Jeg er vel ikke den eneste, der ligefrem kan komme til at hade ord så meget, at jeg nærmest glemmer den gode hensigt, der ligger bag dem? Eller af og til netop derfor. De virkelige hadeord: De ord, der er skabt som ikke bare en god hensigt men som en slags født propaganda. De overfedende. De er kvalmeagtige – .

Åh, herregud. De ville jo bare være med til at skabe en kommunikationsmæssig genvej. Ud af munden ind i øret. En win-win situation.

Win-win – jeg bliver dårlig.

Som da en tidligere chef ville introducere behovet for, at vores organisation og ledelse fik flere “followers”.

Du befehlst – wir folgen.

Sieg followers!

 

– Så tag dog for fanden at slappe af, mand, siger aben på min skulder. Jeg kalder den Jeroninus for at minde mig selv om, at jeg skal passe på mit aldersbetingede sprogrenseri. Så jeg prøver at slappe af. Slappe heeelt af. Og det gør jeg så.

Hvis det ikke lige var for begrebet INKLUSION.

Det nye men allerede nedslidte hokus-pokus-ord i dagens skoledebat.

 

Var det her en tv-udsendelse kunne han fortælle mere om et ægte menneske med “indlæringsproblemer” end politikere, der gør hans liv til en ordduel om penge og strukturer.

“M” skal hentes i den ene forstadskommune for at køres til en særlig skole i en anden. Han er 12 år, er velopdragen, en rar fyr, der hurtigt bliver min co-driver i et lidt vanskeligt vej-system. For han har prøvet det gennem 2-3 år – hver eneste dag for at blive kørt til en særlig skole for de børn, der falder lidt udenfor systemet, som det er i dag. Jeg kan se og høre, at han ikke er psykisk handicappet eller adfærdsvanskelig i min, ikke-professionelle tolkning. Han er velformuleret af sin alder og tydeligvis vant til at skulle svare på spørgsmål fra sine omgivelser på, hvorfor han ikke går på en skole som alle andre. Han er opdateret om de forskellige taxaselskabers serviceniveau, bliver kørt hver dag men ville efter eget udsagn helst gå i skole som andre drenge i hans alder: Tage cyklen!

 

– Jeg var bare ikke så god til det faglige i folkeskolen. Jeg ville meget hellere være udenfor i den fri luft, så jeg blev alt for dårlig til det faglige.

– Kunne du så ikke læse og skrive?

– Nej det kunne jeg faktisk ikke. Men efter to år er jeg ned nu. Og så skal de finde ud af, om jeg skal tilbage i den almindelige skole.

“M” indrømmer, at han i den første tid undgik at fortælle noget om ni nuværende, særlige skole for sine kammerater, der ikke gik der, ville måske tro, at han var dum.

 

Jeg indrømmer det. Mit nye hadeord er inklusion. Jeg har forsøgt at finde ud af, hvorfor man ikke bare bruger det almindelige verbalsubstantiv INKLUDERING. Ifølge de almindelige, danske ordbøger, betyder ordene nemlig nøjagtigt det samme: “..at lukke ind i et fællesskab…”. Men nu er ordet blevet politisk slang – eller skældsord. For nogle betyder det nemlig noget i retning af, at lukke de særlige skoler og lade børn gå med ”almindelige børn” i de almindelige skoler. For andre en spareøvelse. Som så ofte i politik: et udtryk er i virkeligheden et dæknavn for en hurtig løsning. Tænk bare på Hartlings utålelige: Den nødvendige politik. Reelt en plathed, fordi ingen jo ville tale om det modsatte: Den unødvendige politik. Ordet blev et dæknavn for: Det VI nu engang mener, er det rigtige….

 

– Prøv at stoppe lige her, siger unge “M”- lige før vi ankommer

På turen har han fortalt om sin storebror, der er diagnosticeret ADHD’er – det man engang kaldte DAMP. Og den slags problemer med at socialisere og holde ro har hans familie haft både i morens og farens rækker. Samtidigt fortæller “M” med stor uartikuleret kærlighed om sin far og mor og deres fokus på deres drenge og deres udfordringer. Var han min søn, ville jeg være pavestolt over hans formuleringsevne og hans overskud. Var det her en tv-udsendelse kunne han fortælle mere om et ægte menneske med “indlæringsproblemer” end politikere, der gør hans liv til en ordduel om penge og strukturer.

Han giver mig en lynpræsentstation af den særlige skole:

 

– Kan du se der bag træerne. Det er hestestalden. Vi har dyr og vi må faktisk gerne have vore kæledyr med i skole. Jeg elsker stadig at være udendørs og jeg elsker sat have med dyr at gøre. Nogle gabne sidder jeg og læser annoncer om hunde og katte til salg. Men det går bare ikke i den bebyggelse, hvor vi bor.

 

Så kører vi ind til gårdspladsen. Hans skole ER en gård – så at sige en bondegård. Den bondegård, hvor han har lært at læse og skrive. Og nu skal der snart tages stilling til, om han skal tilbage i folkeskolen – og hvor. Han ligner en dreng, der både frygter forandringen og glæder sig til normaliseringen.

 

Jeg drømmer om et skolesystem, hvor skolen opbygges til børnene og ikke omvendt.

Svaret er helt sikkert, at sådan gør man ikke i Kina og at det vil være alt for dyrt. Og inden da, skal man lige have banket nogle snese tusinde skolelærere på plads, så de – lærerne – kan bruge noget mere af deres tid på en skemalagt undervisning og fritidsforvaltning. Ind i systemer som rigtige industriarbejdere

Der er så uendeligt, værdimæssigt langt fra de politiske tvangsforanstaltninger til bondegården, hvor “M” har lært at læse.

 

Men han og jeg har vores frihed i ånden.

Og de næste gange, jeg hører ordet inklusion , vil jeg tvangsfjerne mit indre lysbillede af den autoriserede, besparede skole, hvor det skal være plads til alle og hvor skolerne derfor skal være ens.

Men jeg vil huske den livskloge dreng i taxaen og hans bondegårds-skole.

 

– God morgen, Danmark

Til alle voksne og børn – også “M”, der fodrer heste, inden han spidser blyanten.