– De eneste fester vi går til for tiden er begravelser.
Jeg har tænkt en del på min afdøde mors nøgterne forhold til livets slutning.
Hun var sygeplejerske og i mange år plejehjemsforstander. Skæbnen placerede hende som et beskedent gemyt i familien med en meget, meget, MEGET ekstrovert mand, min far, og ditto børn – min søster og jeg. Det må have været hårdt for hende at leve i den larm af mand og børns udadvendthed.
Men hendes personlighed havde også et andet træk end stilfærdighed.
Hun nægtede at gå til gudstjeneste hos den missionske præst, der bag hendes ryg havde udspurgt min far om hendes holdning til fosterfordrivelse – abort. Den emsige præst var bare udstødt af hendes kirkelige repertoireplan.
Hun troede lige så stille på Vorherre i den frisindede, grundtvigske udgave. Og da hun blev gammel og syg, gjorde hun klart for personalet på det plejehjem, hvor hun og far boede, at hun IKKE ville holdes kunstigt i live. Så stoppede hun med at spise og drikke og svævede stille ind i den himmel, hun troede på.
Hun var ikke revolutionær, hun trak sig i de helt store konflikter – men handlede som en frihedskæmper, når det virkeligt var alvor. Ikke larmende i egen fortræffelighed. Men stilfærdigt urokkelige i en sand sags tjeneste.
Torben Jørgensen, der døde sidste år, var musikpædagog, programmedarbejder i P2 og højskoleforstander på Ryslinge Højskole – og en tid underviser af medarbejdere i DR. Det var her, som underviser, jeg mødte ham og vi blev venner resten af livet
Man kan ikke sige, at Torben var særligt beskeden eller selvudslettende som personlighed. Men hans kamp mod forudsigeligheden i medier, politik og religion var langt mere dyb end hans rungende latter i social sammenhæng. Jeg har diskuteret med ham helt op til skænderigrænsen. Var pissesur, når han slap sit røde sindelag og blev radikal. Så blev jeg selv medlem af de radikale en tid – og så trak han mod de røde. Hans mor var jøde – og i mange år svingede han mellem det grundtvigsk kristne og det jødiske. Først i en historisk fascination, tror jeg. Men jeg tror, han døde som jøde. Afskrev det der med himlen, som vi kristne hele tiden stiler efter. Var meget mere optaget af jagten på Gud – en rejse med tvivlen som drivkraft. Mit sidste møde med ham var på Odense Sygehus – i hans terminale kræft-fase. Jeg kunne ikke skjule min sorg og de røde øjne. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige – og var flov over mit manglende overskud.
– Det skal du ikke ta’ dig af, Jesper. Jeg har jo for fanden heller ikke selv prøvet det her før, sagde den dødsmærkede mand.
Så grinede vi.
Og et par uger efter var han forduftet.
Peter Harms Larsen. Lærer, TV-chef, forfatter, maler, professor emeritus
Det gik også alt for hurtigt med min fortælletekniske læremester, prof. Emeritus Peter Harms Larsen. Han døde af cancer for et par uger siden. Flere gange i mit liv gav han mig skulderklap, som fik betydning for hele mit arbejdsliv. Første gang på et kursus i 70’erne, hvor kan bad om mit omskrevne nyhedsmanuskript til videre brug i hans undervisning. Jeg var 24 og nyansat i DR – og struttede af stolthed over hans bemærkning om, at det var rart at møde radiofolk, som også kunne skrive. Han var senere med til at hyre mig som lærer DR’s udviklingsafdeling. Og da jeg forlod det store cirkus i vrede, fjernede han med et indlæg i sin blog PETERSE UDSIGT min bitterhed ved at rose min nye status som blogger og skribent. Et eksempel på at modstand kan forløse kreativitet, mente han
Jeg kan endnu mærke boblerne i maven, da jeg læste det. Og jeg ved, at det har boblet i mange andres maver.
Han forblev en rød kulturradikal, som foragtede småborgerligheden og den nye, populære, blå og reaktionære bølge i politik. En høflig partisan. Skarp men Poetisk
Lige som den akvarel-kunst, som han tog op i sine sidste år.
Lyser farver.
Kærlighed.
Og for få dage siden forlod forfatteren, lyrikeren og sangskriveren Benny Andersen os.- Om nogen en lyrisk partisan, hvor musikken var blidest og ordene høfligt skarpe. Benny Andersen formåede både at være et fyrtårn i den udskældte skare af venstreorienterede – og samtidigt en ypperlig fortolker af danskhed i den brede befolkning. En stor kærlighed til mennesker i det land, vi kommer fra – uden udladning af tidens hævngerrige, nationalistiske dunster.
Ydmyghed og Kærlighed.
Uden at give afkald på sin indre partisan.
PS:
Du er velkommen til at dele dette indlæg, hvis det passer dig. TAXAMANDEN elsker trafik…..
JEG SAVNER DE LYRISKE PARTISANER
– De eneste fester vi går til for tiden er begravelser.
Jeg har tænkt en del på min afdøde mors nøgterne forhold til livets slutning.
Hun var sygeplejerske og i mange år plejehjemsforstander. Skæbnen placerede hende som et beskedent gemyt i familien med en meget, meget, MEGET ekstrovert mand, min far, og ditto børn – min søster og jeg. Det må have været hårdt for hende at leve i den larm af mand og børns udadvendthed.
Men hendes personlighed havde også et andet træk end stilfærdighed.
Hun nægtede at gå til gudstjeneste hos den missionske præst, der bag hendes ryg havde udspurgt min far om hendes holdning til fosterfordrivelse – abort. Den emsige præst var bare udstødt af hendes kirkelige repertoireplan.
Hun troede lige så stille på Vorherre i den frisindede, grundtvigske udgave. Og da hun blev gammel og syg, gjorde hun klart for personalet på det plejehjem, hvor hun og far boede, at hun IKKE ville holdes kunstigt i live. Så stoppede hun med at spise og drikke og svævede stille ind i den himmel, hun troede på.
Hun var ikke revolutionær, hun trak sig i de helt store konflikter – men handlede som en frihedskæmper, når det virkeligt var alvor. Ikke larmende i egen fortræffelighed. Men stilfærdigt urokkelige i en sand sags tjeneste.
Torben Jørgensen. Musikpædagog, korleder, programmedarbejder, lærer, – forstander på Ryslinge Højskole
Torben Jørgensen, der døde sidste år, var musikpædagog, programmedarbejder i P2 og højskoleforstander på Ryslinge Højskole – og en tid underviser af medarbejdere i DR. Det var her, som underviser, jeg mødte ham og vi blev venner resten af livet
Man kan ikke sige, at Torben var særligt beskeden eller selvudslettende som personlighed. Men hans kamp mod forudsigeligheden i medier, politik og religion var langt mere dyb end hans rungende latter i social sammenhæng. Jeg har diskuteret med ham helt op til skænderigrænsen. Var pissesur, når han slap sit røde sindelag og blev radikal. Så blev jeg selv medlem af de radikale en tid – og så trak han mod de røde. Hans mor var jøde – og i mange år svingede han mellem det grundtvigsk kristne og det jødiske. Først i en historisk fascination, tror jeg. Men jeg tror, han døde som jøde. Afskrev det der med himlen, som vi kristne hele tiden stiler efter. Var meget mere optaget af jagten på Gud – en rejse med tvivlen som drivkraft. Mit sidste møde med ham var på Odense Sygehus – i hans terminale kræft-fase. Jeg kunne ikke skjule min sorg og de røde øjne. Jeg anede ikke, hvad jeg skulle sige – og var flov over mit manglende overskud.
– Det skal du ikke ta’ dig af, Jesper. Jeg har jo for fanden heller ikke selv prøvet det her før, sagde den dødsmærkede mand.
Så grinede vi.
Og et par uger efter var han forduftet.
Peter Harms Larsen. Lærer, TV-chef, forfatter, maler, professor emeritus
Det gik også alt for hurtigt med min fortælletekniske læremester, prof. Emeritus Peter Harms Larsen. Han døde af cancer for et par uger siden. Flere gange i mit liv gav han mig skulderklap, som fik betydning for hele mit arbejdsliv. Første gang på et kursus i 70’erne, hvor kan bad om mit omskrevne nyhedsmanuskript til videre brug i hans undervisning. Jeg var 24 og nyansat i DR – og struttede af stolthed over hans bemærkning om, at det var rart at møde radiofolk, som også kunne skrive. Han var senere med til at hyre mig som lærer DR’s udviklingsafdeling. Og da jeg forlod det store cirkus i vrede, fjernede han med et indlæg i sin blog PETERSE UDSIGT min bitterhed ved at rose min nye status som blogger og skribent. Et eksempel på at modstand kan forløse kreativitet, mente han
Jeg kan endnu mærke boblerne i maven, da jeg læste det. Og jeg ved, at det har boblet i mange andres maver.
Han forblev en rød kulturradikal, som foragtede småborgerligheden og den nye, populære, blå og reaktionære bølge i politik. En høflig partisan. Skarp men Poetisk
Lige som den akvarel-kunst, som han tog op i sine sidste år.
Lyser farver.
Kærlighed.
Og for få dage siden forlod forfatteren, lyrikeren og sangskriveren Benny Andersen os.- Om nogen en lyrisk partisan, hvor musikken var blidest og ordene høfligt skarpe. Benny Andersen formåede både at være et fyrtårn i den udskældte skare af venstreorienterede – og samtidigt en ypperlig fortolker af danskhed i den brede befolkning. En stor kærlighed til mennesker i det land, vi kommer fra – uden udladning af tidens hævngerrige, nationalistiske dunster.
Ydmyghed og Kærlighed.
Uden at give afkald på sin indre partisan.
PS:
Du er velkommen til at dele dette indlæg, hvis det passer dig. TAXAMANDEN elsker trafik…..
Taxamand
Next ArticleEN HYLDEST TIL DE SÆRLIGE BØRN