af det, de andre ikke kan nå. Der er ikke opgaver, jeg er for fin til. Jeg har bare det der fandens behov for at være til nogen nytte.
Øjnene lyser af alvor i bakspejlet.
Det velplejede hår.
Det grå guld
God dag, Danmark
– er der plads?
PS: Dette blogindlæg har tidligere været bragt i Ekstrabladets søndagsmagasin, EKSTRA
Hvem vil hyre en gammel blæksprutte?
Hun står klar foran rækkehuset, blot 3 minutter efter min køreordre. Hun er i Taxamandens yndlings-segment. Måske ikke forretnings-mennesket, der bare skal til lufthavnen hurtigst muligt men den gruppe der giver mig et overlevende ”cashflow” mellem myldretiderne. Ikke så meget pis med den slags kunder. Ude af klappen og klar, når jeg kører op langs fortovskanten.
En meget slank – nærmest en tynd kvinde med et kort, stålgråt og velplejet hår.
Vi kører ritualdialogen. Hun siger til mig, at jeg bare kan blive siddende.
Jeg smiler for omsorgen men erklærer, at bedstefar Taxamand har sundest af at strække stængerne så ofte, det kan lade sig gøre.
Det slår mig, at de bedste historier og deres hovedpersoner har noget til fælles: De står altid med et stykke af deres livs smerte i den ene hånd – og lykken – eller i hvert fald et håb om lykke i den anden.
Godt og skidt.
Sort og hvidt.
Yin og yang.
Jeg skal køre hende til et af kommunens ældre- og genoptræningscentre. Bort set fra den meget tynde krop ser hun sund og rask ud. Måske er hun på vej ud på arbejde eller måske skal hun besøge en pårørende?
– Nej, jeg skal afsted for at lære at spise igen, siger hun præcist og som en refleks kigger jeg i bakspejlet for at få syn for sagen. Jo, jeg ser en skygge af smerte. Og inden jeg stiller flere forkerte spørgsmål, fortæller hun selv om et slag, ” … der fuldstændigt tog røven …” – på hende.
– Nogle kan sikkert ikke forstå, at det rammer SÅ hårdt at miste sit arbejde. Men sådan gik det altså for mig. Det var måske ikke det vigtigste arbejde i verden, men da jeg blev fyret fra den ene dag til den anden, blev jeg slået som af en hammer. Jeg brød totalt sammen – og så holdt jeg op med at spise. Jeg ville ikke. Jeg kunne ikke, og jeg måtte selvfølgelig have hjælp. Jeg blev sparket direkte ind i en dyb depression uden på nogen måde at kunne gøre noget ved det. Det var meget ubehageligt og mine nærmeste blev selvfølgelig bekymrede.
Fyringen lignede en af de mange, man kan tapetsere vægge med. Det gik såmænd godt i det relativt lille firma, der sælger medicin. Hun passe kontorarbejde, det gik stille og roligt – men så fik hun en ny chef! En af dem, der på den lille chefskole ha lært, at hvis ikke man gør noget voldsomt straks, er det et udtryk for manglende beslutningskraft.– Hun kunne ikke lide mig fra første øjeblik, så fra den ene dag til den anden blev jeg fyret. Ikke noget med, at der skulle spares. Der skulle bare en anden og yngre ind.
Og så kom depressionen som en uventet askesky. Hun ville ikke noget. Hun kunne ikke noget – end ikke spise. Hun er 58 år og havde et job, hvor hun regnede med at blive til pensionsalderen. Men nu sad hun bare tilbage med denne følelse af at være til absolut ingen nytte. Overflødig
– Jeg er ved at få næsen en smule oven vande igen, siger hun med noget, der ligner skyggen af et smil. Jeg kan tale om det. Jeg skal bare lære at spise ordentligt igen.
– Drømmen?
– Bare et beskedent job som ”blæksprutte”. Lave kaffe. Tage imod kunder og gæster. Tage telefoner, når de andre har for travlt. Kontorarbejde af det, de andre ikke kan nå. Der er ikke opgaver, jeg er for fin til. Jeg har bare det der fandens behov for at være til nogen nytte.
Øjnene lyser af alvor i bakspejlet.
Det velplejede hår.
Det grå guld
God dag, Danmark
– er der plads?
PS:
Dette blogindlæg har tidligere været bragt i Ekstrabladets søndagsmagasin, EKSTRA
Taxamand
Next ArticleHår-kunstneren fra Nordatlanten